Skal vi afskaffe rigsfællesskabet?

Grønland står midt i en regulær regeringskrise. Landsstyreformand Múte B. Egede kan blive tvunget til at udskrive valg efter mindre end seks måneder på posten, efter den grønlandske udenrigsminister Pele Broberg i et interview med Berlingske (betalingsmur) har sagt, at han ikke længere vil bruge ordet rigsfællesskab om forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Ordet dækker i virkeligheden over dansk overherredømme, mener Broberg – og kun inuit, Grønlands oprindelige befolkning, må stemme til en kommende folkeafstemning om selvstændighed.

De udtalelser skaber splid i regeringen, hvor landsstyreformanden i en usædvanlig pressemeddelelse har taget afstand fra Broberg. Udenrigsministerens udtalelser må ikke “give anledning til en splittelse i det grønlandske samfund“, skriver Egede og slår fast, at man ikke vil forskelsbehandle borgerne. Forud for landsstyrets efterårssamling, som der blev taget hul på fredag, har også Aqqalu Jerimiassen, formand for det borgerlige støtteparti Atassut, sagt, at han ikke længere har tillid til Pele Broberg.

Men hvordan kommer vi videre herfra? Herhjemme er bud på løsninger stort set fraværende, fordi der stadig er en udbredt berøringsangst (betalingsmur) over for debatten efter 200 års kolonisering – fra Hans Egedes indtog i 1721 til oprettelsen af hjemmestyret i 1979, der 30 år senere blev erstattet af selvstyreloven.

For at blive klogere på spørgsmålet om Grønlands selvstændighed, har vi derfor ringet til Aaju Peter C.M. (f. 1960), advokat og mangeårig forkæmper for inuitrettigheder, der er med på en Zoom-forbindelse fra Toronto, Canada. Aaju Peter er født i Arkisserniaq på Nordgrønland, blev sendt i skole i Danmark, da hun var 11 og tog efter syv år tilbage til Grønland. I 1981 flyttede hun til Canada, hvor hun har boet lige siden.

Føljeton: Pele Broberg siger, at rigsfællesskabet er udtryk for dansk overherredømme. Hvordan ser du forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland?

Aaju Peter: Der kan ikke være en ligesindet dialog, før vi opfattes som ligesindede. Det gør vi ikke i dag. Grønland er ikke en uafhængig stat. Inuitbefolkningen har ikke sin egen provins, vi har kun territorier [inuit bor bl.a. i Grønland, Canada og Alaska, red.]. Nationalstater er bange for at give os selvstændighed, for at gøre for mange afkald. De er så uuddannede i Grønland og inuit, at vi opfattes som en trussel. Vi prøver ikke at tage noget, vi vil bare gerne anerkendes som ligeværdige partnere. Indtil da kan du ikke kalde det et fællesskab eller ligestilling.

Føljeton: Hvordan sætter Danmarks koloniale fortid i Grønland sine spor i dag?

Aaju Peter: Bare fordi et land eller et folk ikke længere kaldes en koloni, er der stadig et efterspil. Vi har ikke afkoloniseret vores sind, og alt omkring os er, som da kolonisterne forlod det. Kolonitidens effekter er meget tydelige i vores samfund, hvad enten det er Grønland, Danmark eller i Canada.

Føljeton: Kan du give et eksempel?

Aaju Peter: Da jeg fik mine tatoveringer [ansigtstatoveringer er en flere tusinde år gammel inuittradition, der forsvandt med koloniseringen af Grønland i 1700-tallet, red.], kom en inukkvinde hen til mig og sagde, at jeg burde få dem fjernet hos en læge. Hun var så koloniseret, at hun ikke engang kunne se, at det er vores tradition og føderet. Ja, så når jeg siger afkolonisering, mener jeg, at vi skal være meget opmærksomme på, hvor vores holdninger kommer fra. Og om der er plads til, at vi kan blive mentalt uafhængige og gå tilbage til vores egen måde at tænke på.

Føljeton: Hvor har du ellers mærket det?

Aaju Peter: Da jeg flyttede til Danmark, blev jeg så koloniseret, at jeg ikke engang tænkte over det. Vi talte, lærte og levede, som om danskerne var de bedste. Vi var så hjernevaskede, fordi vi bare var børn, og vores forældre ville have, at vi skulle have en god uddannelse. Vi købte allesammen ind på det. Det var først langt senere, at jeg opdagede det. Hvordan kan det være, at jeg lærte dansk, engelsk, tysk, fransk og latin i skolen og aldrig grønlandsk? Det er jo åndssvagt. Jeg kunne være blevet boende i Grønland, men jeg kunne ikke engang tale med min mor, da jeg kom tilbage fra Danmark. Jeg passede ikke ind der, fordi jeg ikke længere snakkede grønlandsk. Det var så fornærmende. Da jeg flyttede til Canada, blev hvert et ord, jeg lærte, hyldet. Det var min frelse.

Føljeton: Hvor skal afkoloniseringen starte? Hos politikerne? I skolerne?

Aaju Peter: Personligt ville jeg starte med mig selv. Selv at have lyst til at forstå, hvad afkolonisering er. Og det er svært uden dialog. Du skal tale med ligesindende og høre på de mange utroligt kloge mennesker, der kan forklare, hvad det er. Ansvaret ligger hos hvert enkelt af os til at indse, hvor koloniserede vi er. Virkelig.

Føljeton: Flere taler om, at der blandt danskerne er en berøringsangst over for Grønland. Hvordan overkommer vi den?

Aaju Peter: Når Danmark undskylder for al den skade, man har gjort, kommer helingen … Ja, vi skal igennem meget heling. Før vi starter en dialog om forsoning, kommer vi aldrig nogen steder. Uden at tale om og acceptere det, forsvinder problemet ikke. Løsningen er mere uddannelse om, hvad vi er gået igennem som koloniserede folk. Det er frygt og mangel på viden, der stopper mennesker i at overvinde berøringsangsten.

[En undersøgelse af ph.d.-studerende Gustav Agneman fra 2018 viser, at 7 ud af 10 grønlændere mener, at Grønland på et tidspunkt bør rive sig løs fra rigsfællesskabet. Når respondenterne samtidig præsenteres for de økonomiske konsekvenser, er de mindre tilbøjelige til at ønske selvstændighed. Det estimeres, at det vil koste den grønlandske økonomi mindst 5 mia. kr. årligt at blive uafhængig. Heraf skal 3,6 mia. kr. kompensere for det danske bloktilskud, der udgør ca. halvdelen af landsstyrets samlede indtægter]

Føljeton: Nogle mener, at både befolkningen og økonomien er for lille til, at Grønland vil kunne klare sig alene. Hvad mener du om det?

Aaju Peter: Det argument foreviger det koloniale system. Vi kan også vende det om og sige ‘se, Grønland er den største ø på jorden’. Med den smeltende is og åbningen af Nordvestpassagen har vi altid været meget strategiske. Og det kan vi bruge som vores magt til at samarbejde med Danmark, hvis man vil bevare et godt forhold. Men igen er der frygt. Frygt for at Kina, Rusland eller USA vil komme og overtage Grønland [som vi fx så det i 2019, da den forhenværende amerikanske præsident Donald Trump ville købe Grønland – interessen er dog ikke ny, red.]. Man kan ikke bare tage andre lande, for vi er alle underlagt international ret og retsstatsprincippet.

Føljeton: Pele Broberg siger også, at hvis der skal være en afstemning om selvstændighed, er det kun inuitbefolkningen, der må stemme. Er du enig?

Aaju Peter: Fx i Nunavut [inuit-territorium i Canada, red.] er der to typer mennesker: Der er dem, som bare kommer for at tjene penge, og som har investeret absolut ingenting i fællesskabet. Og så er der dem, som lever, deltager og er gift ind i det. Med Nunavuts jordrettighedsaftale, Nunavut Land Claim Agreement (NLCA), er det fx en komité, der beslutter, hvem der kan blive medlem. Hvis nyankomne og outsiders tager beslutningerne, er de bare endnu en kolonimagt.

Føljeton: Tror du, at selvstændigheden kan opnås på venskabelige vilkår? Pele Broberg nævner fx, at han ønsker et samarbejde på frivillig basis.

[Man har i mange år talt om muligheden for, at Danmark og Grønland indgår en free association-aftale – en ordning, der blev introduceret efter 2. verdenskrig som led i FN’s afkoloniseringsproces. Aftalen er et samarbejde mellem to selvstændige stater – typisk en kolonimagt og en tidligere koloni – hvor hver har sin egen forfatning, og ingen af de to er juridisk underlagt den anden]

Aaju Peter: Absolut. Danmark er et fredeligt land. Grønland er et fredeligt land. Og vi har haft det her forhold i hundredvis af år. Det vil ikke forsvinde. Vi ved allesammen, at der ikke er nogen fremtid, hvis vi løser det på en dårlig måde. Men vi har brug for en fremtid, hvor grønlændere har deres egen måde at tænke og gøre tingene på, uden at blive manipuleret eller styret af nogen andre.

Føljeton: Hvem skal erklære uafhængigheden under de givne rammer? Inuit selv eller de danske politikere?

Aaju Peter: Det skal følge loven. Jeg mener, at det skal være op til inuitbefolkningen i Grønland, hvordan de selv ønsker at gå videre herfra.

Føljeton: Okay, men er du villig til at vente 100 år på at få uafhængighed gennem dialog? Eller skal der ske noget mere radikalt? Der er jo gået mange år indtil videre …

Aaju Peter: Når du vil ændre noget i loven, tager det lang tid. Så jeg er forberedt, selvom det vil tage 100 år. Det vil jeg faktisk foretrække. Hvis du sætter en demonstration op lige nu, og halvdelen af befolkningen siger, at vi er uafhængige i morgen, ja, så vil du opleve en masse modstand og kampe fra dem, der ikke er villige til at gå ad den vej.

Føljeton: Du har tidligere snakket om, at der burde skabes et arktisk fællesskab [i stedet for et rigsfællesskab, red.] Hvordan ser sådan et ud?

Aaju Peter: Grønland er godt på vej til at blive selvstændigt. Jeg tror, at når det først sker, er vi [inuit, red.] stadig et territorium i vores eget land. Men så snart inuit er en provins, bliver vi nødt til at stemme, om hvorvidt Grønland, Canada, Alaska og måske Sibirien skal være ét land. Det er en ny måde at tænke på. Engang var vi ét folk. Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil blive det igen i fremtiden, for vi er meget stærkere sammen.

Føljeton: Så det er kun et spørgsmål om, hvor lang tid, det vil tage?

Aaju Peter: Grønland har banet vejen siden 1700-tallet. Det har taget 300 år indtil videre, men jeg er ikke i tvivl om, at det [arktiske fællesskab, red.] vil blive en realitet. /Emma Louise Stenholm

Aaju Peter er i øjeblikket med optagelserne til dokumentarfilmen ‘Twice Colonized’ om sit liv i Danmark, Grønland og Canada. Filmen forventes at udkomme i 2023.