Irlands store firmafest

Planen var egentlig, at jeg skulle have læst Ulysses. Dyrket James Joyces spraglede Dublin anno 1904, inden byen åbenbarede sig for mig i det postpandemiske 2021. Kald det bare en mangel på kreativitet, et klichéfuldt greb til at forstå den irske mentalitet. Naive forestillinger om, hvordan jeg skulle gå i hovedkarakteren Leopold Blooms fodspor, havde simpelthen hobet sig op. Allerede inden afrejsen med Ryanair (Irlands tvivlsomme stolthed) måtte jeg dog se nederlaget i øjnene: Som så mange gange før havde Ulysses ligget ulæst tilbage på natbordet, bogen havde slået en hånlig latter op, hver gang øjnene lukkede i. Det kunne være godt det samme. James Joyces tankestrømme havde alligevel bare farvet Dublin i et forkert lys; der bliver ikke meget Bloom over den her irske odyssé.

Så meget står klart, da først Ryanair har fået solgt sine slatne bacon-sandwiches, parfumer og mystiske lotterikuponer i 10.000 meters højde. Med lufthavnsbus går den i ekspresfart mod centrum og den nærmeste pub, hvor virkeligheden rammer som et knytnæveslag: Takket være landets gældende coronarestriktioner kan end ikke velskænket Guinness lirke op for den irske gæstfrihed. Alle bliver pænt placeret ved deres egne små båse. Baren er lukket land, bartenderen kommer selv ned og tager imod din bestilling. Minglen og eventuel smittespredning skal holdes på et minimumsniveau. Folk følger formaningerne, sidder for sig selv og stirrer fortabt ned i deres pints. Det er ikke ligefrem et miljø, der opildner til kulturudveksling og løsslupne samtaler. En lidt ærgerlig erkendelse indfinder sig: Dublin må åbenbare sig selv til fods.

På gaden hører jeg sirenerne synge om det mest sjæleforladte sted i byen: Grand Canal Dock, også kendt som Silicon Docks –Dublins techcentrum, hvor Google, Facebook, Airbnb, Pinterest og alle de andre kumpaner holder til. Jeg beder Google Maps om at finde hjem til moderskibet og snart går turen mod kanalerne, væk fra den gamle irske arkitektur, der gradvist afløses af nybyggeri. Et charmerende gult murstenshus med rød-sorte vinduesrammer flankeres af en grå, kønsløs skyskraber i glas og beton. Det tårner ligesom ind over det gamle Dublin, som en insisterende kyklop, der skygger over fortidens bedrifter. Ja, man kan næste høre det råbe: “Her hersker fremskridtet.“ Både biler og mennesker er forsvundet.

Gavmild skattefar

Det er et lidt betændt spørgsmål, om Irland er et skattely. En favorabel selskabsskat på 12,5 pct. har gjort landet til europæisk hovedkvarter for mange af de største multinationale selskaber. En række smuthuller – mest berømt den såkaldte “Double Irish With a Dutch Sandwich“– har medvirket til, at den skat, virksomhederne faktisk har betalt, ofte har været så godt som ikkeeksisterende. Mange af manøvrerne er nu blevet stoppet, men ryet hænger stadig ved Irland. Det hjælper næppe, at Irland er et af de få lande, som ikke har ønsket at støtte en plan fra OECD om at indføre en global selskabsskat på minimum 15 pct. – en plan, der netop skal komme skatteunddragelsen til livs.

Så sent som i denne måned har The EU Tax Observatory, en tænketank med base hos L’École d’Économie de Paris (EEP), beskyldt Irland for at være et de facto skattely, hvilket den irske regering har afvist. Regeringen klamrer sig til en gammel definition af skattely fra netop OECD, som i praksis frifinder landet. Men de færreste kritikere køber den irske forklaring. Som avisen Irish Times bemærker, har den franske økonom Gabriel Zucman eksempelvis regnet sig frem til, at Irland i 2015 var det største skattely i verden, målt på den profit, de multinationale selskaber har flyttet gennem landet.

I takt med at store lande som USA og Tyskland ønsker at komme skatteunddragelsen til livs, begynder Irland at kunne mærket presset. Spørger man den irske finansminister Paschal Donohoe, gør republikken dog ikke noget galt. Den lave selskabsskat hjælper blot lille Irland til at være konkurrencedygtig. Historisk har landet ikke været noget industrielt kraftcenter, men takket være de udenlandske virksomheders valfart, har man opbygget en sund økonomi. Og det kan vel ikke skade?

Tomheden truer

Pludselig står det der: Googles irske hovedkvarter. En imposant bygning i flere etager, komplet med en gennemsigtig gangbro og en letbane, der stopper lige ved døren. Synet forstyrres dog af en spøgelsesforladt stemning. Hvor er alle de arbejdere, som techgiganten tiltrækker? Arbejder de stadig hjemme? I takt med at jeg nærmer mig hovedkvarteret, passerer jeg flere kontorbygninger besmykket med “til leje“-skilte. To, tre, fire bygninger står tilsyneladende helt tomme. “Innovation District“ står malet på en mur i blå og gule farver. Det virker mest af alt som en indforstået joke.

På den anden side af gangbroen åbner Silicon Docks sig ud mod kanalen. Flere nybyggede glashuse står på rad og række, imellem dem gemmer sig nogle gamle havnebygninger, der er blevet pudset pænt op. Kontrasten skal helst ikke være for skærende. En række food trucks har taget opstilling uden for de mange kontorbygninger. Vi nærmer os frokosttid, og snart vælter det ud med jakkesætsklædte mænd med medarbejderskilte om halsen, der skal have en kebab eller en “Dublin Bratwürst“. Okay, køen til sidstnævnte er måske til at overse.

Og der sidder de så ellers, cremen af den irske techindustri. Fordelt rundt på designerbænke (her er virkelig en arkitekt, der har tænkt på “byrummet“), sluger de deres frokost, mens der scrolles på smartphonen eller tages opkald via de trådløse høretelefoner. Folk har travlt, kigger på deres ure, måske kan de også lige nå en cigaret? Ingen har rigtig tid til at snakke, ikke med mig i hvert fald, de kigger væk eller søger hen mod beskyttende klynger af kollegaer.

Længere inde i den mondæne betonjungle begynder et mønster at tegne sig: Her er vitterligt ingen andre mennesker end målrettede forretningsfolk og refleksvestklædte bygningsarbejdere, der kæmper for at udvide det irske virksomhedseventyr. Stilladser skyder op alle vegne, det er et decideret byggeboom. Traditionelle pubs skal man lede længe efter, her hersker de moderigtige, lettere anonyme caféer, der ret beset kunne stamme fra en hvilken som helst europæisk storby. Alting har et skin af noget uvirkeligt, området er sit eget lille mikrokosmos. “Hvad synes I om EU?“ spørger jeg tre bygningsarbejdere, der står og venter lidt formålsløst på fortovet. Det har de ikke rigtig nogen holdning til, de kommer fra Rumænien, lyder det på gebrokkent engelsk.

Økonomisk vindersag

Til sidst bukker jeg under, falder ind på en ligegyldig café og i snak med en yngre fyr, der kun har gode ting at sige om Silicon Docks og den irske selskabsskat. Det er som at høre en entusiastisk gengivelse af finansministerens forsvar. “Vi har ikke tradition for at være industrialiseret, så selskabsskatten er midlet, der har gjort os til et velstående land. Det opfordrer til virksomhedsinvesteringer, det udgør en stor del af vores skatteindtægter. For slet ikke at tale om spin-off-effekterne med alle de arbejdspladser, det skaber. Det er afgørende for vores økonomi,“ fortæller han.

Set på de kolde tal, er det da også svært ikke at blive imponeret. Det anslås, at Irland årligt hiver omkring 12 mia. euro hjem i selskabsskatter, hvoraf mere end halvdelen kommer fra de store, multinationale selskaber såsom Google. Takket være de mange udenlandske investeringer, står den irske økonomi relativt robust. De godt 800 amerikanske virksomheder, der har slået sig ned i Irland, ansætter i omegnen af 180.000 mennesker. Det kan mærkes i et land, der har en befolkning på små fem mio. mennesker.

Ja, ifølge Eoin Drea, der er seniorforsker ved Det Europæiske Folkepartis (EPP) tænketank Wilfried Martens Centre for European Studies, er de multinationale selskaber faktisk ansvarlige for op mod 32 pct. af alle jobs Irland – hvilket også kaster dejligt meget indkomstskat af sig. Det er alt andet lige en god forretning, at landet har gjort så målrettet kur til techgiganterne.

Alting har dog en pris: Kritikere pointerer, at Irland har skabt en tosporet økonomi, hvor de udenlandske virksomheder vinder frem på bekostning af det lokale erhvervsliv. Tallene ser pæne ud, men kun så længe, at Irland kan opretholde eventyrlandet. Silicon Docks – og lignende distrikter i landet – er en parallelvirkelighed, der hviler på et prekært grundlag. Hvad vil der ske, hvis virksomhederne pludselig lokkes til et land med endnu lavere skattesatser? Eller hvis EU tvinger Irland til at rette ind?

Men hvor skal irerne bo?

Godt rundforvirret forlader jeg Silicon Docks, vandrer hvileløst mod Dublins havneområde. Ved kajen sidder en ældre mand på en bænk og stirrer udover vandet. Han har en lille hund, en pug, i snor. Paddy hedder han – manden, ikke hunden. Med tyk irsk accent forklarer Paddy, at han er en nyligt pensioneret bygningsarbejder. Hvad tænker han om techdistriktet, spørger jeg. Som håndværker har han vel nydt godt af byggeboomet? Paddy ryster på hovedet.

På sin egen facon får han forklaret, at virksomhedernes indtog blot har øget gentrificeringen i byen. Det er snart ikke til at betale for en sandwich og en kop kaffe, ja, det er faktisk ikke til at opstøve til “under a tenner“. Og hvor er alle de mange pubs blevet af? Engang var her en hel håndfuld i området, nu er der bare en enkelt tilbage. Paddy har boet i Dublin hele sit liv, været heldig med sine boligkøb. Men han har ondt af de unge, dem på min alder. De har jo ikke en chance for at få en lejlighed. Alt kontorbyggeriet er måske godt for økonomien, men det presser priserne i vejret. Hvor skal de almindelige mennesker bo? Problemet bliver værre og værre, “og de rige bliver hele tiden rigere,“ fortæller han.

Mens Paddy taler, går to jakkesætsklædte mænd forbi. De har retning mod tech-mekkaet. Der er ikke andre mennesker at se i miles omkreds. Den pensionerede irer behøver ikke sige mere. Hans pointe er vist blevet understreget. Vi sidder lidt i tavshed, så undskylder Paddy. Han må hellere hjem og fodre hunden. /David Dragsted

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.