Forfatterinden Madame Nielsen. Foto: Sofie Amalie Klougart
Ved det såkaldte ‘Madens Folkemøde’, der fandt sted på Lolland i den forgangne weekend, kunne man mellem de mange boder risikere at støde ind en særpræget og måske også uventet skikkelse: Madame Nielsen.
“Risikere“ er måske et lidt overilet og krænkende ord; Madame Nielsen er foruden at være en stor, nobelværdig dansk forfatterinde også en vennesæl og tilgængelig person. Hun fylder sig bare ikke nødvendigvis med mad, hvilket hendes overordentligt slanke korpus (47,5 kilo) bærer vidne om. Til gengæld nyder hun hver en mundfuld i fulde drag, om der så er tale om en nød, en rosin eller et salt og tørt stykke pecorino.
Én gang fredag og to gange lørdag havde folkemødets publikum mulighed for at stævne ud på Søndersø med turbåden Anemonen og Madame Nielsen og Føljetons kunstmedie Et Hul i Markedet som vært. Præmissen for bådturen var til at begynde med uklar – ligesom det i øvrigt gælder for livet i almindelighed. Men kort efter afsejlingen fra de adelige jorder forklarede Madame Nielsen i mikrofonen, at turen gik til en øde ø, hvor den lille flok af tilfældigt sammenbragte skulle “starte forfra“ og opbygge en ny civilisation fra scratch, hvorfor der var brug for alle de kompetencer, folk kunne diske op med. Alt kunne bruges. En ældre kvinde sagde, at hun var uddannet sygeplejerske. Meget brugbart. En ældre herre sagde, at han var økonom og derfor ville kunne bidrage med at “incitamentsstruktur“. Super. En kvinde havde en baggrund som tolder. Perfekt. En vidste alt om æbler. Nydeligt.
Da Anemonens skipper havde lagt til ved Borgø, der vitterligt er en øde ø, samlede Madame Nielsen gruppen omkring sig, inden turen fortsatte ind i vildnisset. En dreng på cirka 10 var med på turen, og da der måske ikke var nogen forventning om, at han havde en uddannelse som ingeniør, arkitekt eller tømrer, foreslog Madame Nielsen, at han kunne være konge. Drengen rømmede sig over den pludselige opmærksomhed. “Du hedder vel ikke Valdemar eller Erik eller Knud?“ sagde Madame Nielsen håbefuldt. “Jeg hedder Frederik,“ svarede drengen til spontane ovationer.
Det havde ikke umiddelbart ligget i kortene, at en ny civilisation havde brug for en konge eller en dronning. For hvad i alverden skulle man dog med sådan en? Men det tjente til Madame Nielsens improvisationstalent, at hun gav titlen til et barn, når der nu var sådan et med på turen. Fremtiden er børnenes. Planeten er børnenes. Det er dem, der skal overtage den.
Naivitet og barnlighed er godt
The Guardian havde lørdag stort interview med den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der er blevet 18 år. Hun fortæller, at hun som lille barn ikke tænkte videre over klimaproblemerne. “Da jeg først gang hørte om det, troede jeg ikke, det var rigtigt, fordi hvis det var rigtigt, så ville folk gøre noget ved det. Det gav ikke mening for mig,“ siger hun.
Men som otteårig så hun en filmsekvens, hvor der lå oceaner af plastic ude i havene. Hun kunne ikke få billederne ud af hovedet, opsøgte mere viden om klimaproblemerne og blev mere og mere bange. I en lang periode talte og spiste hun kun meget lidt – til sine forældres store bekymring. Resten af historien er velkendt: Som 15-årig begyndte hun at strejke for klimaet hver fredag og pludselig fik verden øjnene op for den superintelligente, autistiske pige.
I interviewet fortæller hun, at hun ser meget op til andre unge aktivister, som kæmper for klimabevågenhed under meget sværere forhold, bl.a. den 24-årige ugander Vanessa Nakate. Netop som Greta Thunberg har rost Nakate, holder hun en lille pause: “Det kan selvfølgelig være, at jeg er naiv, fordi jeg er meget ung.“ Hun holder en lille pause mere. “Men jeg tror, at naivitet og barnlighed nogle gange er en god ting.“ Hun siger videre, at det gode ved at være ung er, at man ikke er blændet af “realpolitik“ og opfattelsen af, at man altid skal gå på kompromis. “Jeg tror, at ældre mennesker har det med at gøre ting mere komplicerede, end de egentlig er.“
Det kan der være noget om. Det hele ikke så komplekst. På Madens Folkemøde var der mange ældre mennesker. Der var i hvert flere end unge. Og som en (midaldrende) mandlig udviklingskonsulent skrev på Instagram: “Hvor var Den Grønne Studenterbevægelse henne?“ Så mere ungdom næste år.
De fleste har lært, at man skal rydde op efter sig selv, når man forlader et sted, som andre skal bruge. Det gælder vel også, hvis stedet er en klode. /Oliver Stilling