Andreas Gebert/Reuters/Ritzau Scanpix
Skal det være Jamaica eller trafiklyset? Efter søndagens Bundestagsvalg ser kampen om de to farvekombinationer ud til at blive den afgørende gyser. Enten får Tyskland en regeringskoalition lig Jamaicas flag: Sort (CDU), gul (FDP) og grøn (ja, De Grønne). Eller også bliver trafiklyset hevet frem: Rød (SPD), gul og grøn. Hvad der på papiret ligner en overvældende sejr til SPD-formanden Olaf Scholz, kan i sidste ende blive en rød hovedpine. Og på trods af, at han har ført sit parti til et historisk dårligt valg, kan CDU-formanden Armin Laschet endnu ikke dømmes ude. De to kæmpende riddere kan forvandle sig til to uheldige Don Quijote’r. I sidste ende bliver det snarere væbnerne, de gule og grønne Sancho Panza’er, der viser sig at være historiens sande helte.
Med et suverænt resultat på 25,7 pct. af stemmerne til SPD, og de mere skuffende 24,1 pct. til CDU, tegner et lidt paradoksalt scenarie sig: Begge partier kan i princippet danne en flertalsregering med hjælp fra FDP og De Grønne. Af samme grund var både Scholz og Laschet på valgaftenen ude og erklære, at man ville forsøge at indlede regeringsforhandlinger med de to partier. For selvom socialdemokraterne nu har det største parti i Tyskland, er deres ret som førstevælger ikke selvskreven.
Til den såkaldte “Elefantenrunde“ mellem partilederne søndag aften, fik FDP-leder Christian Lindner da også sagt, at man nu vil stikke hovederne sammen med De Grønne for at finde et fælles fodfæste forud for de kommende forhandlinger. Den idé lod De Grønnes kanslerkandidat, Annelena Baerbock, til at være helt med på. Begge partier er udmærket klar over deres drømmeposition: Som de nye, fælles kongemagere står de to partier pludselig med al magten – særligt hvis de kan undgå for mange interne stridigheder. Man vil helst ikke gentage situationen fra 2017, hvor en mulig Jamaica-regering blev forkastet, da De Grønne og liberale FDP viste sig at være for langt fra hinanden politisk.
Med et snusfornuftigt samarbejde kan FDP og De Grønne nu sælge kanslermagten til højestbydende. Scholz og Laschet må smøre (betalingsmur) charmen på og have både liberale og grønne indrømmelser klar, hvis de vil have magten. Scholz må ærgre sig over, at venstrefløjspartiet Die Linke fik et katastrofalt dårligt valg og med blot 4,9 pct. af stemmerne ikke klarede spærregrænsen på fem pct. For når der ikke længere kan trues med ræverød regeringskoalition bestående af SPD, Die Linke og De Grønne, vil han stå markant dårligere i forhandlingerne med FDP. Imens må Laschet gøre, hvad han kan, for at hive klimavenlige tilbud op af hatten. Hvis de kristenkonservative kan købe De Grønnes gunst, bør det være en anderledes smal sag at få FDP med på idéen om et regeringssamarbejde.
Ser man på stemmefordelinger på tværs af aldersgrupper, tegner et tydeligt billede sig: De ældre har stemt på status quo – på SPD og CDU. Imens har de unge førstegangsvælgere favoriseret De Grønne og FDP. I den forstand bliver de unge faktisk også valget største vindere. Hvis De Grønne og FDP ellers kan holde tungen lige i munden, kan de nu få gennemtrumfet mange af de nøglesager, der ligger ungdommen mest på sinde. Faldgruber er der dog nok af. Går De Grønne med på en Jamaica-regering, risikerer klimatiltagene at drukne i liberalt-konservative hensyn til industrien og skattesatserne. Og hopper FDP med på trafiklyset, kan det rød-grønne samarbejde spænde ben for den ønskede, liberale politik. Angela Merkel må væbne sig med tålmodighed: Det vil kræve en hel del politiske lokumsaftaler, inden partierne når til enighed, og en ny kansler bliver udpeget. /David Dragsted