En beskuer beundrer Jens Haanings værk på Kunsten i Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anders Matthesen, manden bag nogle af dansk filmhistories største kommercielle succeser, betaler sin filmstøtte tilbage til staten. Af de fem mio. kr., som Terkel i knibe (2004) fik i statsstøtte, sendte Matthesen godt tre mio. retur. Af de 6.779.984 kr., som Ternet Ninja (2018) modtog, er hver en krone betalt tilbage. Og som Ekstra Bladet formulerer det, gør det ham til “filmbranchens ubetinget bedste tilbagebetaler“, allerede inden han som planlagt returnerer hele støttebeløbet til sin endnu mere succesombruste Ternet Ninja 2, der havde premiere tidligere i år.
Anders Matthesen – eller Anden, som han hedder i folkemunde – returnerer ikke pengene, fordi Ekstra Bladet bedriver forargelsesjournalistik på ham. I tilfældet Anden er der nemlig ikke noget at komme efter. “Støtte er jo noget man får, fordi der ikke helt er penge nok. Hvis så pengene kommer, er det vel også rimeligt at betale støtten tilbage,“ skriver han i en forklaring til avisen. “Der er jo nogle helt faste regler for støtten og hvornår den skal betales tilbage. Jeg følger disse faste skabeloner, naturligvis, og med glæde.“
Ekstra Bladet fremhæver Anden som det gode eksempel. Visse aktører i filmbranchen foretager nemlig alle mulige krumspring for at undgå det at betale filmstøtte tilbage. Avisens aktindsigt hos Det Danske Filminstitut viser fx, at komikerne Casper Christensen og Frank Hvams publikumssucceser, Klovn Forever (2015) og Klovn – the Final (2020), kun har betalt en brøkdel af en samlet filmstøtte på 10,7 mio. kr. tilbage.
Skal man være forarget eller bare glæde sig over, at Anden er et overraskende regelret stykke fjerkræ? Vi vælger det sidste.
Han løb med pengene
Nu vi taler om returnering af større pengebeløb, har det været interessant at følge mediernes omtale af billedkunstneren Jens Haanings nye værk Take the Money and Run. Ganske kort: Jens Haaning skulle deltage i udstillingen Work it out, som fredag åbnede på kunstmuseet Kunsten i Aalborg. Kunsten havde bedt Haaning genetablere to ældre værker, som bestod af glasrammer indeholdende pengebeløb svarende til en østrigsk og en dansk årsindkomst i henholdsvis 2007 og 2010. For at kunne gøre det havde Haaning i sagens natur brug for likvide midler, så derfor lånte Kunsten ham 534.000 kr., som skulle betales tilbage, når udstillingen slutter i januar.
Da personalet på kunstmuseet pakkede de tilsendte værker ud, manglede pengene. Haaning havde beholdt dem og dermed skabt et nyt værk: Take the Money and Run. Den historie opsnappede DR, og lørdag var han igennem til et telefoninterview på P1 Morgen. Siden er det nye værk, Haaning og Kunsten blevet omtalt i italienske, britiske, amerikanske, franske og mange andre medier. Et reklamebureau ville formentlig opgøre værdien af omtalen til adskillige mio. kr. Det er omtale, der ikke lige kan købes for penge.
Direktøren for Kunsten, Lasse Andersson, anerkender, at det er godt værk, Jens Haaning har lavet, men holder fast i, at det udlånte beløb på 534.000 kr. naturligvis skal leveres tilbage i januar. Det nægter Jens Haaning at gøre.
Et af de medier, som har skrevet om sagen, er Jyllands-Posten – i folkemunde Morgen-Fascisten Jyllands-Pesten. Her sidder der en kunstredaktør, Tom Jørgensen, som udtaler til avisens journalist, at hans “personlige holdning er, at værket ikke har nogen kunstnerisk kvalitet“. Jørgensen kan nemlig ikke lide kunst, som ikke er båret oppe af “noget håndværksmæssig kvalitet“, og det kan han ikke se, at der er her. “Man skal jo ikke have noget talent for at være konceptkunstner. Man kan udstille hvad som helst og kalde det konceptkunst,“ siger han.
Avisen har også talt med Kristine Kern, der er rektor for Det Fynske Kunstakademi. Hendes kunstforståelse er mere i sync med det 20. århundrede og frem, for hun synes, at Take the Money and Run er et godt værk. Men hun siger også: “Så længe vi diskuterer det, så længe lever værket. I det øjeblik, debatten ikke er interessant mere, så stopper det,“ siger hun.
Så værket ophører med at eksistere, når vi ikke taler om det, eller hvad? I modsætning til en del konceptkunst er Take the Money and Run ikke et medieskabt værk. Det er ligegyldigt, om medierne omtaler det. Det findes alligevel. Men bare fordi det har fået mere omtale, end de fleste kunstnere får på et liv, så er det ikke ensbetydende med, at det er medieskabt. Det bedste, kunstmuseet Kunsten kan gøre nu, er, at at finde en sponsor og købe værket. Prisen er jo oplagt: 534.000 kr. Det er alle pengene værd. /Oliver Stilling