Det er forbrug, der udtørrer kloden

Der er bevæbnede vagter ved vandposterne i det sydlige Indien, stod der i Los Angeles Times i sidste uge. En hedebølge, hvor temperaturen nåede 47 grader, har lagt en kvælende dyne ned over mere end 330 millioner mennesker, og en tørke, der ikke er set mage i landets historie, har sendt hundredtusindvis på flugt. På flugt fra landet ind mod byen, hvor presset vokser endnu mere og skaber farlige spændinger i de fattige kvarterer, der tæller flere millioner mennesker. Delstater skændes om, hvem der har ejerskabet til floder, og ved nogle af de brønde, hvor der stadig er vand, har de lokale myndigheder måttet udstationere bevæbnede vagter for at forhindre, at vand bliver stjålet.

Situationen er desperat og ligner noget fra en dystopisk fremtidsfilm. Det var det første scenarie, min samvittighed trak op af erindringen, da min overbo i søndags kom ned og bad mig slukke for min haveslange. Det var en hed dag – ok måske ikke 42 grader, men i hvert fald 25 – og jeg gjorde, hvad enhver fornuftig dansk far og haveejer burde gøre – jeg fyldte mit havebassin med rent drikkevand. Mine børn stod allerede og ventede med badetøjet på og dykkermasken mast ind i ansigtet, og jeg morede mig med at sende strålen højt op i luften og ned i det oppustelige bassin, der vel kan holde på den gode side af 1.000 liter vand. Jo, jo, jeg holdt mig ikke tilbage, da jeg sidste år stod i BR og troede på en god sommer. Nu er sidste års sommer så langt om længe kommet, og strålen stod perlende frisk mod det hvide plast i solen – jeg var på toppen.

Men min overbo havde andre planer, og hun ramte mig lige i min velfærdsselvfedme. Retfærdigvis skal det nævnes, at jeg deler vandregningen med overboen, så hendes forbrug går både økonomisk og psykologisk gennem mig, og med argumenter om vandmangel, drikkevand og klimaforandringer havde jeg ikke andet valg end at stoppe min fråsende leg med vandstrålen og tage diskussionen med mine allerede opkørte børn. Det var ligefrem ulovligt at vande haven, mente min overbo, og argumenter med politiet går heldigvis renere ind hos børn end klimaforandringer og tørke.

Men hos mig sad skammen dybere. Den kæmpede imod min drøm om en grøn have og leende børns vandkamp i en varm sommer i Danmark, der pludselig var blevet til et diabolsk grin sat op imod Mumbais tørst. Derfor indledte jeg et større opklaringsarbejde for at finde ud af, hvor præcis mit ødsle velfærdsliv krydsede verdens uretfærdighed.

Juridisk frifundet, moralsk dømt

Mit første stop hos Københavns kommunens Teknik- og Miljøforvaltning frikendte mig juridisk. Her afviste de hurtigt, at det skulle være ulovligt at fylde et havebassin eller vande haven med drikkevand fra hanen.

”Hvad skulle du ellers vande den med,” var det første svar jeg fik, inden jeg blev sendt videre rundt i en endeløs telefonkæde, der ikke gjorde andet end at opklare, at man dybest set må bruge alt det vand, man vil, så længe man betaler for det over vandregningen. Kommunen har ikke bemyndigelse til at lave love, og der havde heller ikke været grund til at henstille til et mådeholdent forbrug i årtier, lød svaret. Men meget klogere blev jeg heller ikke, så jeg tog fat i Danmarks nok mest vidende og førende vandekspert. Han hedder Hans Jørgen Henriksen og er seniorforsker på De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland og har vand som speciale.

Han ler lidt, da jeg sætter ham ind i mit husstandsproblem, og frikender mig på, hvad der skal vise sig at være en meget kort bane, også moralsk.

“Du må naturligvis gerne fylde dit havebassin op eller vande haven – heromkring er der ikke nogen problemer i det,” starter han beroligende og lægger nogle detaljer til.

”I Danmark dannes det grundvand, vi bruger, primært om vinteren, og vi har haft nogle meget våde vintre de seneste år, så vores magasiner er helt fyldt op. Med mindre vi går ind i en meget tør sommer, er der ikke noget problem i at bruge vand i sin have.”

Ligesom miljøforvaltningen i kommunen forklarer han, at det er en del år siden, der har været problemer i Danmark. I midten af 70’erne havde vi nogle år, hvor en del vandløb tørrede ud, og det var de tæt på at gøre igen i 1996, hvor kommunen henstillede til, at man ikke vandede sin græsplæne.

”Den situation kan vi sådan set sagtens få igen,” siger han. ”Men det ændrer ikke noget ved situationen, om du bruger vandet nu eller venter. Man kan ikke sådan spare op. Kommer tørken, kommer restriktionerne også.”

Når man taler om den direkte brug af det danske grundvand, er det nu ikke i særlig høj grad de private hustande, der har et problem, forklarer Hans Jørgen Henriksen og påpeger, at vi siden midt-80’erne faktisk har halveret vores vandforbrug i private husholdninger, der kun står for omkring 10 procent af det samlede vandforbrug. 70 procent bruger landbruget, mens industrien tegner sig for cirka 20 procent. Det forbrug ser rigtigt fornuftigt ud, mener Hans Jørgen Henriksen og afviser, at vi med det, vi ved om klimaforandringer i dag, vil få et problem med tørke i Danmark. Til gengæld skal vi passe godt på det vand, vi har.

”Det er noget helt unikt for Danmark, at vi har rent drikkevand i hanerne. Det har mange både historiske og geografiske årsager. Vi er dygtige til at rense spildevand, men vi har været meget tidlige med at indføre en række væsentlige vandmiljøplaner, som vi ikke må slække på,” siger han og henviser til de planer, der blev gennemført sidst i 80’erne og først i 90’erne, hvor vi fik stoppet den store udledning af pesticider og andre forureningskilder. Særligt i 60’erne og 70’erne havde vi et lemfældigt forhold til udledningen af miljøskadelige stoffer, og da det meste af det drikkevand, vi bruger i Danmark, er over 50 år undervejs, så får vi en udfordring på det punkt over de næste årtier.

”Med det, vi ved om klimaforandringer i dag, bliver tørke ikke et af problemerne heromkring de kommende år, men derimod ved vi, at der er mere ekstreme vejrsituationer, hvor der vil komme meget mere vand, og det giver en del udfordringer,” siger Hans Jørgen Henriksen og påpeger, at det dog intet er imod de problemer, der findes andre steder i verden.

”Nogle steder oplever man en voldsom stigning i problemet vedrørende knapheden på vand. Der findes såkaldte water stressed areas, hvor folk lever med vandknapheden tæt på, og alene i de områder regner man med, at antallet af mennesker vil stige fra 2,4 milliarder mennesker i 2010 til 4,2 milliarder mennesker i 2050. I de områder vil der opstå meget store problemer.”

Det er min skjorte, der er problemet

Faktisk er der en tæt forbindelse mellem min have og de områder. Det handler bare ikke om min haveslange, men om den skjorte, jeg har på, og den kop kaffe, der står klar i skyggen. Man kalder det mit virtuelle vandforbrug, forklarer Hans Jørgen Henriksen. Det omfatter for eksempel bomuld, som er ekstremt vandkrævende at producere og i øvrigt bliver dyrket i områder, hvor der i forvejen er knaphed på vand.

”Hvis du virkelig vil spare på vandet, går det gennem dit dagligvareforbrug. Det batter langt mere end dit vandforbrug i privaten,” siger han.

For selv om vi synes, det regner rigeligt her i Danmark, så importerer vi langt mere vand, end vi bruger af vores eget. Mere end to tredjedele stammer fra lande meget langt væk, og her følger en række opgørelser, der kommer fuldkommen bag på mig:

En lille vegetarisk margherita-pizza kun med ost og tomat kræver 1.200 liter vand at producere – det er nogenlunde det samme som mit badebassin, bortset fra at vandet kan være brugt til ost- og tomatproduktion i Afrika eller Sydeuropa, hvor vandressourcerne er under hårdt pres. De bukser, jeg har på, har krævet et vandforbrug på omkring 7.500 liter vand, og det samme gælder min bomuldsskjorte. Det hjælper mig ikke, at den er økologisk – faktisk bliver det kun værre, fordi den økologiske bomuldsplante producerer mindre bomuld end den konventionelle, så det øger mit vandtryk. Ville jeg derimod gå i polyester, kunne jeg spare kloden for den del, da det sætter et aftryk på omkring 300 liter vand, men det er, som om det kradser lidt mod huden.

Kaffen i skyggen – den ene kop – kræver 140 liter vand på kaffeplantagerne i Kenya eller Etiopien, eller hvor den nu er fra. Ét spaghettistrå bruger 1 liter, én eneste mandel næsten 6 liter vand, men hold nu fast – ét kilo oksekød kræver 15.000 liter vand at producere. Det er næsten 99 procent af vandforbruget, der går til at producere dyrets foder – ét kilo hunde- eller kattefoder har således en omkostning på 14.000 liter vand.

Problemet er ikke i så høj grad omfanget, som det er de områder af verden, det går ud over, forklarer Hans Jørgen Henriksen og henviser til en gruppe britiske forskere, der har påvist en sammenhæng mellem borgerkrigen i Syrien og knapheden på vand: Frem mod konfliktens optrapning oplevede landet et par somre med tørke og fejlslagen høst. Det har det gjort ofte før, men problemet i disse år var, at produktionen af landbrugsvarer var skruet voldsomt i vejret efter en stigende efterspørgsel og eksport. Samtidig var private investorer gået ind i landet og havde foretaget en række meget dybe vandboringer, der udtørrede de yderligt liggende kilder, som de lokale landmænd traditionelt havde brugt. Tørke betød en befolkningsbevægelse fra landet ind mod byen, som vi også ser i Indien i disse dage, og det øgede befolkningspres gav store spændinger i de fattige områder og et oprør ulmede.

”Der er i høj grad tale om en dårlig forvaltning af vandressourcerne, mere end en egentlig tørke,” siger Hans Jørgen Henriksen og lader mig vide, at hans ekspertise så småt er ved at stoppe, når vi når til vandkonflikter. I stedet henviser han mig til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor jeg møder Helle Munk Ravnborg, der er seniorforsker og i øvrigt forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. Hun er helt enig i, at det i højeste grad handler om forvaltningen af det vand, der er til rådighed, mere end det egentlige forbrug. Vand er jo som bekendt i kredsløb, og som sådan forsvinder der ikke vand fra kloden.

”Mange af de konflikter, vi har om vand, er mere et økonomisk og politisk spørgsmål end et hydrologisk,” siger Helle Munk Ravnborg.

Ved vandposterne i Indien handler det ikke nødvendigvis om manglen på vand, men snarere om manglen på adgangen til vand. Det er fordelingsspørgsmålet, der er det helt centrale, forklarer hun.

”Det handler for eksempel om under hvilke betingelser og til hvilken pris, firmaer skal have lov til at bore efter vand. Skal en vandinvestor i Tanzania have lov til at inddæmme floder for at vande marker, bare fordi vandet er der, eller skal der en pris på det, og hvem skal i givet fald have de penge?” spørger hun retorisk.

Det komplicerer så tingene yderligere, at institutionerne i mange lande er svage og følsomme over for politisk og økonomisk pres.

”Det største problem ud fra et menneskeligt synspunkt er, at et stadigt større antal mennesker hver dag drikker vand, der ikke egner sig til drikkevand.
Det her er både et spørgsmål om fattigdom og et spørgsmål om klimaproblematikken – de to ting er tæt forbundne. I første omgang er det et økonomisk spørgsmål, hvor den økonomi, vi har i verden, desværre ikke gør det så attraktivt at investere i fattige mennesker fra fattige lande. Deres politiske stemme er simpelthen ikke tilstrækkelig stærk til, at deres krav bliver hørt og imødekommet.”

Fremtidens konflikt

De fleste konflikter, vi ser om vandmangel i dag, opstår mellem de mennesker, der traditionelt har brugt vandet – de lokale- og de nye brugere, for eksempel landbrugsinvestorer, energiselskaber, mineselskaber og dem, der forvalter vandressourcerne og giver rettighederne videre til de store investorer, forklarer Helle Munk Ravnborg.

”Vand er en ressource, der først nu for alvor er på vej ind i en sfære af privat brugsret. Langt de fleste steder bliver vand set som en samfundsmæssig ressource, som det er samfundets opgave at fordele ligeligt og til fælles bedste, men det er hastigt ved at ændre sig. Flere og flere steder kan man erhverve sig private brugsrettigheder til vand, som er gyldige én eller flere generationer frem i tiden,” siger Helle Munk Ravnborg. Og selv om vandforvaltning er kommet længere og længere op af den internationale dagsorden og de seneste år har spillet en hovedrolle ved de politiske og økonomiske topmøder rundt omkring i verden, sker der stadig meget lidt for at sikre, at alle har lige adgang til sikre vandrettigheder.

”Der er ingen tvivl om, at det her bliver et af fremtidens mest presserende spørgsmål og på mange måder allerede er det, men alligevel har det endnu ikke været politisk muligt at opstille fyldestgørende internationale retningslinjer på det område. Til trods for at det oprindeligt var tanken, at de frivillige retningslinjer, der i dag gælder omkring forvaltningen af adgangen til jord for at beskytte lokale mod jordtyveri, de såkaldte ’Voluntary Guidelines for the Governance of Tenure’, også skulle have omhandlet adgangen til vand, så blev dette forpurret,” fortæller Helle Munk Ravnborg.

”En ekstremt stor del af den fremtidige udvikling kommer til at afhænge af vand, og  jeg tror desværre, vi kommer til at se virkelig mange konflikter på den baggrund. Det kræver en global opmærksomhed, og der skal vi være meget bedre til at se på vores forbrug,” siger hun og bliver lidt dystopisk i sin analyse:

”Selv om jeg egentlig ikke er kynisk anlagt, så kan jeg konstatere, at nogle liv tæller mere end andre. Det er muligt, at vi i Danmark og i EU kan blive enige om ikke at hælde pesticider og andre ubehageligheder ned i grundvandet, men samtidig tillader vi andre lande, hvor vi indirekte bruger ekstremt meget vand igennem import, at gøre det. Det skal der gøres op med, men de svageste er jo altid dem, der ikke kan gøre deres stemme gældende. Lige nu har vi ikke nogen stærke instrumenter. Forhåbentlig vil det fokus, der er på bæredygtig produktion og forbrug i de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, være med til at rette op på dette, så miljølove og konventioner, som de fleste lande har, ikke blot står på hylderne, men også bruges i praksis.”