Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Siden vi læste den, har der været særligt én ting, der har irriteret os ved Samanta Schweblins ellers anbefalelsesværdige roman, Kentuki. Hvis du ikke er helt opdateret på den argentiske forfatter, kommer her et ultrakort resumé: Mennesker begynder at købe kæledyrslignende robotter – kentukier – i hobetal, og snart er samfundet forvandlet til det… mærkeligere? Hagen ved kentukier er nemlig, at det er mennesker, der styrer robotterne. Enten kan du være ejer og lade en kamera-udstyret kentuki køre rundt i dit hjem, så en vildtfremmed kan se dine private gemakker. Eller også kan du være “kæledyr“ og altså fjernstyre kentukien via computer eller tablet, uden ejeren aner, hvem du er. Præmissen er perfekt til at lave en god omgang overvågningsdystopi. Men helt ærligt: Hvem ville dog købe sådan et monstrum i virkeligheden?
Til det spørgsmål har Amazon åbenbart valgt at sige “hold lige min udpinte lagerarbejder, så han ikke render på toilettet“. Tirsdag præsenterede virksomheden i hvert fald robothunden Astro – et nyt, kunstigt intelligent overvågningsapparat/kæledyr på hjul. Astra er både udstyret med mikrofon, kamera og en stemmestyret tablet, så du nu kan glæde dig over Amazons tilstedeværelse, hvor end du går. Selv kan Amazon ikke helt sige, hvad du kan bruge Astro til. Men den kan i hvert fald scanne dit ansigt og “patruljere“ dit hus, og så koster den “kun“ 1.000 dollars. Som virksomhedens hardware-boss Dave Limp siger til Wired: Mon ikke kunderne kan finde nogle “unikke use cases“ for robotten, når først den er kommet ind i deres hjem?
Den franske filosof René Descartes kom i 1600-tallet for skade at skrive, at dyr ikke kan tænke. Faktisk mente Descartes, at dyr bedre kan sammenlignes med urværk end med mennesker. For hvad er dyr vel, andet end nogle avancerede maskiner, der reagerer per refleks på omverdenen? I modsætning til mennesker, har dyr ikke nogen sjæl eller noget sind. De er bare bolte og møtrikker i en mekanisk verden. Af samme grund kan de ikke føle smerte. Man skulle tro, at Descartes aldrig havde været kæledyrsejer. Han havde dog angiveligt en hund kaldet Monsieur Grat – hvilket gør os lidt nervøse for dén hunds velbefindende.
I dag virker det rimelig åbenlyst, at Descartes tog fejl. Desto mere vi lærer om dyrs sociale og emotionelle liv, desto dårligere smager svinekoteletterne og millionbøffen. Selv ikke de ægte mekaniske skabninger som Astro bør vi taget for givet: Bag kameraet sidder der trods alt et menneske, som – nej okay, lad os hellere vende den om: Hvis der er nogen, der er sjæleforladte, er det nok egentlig os. Én ting er, at vi pinedød vil kreere tvivlsomme overvågningsrobotter, der skal “hjælpe“ os med at være mennesker. Noget helt andet er, at vi stadig behandler naturen og dyreriget som en mekanisk størrelse, som et problem, der kan løses med de rette udregninger – snarere end som et organisk, levende og intelligent system.
Onsdag præsenterede regeringen i øvrigt sit nye, længe ventede klimaprogram. På godt 200 sider bliver det beskrevet, hvordan Danmark skal nå i mål med sin “ambitiøse“ ambition om at nå 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Eller, det vil snarere sige: Det bliver i hvert fald beskrevet, hvordan man i løbet af de kommende år vil komme med udspil, der skal få os i mål med ambitionen. Ja, og så har regeringen altså også sat en deadline for, at man senest i 2025 skal have truffet alle de nødvendige beslutninger. Man må vel tage de sejre, man kan få. I det mindste har vi nu en køreplan, der kan vise, hvor meget regeringen endnu mangler. Planen indeholder sågar et idékatalog med 24 mulige klimaindsatser, som kan nedbringe CO2’en – så kom ikke og sig, at der ikke bliver arbejdet på sagen! /David Dragsted