Nød lærer nøgen kvinde at finde sig i det

I den syditalienske by Sapri er en statue af 1800-talsdigteren Luigi Mercantinis karakter ‘Høstpigen fra Sapri’ netop blevet afsløret, og lad os sige det sådan her: Høstpigen har fået til både gården og gaden i hænderne på skulptøren, Emanuele Stifano. Knapt så gavmild har Stifano været med mængden af tøj, den stakkels dame er blevet iført, så nu står hun altså veludrustet men letpåklædt og småfryser på et torv i Sapri.

Det har affødt en del kritik, bl.a. fra det italienske kongresmedlem Laura Boldini, som undrer sig over, hvordan en kommunal institution kan “acceptere repræsentationen af kvinder som seksualiserede kroppe? Mandschauvinisme er en af Italiens onder“. Vi ved, hvad du vil sige: Så slap dog af, det er jo bare en skulptur. Og vi var næsten tilbøjelige til at give dig ret. I hvert fald lige indtil vi hørte modargumentet fra kunstneren selv. Stifano forsvarer nemlig sit valg ved at forklare, at han faktisk altid forsøger at tildække menneskekroppen så lidt som muligt, og at han ville fremhæve høstpigens krop for at repræsentere “et ideal af en kvinde, frembringe hendes stolthed, vække hendes bevidsthed“. Sikke en gestus!

Vi ved ærligt talt ikke helt, hvad det betyder, men vi kom til at tænke på den bronzestatue af filosoffen Mary Wollstonecraft, som for godt et år siden blev afsløret i London. Her bliver  en af 1700-tallets vigtigste tænkere nøgen (og meget veltrænet) skudt op af, hvad der ligner en gejser. Kunstneren bag denne skulptur forklarede på lignende vis, at man havde valgt at lade Wollstonecraft optræde splitterravende kong Hans, fordi tøj definerer mennesker, og Mary var “every woman“ (en titel hun så må dele med Chaka Khan).

Vi synes egentlig, det er en interessant tanke, at tøjet skulle være distraherende for øjet, og håber snart at se en nøgen Immanuel Kant eller Kong Christian den 4. i byrummet, så vi endelig kan vurdere deres bedrifter sådan helt objektivt. Indtil da holder vi på, man nok burde have undet både høstpigen og Wollstonecraft en ekstra sweater, men det var de altså ikke meget for i hverken Sapri eller i London.

Slingrekurs

I Ishøj kommune har de til gengæld været mere villige til at lægge kursen om i mødet med kritik. Her kom det for nyligt frem, at den kommunale YouTube-kanal TV-Ishøj i perioden 28. februar 2020 til 2. marts 2021 har ladet borgmester Ole Bjørstorp tone frem hele 53 gange. I samme periode fik tre andre politikere skærmtid hhv. én, to og fire gange. Det fik kommunalforsker Roger Buch til at kalde TV-Ishøj en “propagandakanal for borgmesteren“, men det bliver der altså nu rettet op på. Et flertal i Ishøj byråd har nemlig besluttet at skære TV-Ishøj en halv million kroner i kanalstøtte til næste år og at stille krav til, at det tydeligt skal fremgå, at det er kommunen, der er kanalens afsender. Det lyder som en god idé. Herfra skal der i hvert fald lyde opbakning til, at Ishøj kommune under skærpede retningslinjer giver medieproduktion et skud mere.

Helt så positive forholder vi os ikke til det kursskifte, den 96-årige Irmgard Furchner torsdag foretog. Hun skulle egentlig møde i retten, hvor hun står tiltalt for at have medvirket til drab på 11.412 mennesker i sin tid som sekretær i KZ-lejren Stutthof under Anden Verdenskrig. Da hun torsdag morgen forlod sit plejehjem og satte sig i en taxa, var det dog ikke med kurs mod retslokalet. Irmgard valgte i stedet at flygte og blev først fire timer senere fundet lidt udenfor Hamborg af politiet. Den 96-årige havde godt nok advaret om, at hun ikke havde i sinde at møde op i retten. I et brev til dommeren skrev hun i starten af september, at hun ikke ønskede “at blive til grin overfor menneskeheden“. Det skulle hun nok have tænkt over, inden hun tog spurten fra sin egen retssag. Vi håber dog, hun havde rigeligt med tøj på. /Asta Kongsted