Jyske Bank. Tilforladeligt ser det ud. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Folk med en svaghed for intelligente, elementært spændende actionfilm havde op gennem 00’erne nogle gyldne år i biografens mørke. Her kom filmserien om den hukommelsestabsramte lejemorder Jason Bourne med Matt Damon i hovedrollen og var med til at presse den bedagede og anakronistiske James Bond-franchise til at genopfinde sig selv – hvad den jo gjorde til den store guldmedalje (undskyld klicheen) med Daniel Craigs rå og følsomme bud på en moderne Bond. Ja, nøgne, kan man vel sige.
De tre første Bourne-film blev bare bedre og bedre. Den første hed The Bourne Identity (2002), så kom The Bourne Supremacy (2004) og endelig den fænomenale finale The Bourne Ultimatum (2007), som elegant fik lukket de fleste huller i plottet. Matt Damon og instruktøren Paul Greengrass vidste, at de havde skabt noget godt og jokede med, at hvis de lave en til film i serien, måtte den hedde The Bourne Redundancy (Overflødighed).
Bedre og bedre, større og større. Det samme kan man sige om de enorme læk af datasæt om skattely, som verden har set de seneste år. Det er real life hårrejsende spænding. Først kom Panama Papers i 2016, dernæst Paradise Papers i 2017 og nu har vi så Pandora Papers, der både af titel og omfang (og antal involverede journalister) giver de andre papers et kæmpe baghjul. Panama-papirerne stammede fra et enkelt panamansk advokatfirma, Mossack Fonseca, og fyldte 2,6 terabyte. Pandora-papirerne, der er på 2,94 terabyte, kommer fra 14 administrationsselskaber og advokatfirmaer, som opererer med dunkel virkelyst i lande og territorier som Schweiz, Singapore, Cypern, Belize og De Britiske Jomfruøer.
ICIJ (Det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister) beskriver malende Pandora-lækket som en “tsunami af skattely-data“, og det er det vel også. Det føles som endnu et stjålent blik ind i noget, der nærmest ligner en parallel dimension, et Second Life for stenrige individer, der virkelig ikke mangler noget, men som alligevel må nære et brændende ønske om at minimere deres skattebidrag. Som de skriver et sted i de kristnes bibel: “Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod.“
Pinlige sager
Vanen tro vil ICIJ og de 600 journalister verden over, som har haft adgang til næste 12 mio. Pandora-dokumenter, stille og roligt lække (havde vi nær sagt), hvad de har samlet af historier, hen over de næste mange uger, og man må formode, at der rystes i bukserne rundt omkring. En af de mere prominente statsledere, som ikke går ram forbi her på førstedagen, er Ruslands præsident Vladimir Putin. Og det er artige, for ikke at sige kulørte sager. I Washington Post kan man læse om (blød betalingsmur) en 46-årig russisk kvinde ved navn Svetlana Krivonogikh, der trods en ydmyg baggrund står som ejer af en hundedyr lejlighed i Monaco. Det er der som sådan ikke noget odiøst i, hvis ikke det var, fordi “tidligere ikke-offentliggjorte finansielle optegnelser kombineret med lokale skattepapirer“ viser, at hun blev ejer af lejligheden “gennem et offshore-selskab, der blev oprettet få uger efter, at hun havde født en pige. Barnet blev født på et tidspunkt, hvor kvinden – ifølge forlydender i russiske medier sidste år – var i et hemmeligt årelangt forhold til den russiske præsident Vladimir Putin.“
Det er jo ikke en historie, som får Putin til at gå til bekendelse eller indføre ægte demokrati i Rusland, men det er ekstremt pinligt og dybt irriterende for ham. Og noget tyder på, at de graverjournalister, som arbejder i det her felt, er blevet dygtigere til at få bevisførelsen på plads, inden de går ud med deres afsløringer, så de ikke drukner i havet af fake news og orkestreret misinformation.
En af afsløringerne, som Pandora-papirerne har kastet af sig, er, at en berygtet paraguayansk bilforhandler ved navn Genaro Peña indtil for ganske få år siden var storkunde hos Jysken Bank. På et tidspunkt havde han angiveligt 900 mio. kr. fordelt på en lang række konti i banken, skriver DR, Politiken og Berlingske.
“Det er nok ikke som bilforhandler, han har tjent alle de her penge,“ udtaler Jakob Dedenroth Bernhoft, jurist og partner i firmaet Fraud React, der arbejder med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. “Hvis man er bank, skal man spørge grundigt ind til, hvor han har pengene fra.“
Det må så konstatere, at Jyske Bank nok har fundet for ubekvemt. Penge lugter jo ikke, har bankens direktion sikkert sagt til hinanden. Men som lektor Kalle Johannes Rose minder om i DR’s artikel, svarede de 400 mio. kr., som Genaro Peña menes at have været god for i 2005, til godt 0,65 pct. af Paraguays samlede bruttonationalprodukt. You do the math. Jyske Bank gjorde det ikke. /Oliver Stilling