Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har før haft held med at bruge løbeturen proaktivt: som networking-mulighed og som branding af sig selv som en autentisk, nede-på-jorden-politiker. Kom med på en frisk lille morgenløbetur og se, hvor tilgængelig statsministeren er! Måske har den britiske premierminister Boris Johnson ladet sig inspirere af tiltaget. Hvad skriger vel folkelighed som en frisk løbetur i Manchester, på morgenen hvor Det Konservative Partis årlige landsmøde begynder?
Der er dog et eller andet galt med billedet her. Dissonans truer med at ødelægge morgengymnastikken. Og her tænker vi ikke kun på den åbenlyse kontrast mellem blå og orange. Lad os begynde nedefra: Fodtøjet ser som sådan tilforladeligt ud, men er løbeskoene ikke lige lovligt blankpolerede? Shortsene synes velvalgte til formålet, de er endog udstyret med de olympiske ringe – måske en reference til, at Boris Johnson var borgmester i London, da byen agerede vært for OL i 2012? Skjorten er- vent, skjorten? Løber Boris Johnson rent faktisk i en skjorte? Det vækker mest af alt minder til dengang, Anders Fogh Rasmussen besøgte Brøndby og spillede fodbold med slips under træningsdragten. Hvis hensigten er at fremstå folkelig, må der være tale om et selvmål.
Kender man Boris Johnson ret, er intet dog overladt til tilfældighederne. Det er historien om premierministerens hår om igen: Det er tilsigtet uglet, som en behændig afledningsmanøvre. For som der står i et nyligt portræt af BoJo i The Atlantic: “Enhver, der har studeret Johnson eller kender ham godt, ved, at han er intenst fokuseret, men at han takket være sin bekymringsfrie, frigjorte persona er lykkedes med at undvige den sædvanlige stigma, der knytter sig de overambitiøse i Storbritannien“. Så hvad er det, Boris Johnson nu forsøger at fjerne fokus fra? Hvad er det, han løber fra?
Noget siger os, at premierministeren ikke er helt oppe og ramme topfarten. Manden bag det blå gitter ligner en, der efterhånden har ventet længe. Der er heller ikke skyggen af svedpletter på skjorten. Truslen kan altså ikke være alt for ødelæggende. Det er egentlig lidt mærkeligt, for at dømme ud fra landsmødet, har BoJo ellers nok problemer at forholde sig til. Mod al forventning betyder Brexit ikke kun Brexit, det betyder også benzinmangel, tomme supermarkeder og manglende arbejdskraft.
Senest er det endda kommet frem, at op mod 120.000 grise risikerer at måtte lade livet uden at blive til bacon på butikshylderne. Der mangler simpelthen folk til at slagte og håndtere de mange dyr, så de må sendes direkte til afbrænding. I et interview har Boris Jonhson imidlertid forholdt sig ret køligt til situationen. “Den store ofring af grise, du beskriver, har endnu ikke fundet sted. Lad os se, hvad der sker.“ Imens må premierministeren også leve med, at der er akut tjenermangel i Manchester, hvor Tory-landsmødet finder sted. Det lægger en lidt ærgerlig dæmper over festlighederne. Imens er en sagte hvisken begyndt i krogene: Bør partiet holde fast i Boris Johnson, eller har premierministeren udtjent sin værnepligt? Er det på høje tid, at en anden tager tøjlerne, nu hvor Brexit er blevet gennemført. og Storbritannien går ind i en ny, besværlig krisetid?
Det kan godt være, at han stadig er trukket i arbejdstøjet, men meget kunne tyde på, at Boris Johnson er i færd med at løbe fra ansvaret. Landsmødet varer indtil onsdag i denne uge. Skyggerne bliver ved med at forfølge ham, mållinjen synes hele tiden at flytte sig. Premierministeren gør klogt i at konditionstræne. For hvor meget benzin har han mon tilbage i tanken? /David Dragsted