Ritzau Scanpix
Det lyder handlekraftigt, når socialdemokraterne nu vil bygge flere billige lejeboliger. Valgløftet er ganske vist blevet fremført før – og har skuffet flere gange tidligere – men tiden er anderledes i dag. Statsminister Mette Frederiksen (S) har vundet styrke under coronakrisen, og nu vil hun gøre op med markedskræfternes hærgen. I hvert fald på overfladen.
Når prisen på ejerlejligheder i København og Aarhus er steget så vildt og voldsomt, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale konstaterer, at “mange har ikke længere råd til at bo i vores allesammens hovedstad“, er det imidlertid en direkte konsekvens af, at prisen på penge har været historisk lav gennem en længere periode. For prisen på boliger i Danmarks største byer er – helt basalt – en balance mellem udbud og efterspørgsel. Udbuddet af penge, vel at mærke.
For dem, der er økonomisk kreditværdige, og altså har en solid indtægt, har det i årevis været påfaldende billigt at låne penge, og da prisen på en bolig bestemmes af, hvad folk har råd til at sidde for hver måned, er salgspriserne gået gennem loftet. Lønmodtagere med lavere eller blot middelindkomster er blevet presset ud af storbyerne.
“Helt grundlægende skal familier med almindelige indkomster have mulighed for at bo i byerne,“ sagde Mette Frederiksen, og spurgte retorisk: “Hvad koster en treværelses ejerlejlighed på Nørrebro?“
Farlig afdragsfrihed
Hun kom selv med svaret: “Ofte mere end fire millioner kroner. Måske mere end fem millioner.“ Men prisstigningerne er ikke bare sket af sig selv, eller tilfældigt. Udviklingen er i bund og grund et resultat af den politik, som et bredt flertal i Folketinget har stået bag: En giftig kombination af afdragsfrie lån, rentefradrag og naturligvis den lave rente – som ligefrem har været negativ – har gjort det muligt for mange at låne svimlende beløb.
Hvis politikerne ønsker at bekæmpe de himmelstormende priser, ligger løsningen imidlertid lige for: Vilkårene for afdragsfrie lån og rentefradraget skal strammes. Præcis som Det Systemiske Risikoråd faktisk netop har anbefalet. Udvalget, der har nationalbankdirektør Lars Rohde som formand, og er sat til at rådgive regeringen om tegn på finansielle risici, opfordrer klart og utvetydigt erhvervsminister Simon Kollerup (S) til at hugge bremsen i.
Men den socialdemokratiske regering afviser at gribe ind. Ifølge ministeren har der her i den seneste tid været mere afdæmpede prisstigninger, og derfor vil Socialdemokratiet ikke være med til at konfrontere selve hovedårsagen til de høje boligpriser i København og Aarhus.
“Udviklingen på boligmarkedet er i gang med en stabilisering, hvor der kommer mere ro på. Det er gode tegn, og derfor er der heller ingen grund til at gribe ind her og nu, hvor vi samtidig ser, at dansk økonomi er sund. Husholdningernes økonomi er robust, og bankerne er stabile,“ siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Regeringstoppen frygter tydeligvis, at et indgreb over for de afdragsfrie lån vil kunne få priserne til at falde – og dermed skabe vrede blandt boligejerne. I dag er 53 pct. af alle nyudlån nemlig afdragsfrie, og hvis det pludselig bliver dyrere at sidde i en lejlighed eller et hus, så ville lejlighedspriserne på Nørrebro hurtigt kunne begynde at falde til eksempelvis fire mio. kr. Måske helt ned til tre mio.
Et gammelt valgløfte
Socialdemokratiet tør ikke lukke luften ud af boligboblen og er derfor i stedet kommet med et andet og noget mere forsigtigt forslag. I den kommende uge fremlægger boligminister Kaare Dybvad (S) et nyt udspil, der lægger op til at ville bygge over 20.000 almennyttige boliger i landets fire største byer.
Frem for at dæmpe prisudviklingen, vil S-regeringen øge udbuddet af relativt billige lejligheder, konkret ved at stille krav om, at entreprenører skal opføre flere almennyttige lejligheder i forbindelse med opførelse af luksuslejligheder. Mens boligpriserne vil få lov til fortsat at stige, vil socialdemokraterne altså kompensere ved at supplere med nogle få hundrede lejeboliger ekstra hen over en årrække.
Politisk kan udspillet utvivlsomt komme til at fungere for Socialdemokratiet i den nært forestående kommunalvalgkamp. Efter det mislykkedes for Københavns tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S) at realisere valgløftet om 5.000 almennyttige boliger til 5.000 kr. om måneden, har det trods alt større realisme, at det vil lykkes for S-regeringen at gennemtvinge lidt flere almennyttige boliger over en årrække. Og ingen kan betvivle, at det vil gøre en konkret forskel for dem, der vinder i det politiske boliglotteri.
Grundproblemet med høje og fortsat stigende boligpriser vil imidlertid kun blive marginalt påvirket af de ekstra almennyttige boliger. Ganske enkelt fordi lejeboligerne næppe vil få nogen mærkbar indvirkning på hoveddynamikken bag prisstigningerne, nemlig den ekstremt lave pris på lån. Så længe folk kan undlade at afdrage, vil det samlede lånebeløb kunne pumpes, og så eksploderer salgspriserne.
For unge førstegangskøbere eller lavindkomstfamilier, vil udsigterne til at kunne vinde fodfæste på boligmarkedet ikke ændre sig på grund af regeringens udspil. Enkelte vil måske være heldige og sikre sig en tilgængelig lejelejlighed om 10-15 år. Men så længe Socialdemokratiet ikke tør tage favntag med de dynamikker, der driver prisstigningerne, vil de almennyttige boliger i bedste fald kun være lidt midlertidig symptombehandling. /Lars Trier Mogensen