Alexandros Avramidis/Reuters/Ritzau Scanpix
Tilbage i 1946 forfattede George Orwell en ferm analyse af politisk spin og sprogbrug. I essayet ”Politics and the English Language” forklarer Orwell kort og godt, hvordan sproget bevidst kan gøres vagt og uklart for at dække over dunkle sandheder. Med upræcise ordvalg og udtærskede idiomer kan politikere simpelthen maskere, hvad de i virkeligheden mener. Eller som Orwell selv skriver (her ubehjælpeligt oversat til dansk):
”I vores tid er politisk tale og skrift i høj grad et forsvar af det uforsvarlige […] politisk sprog bliver nødt til mestendels at bestå af eufemismer, question-begging og ren og skær tåget vaghed. Forsvarsløse landsbyer bliver bombarderet fra luften, indbyggere bliver drevet ud på landet, kreaturerne bliver mejet ned, hytterne blever sat i brand med opflammende kugler: dette bliver kaldt pacificering. Millioner af bønder bliver frarøvet deres farme og sendt afsted på vejene med det, de kan bære: dette bliver kaldt populationsforflyttelse eller berigtigelse af grænserne […] en sådan fraseologi er nødvendig, hvis man vil navngive ting uden at fremkalde mentale billeder af dem”.
Her mere end 70 år efter Orwells iagttagelser må man desværre erkende, at den politiske drejebog ikke er blevet meget bedre: virkeligheden maskeres stadig med mystisk kancellisprog og taktiske udtryk. Tag bare ordet ”pushback”. Det lyder jo umiddelbart ret ufarligt. Hvis ”pushback” fremkalder mentale billeder, er det mest af en venlig hånd, der skubber folk tilbage på deres plads. Ordet vækker som udgangspunkt ingen stærke følelser. Det formidler snarere, at verden bringes tilbage i balance. Folk, der uforvarende er gået forkert, bliver blot bedt om at rette ind. Længere er den vel ikke?
Hvad politikere behændigt dækker over, når snakken falder på pushbacks, er dog, at praksissen er alt andet end uskyldig. Senest har ngo’en Lighthouse Reports i samarbejde med bl.a. Der Spiegel og Libération afsløret, hvordan flere EU-medlemslande med voldelige midler skubber migranter tilbage over grænserne (betalingsmur). Og tragedien kan dårligt formidles, hvis man blot omtaler hændelserne som ulovlige ”pushbacks”.
I afsløringerne bliver det eksempelvis fortalt, hvordan maskerede mænd i Kroatien, Rumænien og Grækenland banker, skyder efter og torturer migranter, tilsyneladende med landenes bifaldelse. Ja, og faktisk også med hjælp fra EU: De maskerede mænd tilhører nemlig de nationale politienheder, som modtager støtte fra unionen for at patruljere grænserne. Selvom EU ikke vil stå ved det, finansierer man simpelthen tortur og menneskejagt. Eller som det snedigt forkortes: Pushbacks. Rystende som afsløringerne fra Lighthouse Reports er, bliver man desværre ikke overrasket. I takt med at “Fort Europa” vendes til et positivt begreb, strømmer historierne ind om menneskerettighedsovergreb ved de europæiske grænser. Hvor længe kan sproget mon dække over den dystre virkelighed?
Tre år efter udgivelsen af ”Politics and the English Language” udfolder George Orwell sprogteorien i romanen Nineteen Eighty-Four. Det fortælles, hvordan det diktatoriske Engsoc opfinder ”Nysprog” for at begrænse borgernes tankefrihed. Læs bare hvordan:
“Formålet med Nysprog var ikke blot at skabe et udtryksmiddel for den verdensanskuelse og de politiske tanker, der sømmede sig for alle tilhængere af Engsoc, men også at gøre enhver anden form for tænkning umulig […] Dette opnåedes dels ved at konstruere nye ord, men først og fremmest ved at afskaffe uønskede ord og ved at berøve de ord, der blev tilbage, deres uortodokse betydninger samt i øvrigt, så vidt det lod sig gøre, alle deres bibetydninger […] Formålet med Nysprog var ikke at udvide, men at indskrænke tankens område, og reduktionen af ordforrådet hjalp indirekte med hertil”.
Vi skal ikke kunne sige hvorfor, men vi kommer pludselig i tanker om et andet ord: ”Nærområder”. Lyder det ikke meget godt? Det forklarer næsten sig selv. Ja, det er helt kristent i kanten: Dem, som skal hjælpe, må vel være de nærmeste. Når EU siger, at det skal være nabolandene, der tager sig af afghanske flygtninge, fungerer ordet som en trylleformular. Man får bortforklaret sin egen medvirken i den afghanske tragedie, det bliver næsten helt glemt, at flere medlemslande selv havde soldater i landet – og i den forstand har været nærmere end ”nær”. Det er en smart manøvre, hvis man gerne vil ansvarsforskyde – men en mindre smart manøvre, hvis ”EU” stadig skal være synonym med samarbejde og menneskerettigheder. /David Dragsted