Mor er nationalbankdirektør

Skulpturer? Boring! Det ville den franske digter Charles Baudelaire have svaret. Han mente, at skulpturer var så kedelige, at han i 1846 skrev artiklen “Hvorfor skulpturer er kedelige“. Et af hans argumenter var, at der var alt for mange vinkler, når man kunne gå rundt om en skulptur, og derfor var det en vag kunstform. I et af Baudelaires mest kendte digte, “Berus jer!“, skriver han: “Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer.“

Skulpturer var ikke et anbefalelsesværdigt beruselsesmiddel, men Baudelaire har tydeligvis ikke set den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer (af gode grunde, franskmanden døde, da Carl-Nielsen var fire år gammel). I torsdags åbnede en særudstilling med hende på Glyptoteket, og selvom den er ret klinisk kurateret, så er hendes værker lige til at beruse sig i. Hun har mest været nævnt i forbindelse med hendes mand, komponisten Carl Nielsen (tænk, hvis man i dag tog sin mands fulde navn som efternavn), som hun i nutidens øjne havde et moderne ægteskab med. Det var hende, der rejste til udlandet for at arbejde og forsørge, mens han blev hjemme hos børnene (og havde en affære med husholdersken, men det er en anden historie).

Nu får Anne Marie Carl-Nielsen endelig rampelyset for sig selv, for hun var en historisk betydningsfuld kunstner. Hun var den første kvindelige billedhugger i verden, som udførte de fornemste opgaver i faget, nemlig en rytterstatue af en konge samt bronzeporte til en domkirke. Rytterstatuen af Christian IX kan ses på Christiansborg Slots ridebane, mens bronzeportene kan ses i Ribe Domkirke.

At være billedhugger blev i Anne Marie Carl-Nielsens samtid anset som et mandigt erhverv, og hun kæmpede for kvinders rettigheder og adgang til Kunstakademiet. Hun var drivkraften bag oprettelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916 og medstifter af Den Frie Udstilling i København. Det lykkedes hende at blive foregangskvinde, for som maleren Elof Risebye skrev om hende i kataloget til mindeudstillingen på Den Frie i 1946: “Hun havde gennem sin kunst besejret alle fordomme, og sad nu jævnbyrdig og ligestillet paa sin naturlige plads mellem de bedste af sine mandlige Kolleger.“

Ved Den Frie kan man i øvrigt se hendes skulptur af en nøgen Carl Nielsen til hest som den fløjtespillende naturgud Pan. Derudover er et af hendes mest kendte værker en havfrue, der i modsætning til den på Langelinie ikke sidder blidt og passivt, men gisper efter vejret med et desperat blik.

Det saakaldte Kvindens Aarhundrede

Københavnere er langt fra de eneste, som kan støde på en statue af en havfrue, i USA er sagnvæsnet også et yndet motiv. En ny revision af 50.000 statuer i USA konkluderer, at hvis du ser en statue i USA, er den med stor sandsynlighed af en hvid, velhavende mand. Det kommer ikke som en overraskelse, men at statuer af havfruer er 11 gange mere udbredte end statuer af kvindelige kongresmedlemmer, havde vi alligevel ikke set komme. “Du har større sandsynlighed for at løbe ind i et symbol for krig og erobring end for samfundsopbygning, folkesundhed eller uddannelse,“ siger Paul Farber, der er direktør for Monument Lab og medforfatter af redegørelsen.

I Danmark er kvinder også underrepræsenteret, der findes kun seks statuer af navngivne kvinder. En af dem er rytterstatuen af Margrethe d. 1., som Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede på fra 1896, og som Emma Gad ihærdigt argumenterede for skulle opstilles et centralt sted i København. I 1910 skrev Gad:

“Dronning Margrethe er den eneste dan­ske Kvinde, som til Overmaal har fortjent et Mindesmærke i vor Midte. Hun har ventet i 500 Aar paa at faa det og venter endnu, medens adskillige mandlige Regen­ter af ringere Kaliber rider højt til Hest paa vore Pladser og Torve. Dog vi be­klager os ikke derover. Margrethe svarer ikke til Fortidens men til Nutidens Syn paa Kvinden, og derfor er det os, de Nu­levende, der skal rejse hende et Monu­ment. Men lad os saa tage Opgaven op og lad os føre den igennem, før vi kom­mer alt for langt ind i det saakaldte Kvin­dens Aarhundrede.“

Dronningen måtte vente næsten 100 år mere. I 2006 blev statuen opført på midterrabatten ved et shoppingcenter i Roskilde.

Nykredit med nytænkning? 

Nu er der dog mulighed for at vi, de nulevende, kan tage opgaven op og bringe lidt kønsbalance i statueregnskabet, for Nykredit har udskrevet en åben konkurrence om kunst til deres nye hovedsæde i Nordhavn. 5 mio. må det koste, det skal være stedsspecifikt, men “kunsten skal være forskønnende snarere end provokerende“. Æv, der røg vores idé om en gigantisk marmor-røv som skulle være en homage til relieffet “Sandhedens mund“ i Rom, hvor man stikker sin hånd ind i en mund, der ifølge sagnet hugger den af, hvis man taler usandt. I stedet kunne Nykredit stikke hånden ind i røven og på den måde tage røven på kunderne hver dag, i stedet for at gøre det med dyre boliglån, som de plejer.

Hvis det er for provokerende, hvad så med en statue af Bodil Nyboe Andersen i hovedsædet. Hvis du tænker “hvem er hun?“, så er du ikke alene, det tænkte BT’s hofreporter Bodil Cath også, da hun mødte Kasper Holten med hans mor til et arrangement. “Nå, og hvad laver mor så?“ spurgte Cath. “Mor er nationalbankdirektør,“ svarede Bodil Nyboe Andersen, Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør og en af de første kvindelige centralbankdirektører i verden. Hvad vi ikke ville have betalt af sedler med Andersens underskrift, for at se Caths udtryk.

Emma gad. Gider Nykredit? Der er mange sider af en sag og tusindvis af sider af en skulptur, bare spørg Baudelaire. Men det virker nu ret enkelt, at der skal flere statuer af navngivne kvinder i det offentlige rum. Debatten om hvilke er alt andet end kedelig. /Lise Benthin Præstgaard