Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix
Nogle meget sigende scener udspillede sig på de sociale medier, efter den taiwanske herredouble havde vundet guld i badminton ved sommerens olympiske lege i Tokyo. “Jeg er Wang Chi Lin. Jeg er fra Taiwan,“ skrev den sejrende Wang Chi Lin i et Facebook-opslag, der var godt plastret til med taiwanske flag. Sideløbende lykønskede Li Jinhui – den ene del af den kinesiske herredouble, som taiwanerne slog i finalen – “vores kinesiske Taipei-hold“ på Weibo. Konflikten mellem Taiwan og Kina, mellem nationale tilhørsforhold, demokrati og ‘ét land’-politikker, trådte pludselig frem i medaljernes skær.
På sin vis er OL da også et meget godt mikrokosmos til at forstå relationen mellem de to lande – og ikke mindst omverdenens håndtering af “Taiwan-spørgsmålet“. Ligesom de færreste lande i dag anerkender Taiwan som selvstændig nation, får taiwanerne heller ikke lov til at konkurrere under eget flag ved legene. På medaljeoversigterne optræder Taiwan ikke som Taiwan, men som “kinesisk Taipei“. Man skulle jo nødigt komme til at støde kineserne, som insisterer på, at øen med knap 24 mio. indbyggere er uløseligt forbundet med fastlandet.
Siden 1949 har striden mellem Kina og Taiwan stået på. Mens taiwanerne står fast på øens suverænitet, har kineserne længe håbet på en genforening. Og sådan har striden ellers været fastlåst i en lettere koldkrigs-agtig stemning. Som den indirekte udveksling mellem Wang Chi Lin og Li Jinhui fint illustrerer, er der de seneste år blevet skruet mere op for den nationalistiske retorik. Under præsident Tsai Ing-wens ledelse har Taiwan distanceret sig yderligere fra Kina. Og omvendt lader Kina’s leder Xi Jinping til at have hævet ambitionsniveauet; en genforening med Taiwan står højt på præsidentens ønskeliste
Frygten er nu, at den kolde krig risikerer at blive varm. Særligt efter Kina har strammet grebet om Hongkong med sine såkaldte nationale sikkerhedslove, virker en fredelig løsning med Taiwan utænkelig. For hvorfor skulle taiwanerne nu tro sine naboer, hvis Kina eksempelvis tilbyder en fredelig “ét land, to systemer“-ordning? Viser Hongkong ikke, at Kina kun kerer sig om ensretning og kontrol? I et nyligt indlæg i magasinet Foreign Affairs opridser Tsai Ing-wen selv, hvad der er på spil:
“På bagkanten af Covid-19-pandemien er autoritære regimer mere overbeviste end nogensinde om, at deres regeringsmodel er bedre udrustet end demokratiet til at håndtere det 21. århundredes problemer. Dette har affødt en ideologikamp, og Taiwan ligger i krydsfeltet mellem de konkurrerende systemer. Taiwan er pulserende demokratisk og vestligt, men stadig påvirket af en kinesisk civilisation og formet af asiatiske traditioner […] det repræsenterer på samme tid en udfordring til narrativet og en hindring for det kinesiske kommunistiske partis regionale ambitioner.“ Sagt med andre ord: Taiwan er både et bolværk mod det kinesiske autokrati, og en indgangsportal til kinesisk kultur.
Indlægget er svært at læse som andet end en slet skjult påmindelse til omverdenen om, hvorfor Taiwan er værd at beskytte. Kald det bare rettidig omhu fra præsidenten: De seneste uger har Kina optrappet sine militære flyvninger nær Taiwans luftrum, som et ildevarslende signal om, at Xi Jinping snart er træt af at danse om den varme grød (eller skulle man snarere sige honning?). I anledning af Taiwans nationaldag fik Tsai Ing-wen i weekenden understreget, at man imidlertid ikke har tænkt sig at bukke under for kinesisk pres – en udtalelse, Kina forudsigeligt nok har fordømt.
Tidligere på måneden advarede Taiwans forsvarsminister Chiu Kuo-cheng om, at Kina kan udføre en reel invasion af øen inden 2025. Sideløbende har Wall Street Journal afsløret, at USA’s i hemmelighed har haft udstationeret soldater i Taiwan i mindst et år, som bl.a. har til opgave at træne de lokale forsvarsstyrker. Imens har militære eksperter travlt med at forudsige de mulige scenarier. Har USA, når det kommer til stykket, tænkt sig at komme Taiwan til undsætning? Vil man risikere en krig mod Kina for at forsvare én lille demokratisk ø? Og hvad med EU? Har Bruxelles tænkt sig at gå imod den vigtige handelspartner? Taiwan trak – meget symbolsk – det længste strå i badminton under OL. Men øens udsigter synes stadig mere dystre, guldmedalje eller ej. /David Dragsted