Kære læser

Ruslands kolde kryptokrig

Mr. Goxx

Har man fulgt lidt med i kryptoverdenen de sidste par uger, er hamsteren Mr. Goxx sandsynligvis dukket op. For de udenforstående er Mr. Goxx en “kryptohamster“, der er blevet lidt af en kæledægge på internettet: Mr. Goxx har ganske enkelt udkonkurreret verdens førende spekulanter og fonde i den svære kunst at forudsige udviklingen i de digitale valutaer.

Inde i – eller rettere sagt bag – Mr. Goxx gemmer sig to mænd fra Tyskland, der nægter at afsløre deres identitet, men som har mere og andet på hjertet end at inspirere til investeringseventyr på det volatile kryptomarked. De vil simpelthen vise, at selv hamstere træffer klogere beslutninger end mennesker:

“Vi følte, at alt bliver dyrere i de her dage, og at det er superhårdt at spare op med høje huslejer. Det ser ud til, at de fleste mennesker i vores generation ikke ser nogen anden mulighed end at kaste en masse af deres opsparing på kryptomarkedet uden at have en anelse om, hvad der foregår,“ siger de til BBC. Det minder til forveksling om sociologen Urs Stähelis tanker i bogen Market Crowds, hvor han ved at trække på socialpsykologen Gustave Le Bon argumenterer for, at de fleste af os investerer inkompetent: Langt hen ad vejen er vi en del af en ufornuftig masse, der blindt følger lederen – der altså i det her tilfælde er prisbevægelserne.

Op for gashanerne

Ikke desto mindre bliver kryptovaluta vigtige at forholde sig til, uanset om man kan finde ud af at investere, eller hvad man måtte mene om dem. Det stod klart på konferencen Russian Energy Week, der de sidste tre dage har fundet sted i Moskva. Det lyder måske kedeligt med sådan en omgang russisk energikonference, men der er faktisk god grund til at interessere sig for den: Naturgaspriserne er steget over hele Europa, varme- og elregningerne er kun blevet dyrere, og Storbritannien står helt uden benzin på tankstationerne. Med Rusland som største leverandør af naturgas er der selvsagt lagt i kakkelovnen til øgede spændinger mellem Øst og Vest.

Det er ikke noget nyt, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, bruger energi som våben. Europa og USA har længe beskyldt ham for bevidst at tilbageholde naturgas. På konferencen sagde han da også, at han var klar til at skrue op for gashanerne og sagtens kunne løse krisen – på den betingelse, at han må gennemføre sin omdiskuterede Nord Stream 2-gasrørledning. Det gider EU og USA ikke: Ledningen er stik imod Europas klimamål og gør dem kun mere økonomisk og politisk afhængige af Rusland. Problemet er bare, at man allerede er (betalingsmur) afhængige af Putin. Og det ved og udnytter han efter bedste evne: “Jeg kan med fuld sikkerhed sige, at spændingen på det europæiske energimarked ville falde betydeligt, og det ville naturligvis påvirke priserne. Det er oplagt,“ sagde han og afviste kritikken af rørledningen som “nonsens“.

Hvad der til gengæld har været mindre bemærket i medierne, er Putins trussel om at omlægge handlen med olie til digitale centralbanksvalutaer, CBDC. De centralbanksudstedte penge, der kan ses som en slags digitale kontanter, skal altså erstatte de amerikanske greenbacks, hvis USA fortsat pålægger økonomiske sanktioner for Ruslands valgindblanding, cyberangreb og langvarige annektering af Krim-halvøen i Ukraine: “Jeg tror, ​​at USA begår en kæmpe fejl ved at bruge dollaren som et sanktionsinstrument. Vi er tvunget. Vi har intet andet valg end at gå til transaktioner i andre valutaer […] USA bider hånden, der fodrer dem,“ lød det fra Putin, der godt nok anerkendte, at det var for “tidligt at sige“ noget endegyldigt om, hvorvidt det kunne lade sig gøre.

Fremtidens geopolitik

Truslen mod den amerikanske dollar er som sådan heller ikke ny. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Ruslands vicepremierminister, Alexander Novak, løftede sløret for, at oliehandel i kryptovaluta kunne komme på tale, og i juni meddeltes det, at Ruslands Suveræne Formuefond ville droppe aktiver i amerikanske dollars. At indføre digitale kontanter som den primære handelsvaluta for olie kan blive et afgørende træk for Putin, der på den måde udfordrer USA’s økonomiske og politiske magt.

Putins udmelding kommer på et tidspunkt, hvor USA har overtaget den primære andel af bitcoinminedriften, efter Kina længe har slået hårdt ned på kryptovaluta og i september forbød handlen fuldstændig. Ikke fordi de afviser, at krypto er fremtiden, snarere det modsatte: Kina er ved at udrulle sin egen digitale valuta, e-CNY, og slår derfor ned på sine rivaler. Læg dertil, at Kina står i en måske endnu værre energikrise end USA og Europa, hvor over halvdelen af landet kæmper med strømafbrydelser, og Kinas Kommunistiske Parti kan derfor bruge forbuddet som en måde at fremstå slagkraftige i kampen for at spare energi (for produktionen og handlen med kryptovaluta er energislugende).

Digitale centralbankspenge kan altså vende op og ned på spillereglerne i international politik, og det illustreres på fin vis lige nu: Med det nuværende system er det en måde at omgå økonomiske sanktioner og opretholde egen magt. Kryptovaluta er ikke bare hurtige, volatile markeder og mærkværdige hamstere på internettet – det er også fremtidens geopolitik. Og det ved Putin alt om. /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12