Jorge Silva/Reuters/Ritzau Scanpix
Nedenstående tekst er et uddrag fra seneste udgave af Oikonomia, et nyhedsbrev om økonomi, Føljeton laver i samarbejde med Benedicte Zacho, Anine Hvid og Anne Nørgaard. Hele nyhedsbrevet – der denne gang handler om udviklingsøkonomi – kan læses lige her. Og hvis du ikke allerede har skrevet dig op til at modtage Oikonomia, kan det gøres lige her.
Når lande inddeles i kategorier som ‘udviklede’, ‘udviklende’ og ‘under-udviklede’, er der flere karakteristika, der kigges på. Det kan være bruttonationalprodukt (BNP) per indbygger, infrastruktur, sundhed, uddannelsesniveau, osv. At alle skal have adgang til et sundt, fattigdomsfrit liv med menneskerettigheder og mulighed for uddannelse, er i teorien en ret ukontroversiel idé om, hvad udvikling vil sige.
Men idéen om at leve i et ‘udviklet’ land, er dog også knyttet til nogle idéer om livsstil. Er det mere udviklet at handle i supermarked frem for at bytte eller gro fødevarer? Er det mere udviklet et køre i bil frem for at gå? Er det mere udviklet at underholde sig med en computer i skødet end med sin familie eller naboer? Er det mere udviklet at sende sine børn i institution frem for at passe dem hjemme?
Ifølge Ulrich Brand (professor i international politik) og Markus Wissen (professor i politisk økonomi) er udvikling tæt knyttet til det, de kalder “The Imperial Mode of Living” – løst oversat den imperialistiske levemåde. Den imperialistiske levemåde beskriver, hvordan de produktions- og forbrugsmønstre, som ligger bag vores hverdagsliv, er afhængige af idéen om uendelig tilegnelse af arbejdskraft og naturressourcer.
Hm, lad os lige stoppe op her. For hvad vil det sige? Brands og Wissens argument er, at det globale nords produktion og forbrug er dybt afhængig af udnyttelse af naturressourcerne og billig arbejdskraft i det globale syd. Og at denne aktivitet er knyttet til store, negative miljøpåvirkninger og sociale omkostninger, som eksternaliseres til det globale syd eller internt i landene. Konsekvensen er, at omkostningerne ved vores enorme forbrug bliver usynlige for os.
Til gengæld ophøjes denne levemåde, hvor vi er dybt afhængige af en masse goder, som vi ved meget lidt om. Vi ser tilværelsen i det globale nord som moderne og udviklet, som noget, alle bør stræbe efter – også selvom vi ikke aner, hvordan hverken fødevarer, computere eller biler er blevet til. Problemet er, at alle ikke kan stræbe efter denne tilværelse. Eller jo, de kan selvfølgelig stræbe og drømme, men reel adgang til livsstilen er ifølge forskerne nødt til at være forbeholdt en begrænset gruppe af verdensbefolkningen.
Hvorfor nu det? Fordi der skal være nogle mennesker, som udfører det billige (og farlige) arbejde, samt nogle miljøer, hvis ressourcer kan udnyttes – og som samtidig forventes at optage den forurening, produktionen udleder. I en global udviklingssammenhæng opstår der altså det paradoks, at vi definerer det gode liv som et forbrugsliv. Et forbrugsliv, vi forsøger at udbrede til hele verden, men som kun er muligt, fordi alle ikke lever sådan.