”Med det politiske miljø, vi har i dag, sidder idéen om borgerløn på dødsgangen”

Debatten om borgerløn har svære vilkår i Danmark, hvor den er omgærdet af en aura af politisk jubeloptimisme og kommer med en Peter Pansk bismag. Delegitimeringen af debatten bliver dog sværere at opretholde, i takt med at man i lande, vi normalt sammenligner os med, i ramme alvor undersøger mulighederne for at indføre borgerløn af forskellig karakter.

Finlands nyligt afsluttede forsøg er et nærliggende eksempel, og senest har Irlands kulturminister bekendtgjort, at man i foråret 2022 tager hul på et stort anlagt forsøg med borgerløn til kunstnere. 2.000 kunstnere vil over en treårig periode kunne få 345 euro udbetalt ugentligt, svarende til et månedligt beløb på i omegnen af 9.670 kr.

Det fortalte landets kulturminister Catherine Martin i sidste uge. Forsøget er blevet til på baggrund af anbefalinger fra en regeringsnedsat taskforce, der har haft til opgave at undersøge, hvordan kulturlivet bedst genoprettes efter coronakrisen. Ifølge Martin sender forsøget et signal til kunstnere om, at deres arbejde er ”værdsat, anerkendt og nødvendigt” og imødekommer samtidig de økonomiske problemer, nedlukningerne har medført for landets praktiserende kunstnere.

Det er langt fra kun i Irland, at corona har tæret på kulturlivet. En undersøgelse foretaget for Kodas europæiske paraplyorganisation GESAC viste i begyndelsen af året, at hvor de kulturelle og kreative industrier før krisen bidrog med flere jobs og mere omsætning til den europæiske økonomi end både telekommunikations- og bilindustrien, så mistede de efter krisen 31 pct. af deres omsætning. For musik- og scenekunstbranchen var omsætningstabet omkring 75 pct. En lignende tendens har kunnet ses herhjemme, hvor ”værdiskabelsen” ifølge tal fra Finansministeriet faldt med 25 pct. i 2020.

Samtalen om borgerløn til kunstnere skal dog ikke kun ses i lyset af coronakrisens udfordringer, for på trods af at kulturbranchen var i vækst før krisen, afspejlede det sig ikke altid i kunstnernes indtægter. Det fortæller Lola Hammerich, der er forsanger i bandet Baby In Vain, til Føljeton. Selvom bandet har udgivet anmelderroste EP’er og et studiealbum, spillet på Roskilde Festival og turneret i Nordamerika og Europa, har hun i de godt 10 år, bandet har eksisteret, aldrig kunnet leve af det:

”I al den tid, vi har eksisteret, har vi stort set kun opsparet de penge, vi har tjent, til at kunne komme i studiet eller ud og spille i udlandet. Vi har aldrig udbetalt løn til os selv, kun lidt lommepenge, eller hvis vi skulle købe noget mad, mens vi var i studiet”.

For at forsørge sig selv, arbejdede hun derfor i pladebutikken Beat på Vesterbro, indtil hun for et år siden startede på Rytmisk Konservatorium i København og dermed kunne få SU. En indtægt, der har givet hende mulighed for at fokusere på sit arbejde:

”Jeg er jo heldig at få SU nu, og det ser jeg lidt, som hvis jeg fik en form for borgerløn for at lave min musik, fordi skolen er en forlængelse af det, jeg allerede laver. Jeg får så også en masse fede fag og lærere oven i hatten, men i sidste ende tror jeg, det allervigtigste for mig ved at have den mulighed er, at jeg for første gang kan bruge al min energi på musikken.”

Adspurgt om hun kan se potentialet i en borgerlønsordning, som den de har indført i Irland, er Hammerich dog tilbageholdende: ”Jeg tror, jeg ville have det svært ved at søge om det, fordi jeg synes, det er svært at sige “jeg er kunstner”. Det ved jeg ikke… Det ville komme an på, om der var kultur for det, om det var anerkendt, eller om der var en ‘du ripper staten af’-vibe omkring det”.

Klassens klovn

I Dansk Skuespillerforbund kender man til at blive mødt med en skepsis over for idéen om fast understøttelse til kunstnere, fortæller formand Benjamin Boe Rasmussen: ”Det er bare sådan, at i Danmark tænker man ikke kunstnere eller folk, der leverer dansk kultur, som nogen, der må adskille sig eller være anderledes end resten af samfundet. På den måde har vi virkelig en jantelov”.

Men hvis man har svært ved at understøtte sig som kunstner, kan man jo komme på dagpenge eller søge andre former for understøttelse som alle andre. 

”Langt de fleste af vores medlemmer er freelancere og derfor er vi jo super afhængige af dagpengesystemet, som bliver mere og mere ufleksibelt. Men dagpengesystemet er ikke indrettet til, at du er freelancer. Dvs. at hver eneste gang du bliver arbejdsløs, skal du sidde ude på et center og skrive ansøgninger, selvom du godt ved, at du om tre måneder har et job et andet sted. Der er en masse automatik i det, hvor du sådan set ikke bliver behandlet som den kunstner, du er, og du bliver ikke behandlet svarende til din placering i samfundet. I virkeligheden er der ikke plads til dig, du får bare at vide, at ‘nu er du arbejdsløs’. Og det er du jo teknisk set også, men du ved, at om lidt er du i arbejde igen. Det er lidt ligesom at parkere sin cykel i en parkeringsbås, hvor der egentlig skulle holde en bil. Tingene passer ikke sammen.”

Derfor ser Benjamin Boe Rasmussen positivt på idéen om at afsøge andre muligheder for understøttelse til kunstnere, men mener også, at de modeller, man har i nabolandene, giver bedre mening at tale om i en dansk kontekst:

”I Sverige, Norge og Finland har man noget, der hedder Alliancer for kunstnere, især på danseområdet og på skuespilområdet. Det vil sige, at staten faktisk hyrer dansere og skuespillere, som får løn for at stå til rådighed. Når man så bliver ansat på en produktion, træder man ud af alliancen og bliver aflønnet af filmen eller produktionsselskabet og bagefter går man tilbage i alliancen”.

”Den danske måde, man som kunstner kan være del af samfundet på, er indrettet efter en freelancetilværelse, så derfor ville det give super meget mening at prøve at indføre lignende modeller i Danmark. Og det man har fundet ud af ved at lave alliancemodellen i Sverige og i Norge, det er, at det koster staten mindre [end at have kunstnerne på dagpenge]. Fordi jobaktivering og de ressourcer, man bruger på at få freelancere i arbejde, bliver flyttet et andet sted hen. Her kan man specifikt måle på, at staten faktisk sparrer penge, samtidig med at skuespillerne eller danserne har en mere meningsfyldt tilværelse og føler, at de er en accepteret del af samfundet.”

Hvad er jeres erfaringer, når I har prøvet at forhandle med skiftende regeringer om det her? 

”Jamen det er jo ret vildt faktisk, for vi oplever, at lige så snart vi taler om det her, så hører politikerne det, du også spørger til, nemlig borgerløn. Det har Alternativet jo foreslået, og det er blevet behandlet som om, at de er de skøre klovne i klassen.”

Er diskursen om borgerløn herhjemme anderledes end i nabolandene?

”Altså de danske politikere er i hvert fald et helt andet sted end deres skandinaviske kolleger, det må man bare konstatere. Og det er jo skideærgerligt, for hver gang vi kommer med det her helt konkret, så siger de ‘jamen det lugter jo af borgerløn’, og det vil de ikke være med til, fordi de synes, at man i virkeligheden kommer til at honorere folk for ikke at lave noget.”

Og hvorfor er fx en Alliance-model ikke at honorere folk for ikke at lave noget? 

”Fordi mange af vores medlemmer jo under alle omstændigheder vil være nødt til at gå på dagpenge, fordi økonomien i den kulturstøtte, vi har i Danmark, ikke er til, at man kan fastansætte kunstnere. I gamle dage blev man jo ansat på teatret sæsonvis. Den økonomi findes ikke mere, så man har lavet en kulturstøtte, som er baseret på, at vi som kunstnere arbejder freelance. Men det vil jo så sige, at nogen af os i perioder er afhængige af et dagpengesystem eller en arbejdsløshedsforsikring”.

”Når Team Danmark støtter eliteidrætsudøvere til fx at repræsentere Danmark ved OL, hvorfor vil vi så ikke også anerkende, at vi har elitekunstnere i Danmark og være med til at støtte dem på den måde? Det ville være en besparelse i forhold til de processer, der er omkring jobcentrene og omkring dagpengesystemet. Men udover det er der jo også de bløde værdier som den værdighed og den respekt, der så vil stå omkring, at man leverer indholdet til dansk kunst og kultur”.

Det irske projekt med borgerløn er jo et statsfinansieret projekt, og det er kulturministeren selv, der har været ude og tale i meget positive vendinger om kunsten og kunstnernes værdi i det irske samfund. Kan sådan nogle projekter bringe fornyet legitimitet til jeres kamp om fx at få indført en allianceaftale i Danmark? 

”Ja, det tror jeg. For vores politikere kigger jo også ud i verden, men de hader alt, hvad der sker i Sverige og Norge. Altså det er jo en stående joke, at vi ikke skal være ligesom svenskerne. Men hvis det sker andre steder i Europa, så tror jeg godt, det kan have en effekt.”

Kunne du se for dig, at jeres brancheorganisationer igen forsøger at skubbe aktivt for en større støtte til danske kunstnere? 

”Ja, det kan jeg sagtens. Det er noget, jeg både kan se os selv i, men også se mange af vores kolleger i dansk kunstnerråd. Det kunne sagtens være en snak, vi kunne have der”.

Men en decideret borgerløn tror du ikke på? 

”Nej, det tror jeg simpelthen ikke på. Altså jeg synes det ville være sympatisk, jeg synes det ville være fedt, men med det politiske miljø, vi har i dag, sidder den på dødsgangen”. /Asta Kongsted