Kære læser

Den der blinker er bange for coronadøden ;)

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I Marcel Prousts murstensværk På sporet af den tabte tid får smagen af en madeleinekage dyppet i lindethe erindringer til at vælde op i fortælleren. Nu vil vi bede dig, kære læser, om at lukke øjnene og forestille dig dunsten af minkfoder dyppet i vredestårer fra minkopdrættere, for vi skal tilbage til tiden, hvor alle mink blev beordret aflivet, og ikke mindst på sporet af, hvem der gav ordren.

Proustreferencerne har vi ikke grebet ud af den blå luft, det er små krummer, der skal lokke Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, også kaldet BBB, til at læse med. Hun har en bogklub (betalingsmur) med Dagbladet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen og avisens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard, hvor de læser Prousts trettenbindsværk, en bogklub, der giver masser af tid sammen.

Det er dog næppe nødvendigt at trække Proust-kortet for at få BBB’s opmærksomhed, for efter Minkkommissionen er begyndt, har man på fornemmelsen, at Bertelsen ser alt. Det er ikke overraskende, at hun som departementschef elsker kontrol, men hvor meget kontrol, hun har haft under minksagen, kommer alligevel som en overraskelse efter afhøringerne i Minkkommissionen torsdag.

Tid følte Barbara Bertelsen til gengæld ikke, hun havde, da der blev taget en ekstremt gennemgribende beslutning om at lukke et helt erhverv ned. Det er tydeligt i de sms’er, hun skrev til daværende departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard. Beskederne viser, hvor utilfreds BBB var over, at daværende fødevareminister Mogens Jensen havde begrundet ordren om at aflive alle mink med en henvisning til, at ”regeringen ikke kunne afvente ny lovgivning”.

Bertelsen ville have Jensen til at tage hele ansvaret, for som hun skrev i en SMS til Studsgaard: ”Øvelsen bliver at holde Mogens Jensen i udstrakt arm… Lige nu har han skubbet hende (Mette Frederiksen, red.) foran sig. Nu må hun skubbe ham tilbage, hvor han hører til”. Det endte med at blive som menigt folketingsmedlem, Mogens Jensen hørte til, efter at han påtog sig regeringens synder og drattede ned fra ministertaburetten.

Barbara Beatrice Bertelsen blinker

Når man har travlt, er det smart, at man lige kan bruge en emoji, for et billede siger som bekendt mere end tusind ord. Semikolon har længe været på retræte, men ikke hos Bertelsen, der flittigt bruger den som en del af en blinke-smiley, når hun sms’er. Det lyder måske hyggeligt, men som Altinget skriver, er det lige så venligt ment at modtage en blinke-smiley fra hende, som det er at modtage en kastanjemand i Netflix-serien af samme navn.

D. 7. november sendte Bertelsen otte gode grunde til, hvorfor det var en god idé at aflive alle mink i en besked til Studsgaard, efterfulgt af sms’en: ” IKKE officiel eller fagligt clearet linje 😉” – og 5 min. senere: ” Bare huskeliste til mig selv 😉”. To dage senere skrev hun til Studsgaard: ”Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte;)”, med et blink i øjet, der er lige så betryggende, som hvis dukken fra Squid Game blinkede til dig.

Tre minutter senere skrev så hun, at Mogens Jensen skulle kommunikere med ”Max ydmyghed”, og 4 minutter derefter: ” i offentlighed vigtigt at erkende, at det er en fejl, som man beklager – ikke kun brevet, men hele rodet om hjemmel. Bare hiv plasteret helt af ;)” Nudge nudge, wink wink, know what I mean? Ellers kommer hun og river plasteret af for ham, fristes man til at tænke.

Som aftenen skrider frem, bliver korrespondancen ikke hyggeligere mellem de to departementschefer. Bertelsen skriver: ”Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud” og ”eneste vej op af hullet er at lægge sig fladt ned”, før hun klokken 00.44 afsluttede med beskeden: ”Forfængelighed er en dødssynd ;) Sov godt!”

Selvom det lød som en ordre, så ved vi ikke, hvordan Henrik Studsgaard har sovet den nat. Men vi ved, at forfængelighed ikke er en dødssynd. Det er hovmod derimod, det modsatte af ”max ydmyghed”, og eftersom BBB tilsyneladende er så bekymret for dødssynder, at hun ligefrem advarer en kollega om at begå en, er det nok en god idé ikke selv at være arrogant og selvhævdende ;)

I græsk mytologi blev hovmod straffet af gudinden Nemesis, og nemesis kan Minkkommissionen ende med at blive for Bertelsen, for i modsætning til ministre kan embedsmænd drages til ansvar, uden at Folketinget kan gøre indsigelser. Svaret kommer først, når Minkkommissionen fremlægger sine konklusioner i april 2022. Så der er god tid til at komme på sporet af den tabte tidslinje. /Lise Benthin Præstgaard

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12