Kære læser

Nuttet univers, dumme mennesker

0:00 / 0:00

Universet. Foto: Nasa

Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele? Og for de religiøst orienterede: Hvis der er en Gud, hvorfor tester vedkommende os så hele tiden? Hvorfor disse evindelige infantile mindgames? Et ægte himmelsk lysende væsen burde være hævet over den slags.

Det er mandag lige efter skolernes efterårsferie, og du har måske brugt den forgangne uge på at rense tagrender og tætne vådrumsmembraner, eller også har du endelig fundet tid til at arbejde dig gennem Michael Falchs næsten ét kilo tunge samlede ‘erindringsdagbøger’ Dagen & vejen & fuglene: Helligdage, Hjemveje, Trækruter, som siden julen 2012 har stået på reolen og skreget “så læs os dog, for helvede!” af deres lungers fulde kraft.

Hvis ja, så er du formentlig helt afspændt nu, skuldrene er nede, du er klar på lidt af hvert. Dit sind er luften over nytromlet asfalt, du er helt åben.

Så tag godt imod denne nyhed: Vores univers er muligvis skabt i et laboratorium. Af aliens. Det er den israelsk-amerikanske fysiske teoretiker og Harvard-videnskabsmand Avi Loeb, som har fremsat teorien i videnskabsmagasinet Scientific American (mens du lå og læste Michael Falch). Loeb skriver: “Eftersom vores univers har en flad geometri med en nettoenergi på nul, kunne en avanceret civilisation have udviklet en teknologi, som skabte et babyunivers ud af ingenting gennem kvantemekanisk tunnelering.”

Man ser det for sig: et suuupernuttet lillebitte babyunivers.

Loeb, der af en teoretisk fysiker at være virker helt normal, skriver videre, at det fede ved denne oprindelsesteori er, at den forbinder den religiøse idé om en skaber med det sekulære kvantetyngdekraft-begreb

Der er hverken tid eller plads her til at gå dybere ind i, hvad kvantemekanisk tunnelering er for noget, men det hele er ret abstrakt. Det gælder også de her rumvæseners laboratorium, som formentlig ikke minder om laboratorier, som vi kender dem. Man kan fx forestille sig, at deres hvide laborantkitler er selvrensende, at der ikke er nogen håndtag på dørene, og at medarbejderudviklingssamtalerne foregår ved tankeoverførsel. Den del berører Avi Loeb ikke.

Til gengæld skriver han, at rumvæsenernes intelligens langt overstiger vores. På en “kosmisk skala” bedømmer han dem til det, han kalder klasse A eller B, mens vi mennesker “for nuværende” nok er klasse C, idet vi “ikke engang” er i stand til at skabe beboelige forhold på vores planet, når solen engang er gået ud. Måske er vi endda ligefrem klasse D, “eftersom vi skødesløst ødelægger Jordens naturlige habitat gennem klimaforandringer skabt af vores egne teknologier”.

Point taken – han behøver vel ikke tvære rundt i det? Men når man så stopper op og ser sig omkring, må man jo give ham ret. Vi er nok ikke de skarpeste knive i skuffen. Ifølge en ny rapport fra FN’s Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) var niveauet af drivhusgasser i atmosfæren rekordhøjt i 2020. Koncentrationen af CO2 er 50 pct. højere end inden Den Industrielle revolution, og mængden af metangas er mere end fordoblet siden 1750 og så videre. “Vi er røget helt af banen,” lyder det fra WMO’s generalsekretær, professor Petteri Taalas.

Rumvæsenerne må hjælpe os

Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at komme tilbage på sporet, skal USA med. Men i det amerikanske senat sidder to demokratiske senatorer, Joe Manchin fra delstaten West Virginia og Kyrsten Sinema fra Arizona, og blokerer for, at præsident Joe Biden kan få sin store velfærdsplan ‘Build Back Better’-plan på (oprindeligt) 3.500 mia. dollars igennem. Hertil kommer Biden-regeringens plan for grøn omstilling, Clean Electricity Performance Program til 15o mia. dollars, som heller ikke er Joe Manchins kop te, fordi West Virginia er hjemsted for nogle af USA’s største kulproducerende virksomheder. Den ‘moderate’ Manchin vil gøre noget godt for sin delstat (og sin egen genvælgelse) og blæser i farten resten af kloden et stykke.

Nu kigger du nok op fra Dagen & vejen & fuglene: Helligdage, Hjemveje, Trækruter og spørger efter lyspunkter; for det må der da være nogle af i det her fjollede, konstant ekspanderende babyunivers? Og det er der. Søndag aften (dansk tid) gik Nancy Pelosi, lederen af Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, ud og sagde, at hun er “meget sikker” på, at præsidentens planer bliver reddet. “Vi er næsten sikre, nu handler det bare om formuleringerne,” sagde hun. Det er ikke alverden, men det er bedre end ingenting. Rumvæsenerne må hjælpe os, hvis det går helt galt. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12