Skal Tyrkiet ud af Europarådet?

Mandag forbarmede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, sig, efter han i weekenden var ude i lidt af et raserianfald. Her truede han med at erklære 10 landes ambassadører, heriblandt danske Danny Annan, non grata, dvs. uvelkomne i landet, der er det tætteste, man kommer på en udvisning. Ugen inden havde ambassadørerne opfordret til løsladelsen af den 64-årige filantrop og aktivist Osman Kavala, der i fire år har siddet fængslet i Tyrkiet for anklager om indblanding i de såkaldte Gezi Park-protester i 2013 og kupforsøg mod regeringen i 2016 – anklager, der er fremsat uden beviser og derfor “kaster en skygge over respekten for demokrati, retsstatsprincippet og gennemsigtighed i det tyrkiske retssystem.“

“Det mindste, vi kan gøre, er et statement for Osman Kavala,“ skrev Jonas Srouji, medarbejder på ambassaden i Tyrkiet, på Twitter, da udtalelsen først blev offentliggjort. Men mens udtalelser som ambassadørernes ikke er noget særsyn i hverken europæisk eller international politik, skulle det altså ikke gå så let denne gang. Det er yderst sjældent, diplomater udvises eller erklæres uvelkomne – og i denne sag er det særligt bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at Tyrkiet har brug for at pleje sine venskaber som gammelt NATO-medlem – der i øjeblikket pønser på at købe nye F16-fly af USA – og arbejder tæt sammen med EU om migration.

Trækket fik den tyrkiske lira til at falde til et historisk lavt niveau, inden Erdoğan mandag trak sin beslutning tilbage, og nu er ambassadørerne altså tilsyneladende velkomne igen. Otte af ti ambassadører meddelte i et koordineret opslag, at de naturligvis lover at overholde Wien-konventionens artikel 41 om, at diplomater ikke må blande sig i landets interne anliggender. Tyrkiets problemer er dog på ingen måde løst. Nej, faktisk er de måske bare blevet endnu værre. Som det lyder i Financial Times, kan Erdoğans udmelding have været et forsøg på at sikre indenrigspolitisk opbakning, mens han kæmper med dalende meningsmålinger, men udefra er tilliden til ham kun blevet svækket: Erdoğan fremstår (betalingsmur) nu i endnu højere grad som en magtfuldkommen og egenrådig leder, som hverken USA, Europa, NATO eller investorerne kan stole på.

Grænsen er nået

Mens Erdoğan risikerer at sætte sine diplomatiske relationer – og den tyrkiske lira – over styr, står anklagerne for Kavala stadig, og Tyrkiet danser fortsat om den varme grød. Europarådet – der ikke er en del af EU, men en selvstændig europæisk menneskerettighedsinstitution, hvor også Danmark er medlem – har konsekvent presset på for at få Kavala løsladt, lige siden Menneskerettighedsdomstolen i 2019 afgjorde, at der ikke var tilstrækkelige beviser for fængslingen og krævede hans øjeblikkelige løsladelse. Men Tyrkiet har siden konsekvent skiftet begrundelse for tilbageholdelsen for at trække sagen i langdrag, og juristerne har igen og igen måttet starte forfra for at vurdere sagen.

“Grænsen er allerede nået. Menneskerettighedsdomstolen har allerede sagt, at den her frihedsberøvelse er helt vilkårlig. Jeg tror, at man kan sige, at over for Menneskerettighedsdomstolen og vel også over for det demokratiske Europa som helhed, har Tyrkiet med den her sag mistet al troværdighed. Så jeg tror ikke, at Tyrkiet kan overbevise nogen, heller ikke Menneskerettighedsdomstolen, ved at hive nye begrundelser op af hatten. Simpelthen,“ siger Jens Elo Rytter, der er professor i forfatningsret med speciale i menneskerettigheder ved Københavns Universitet.

Tyrkiet har altså åbenlyst ignoreret opfordringerne fra Ministerkomitéen, Europarådets højeste politiske organs, og det har på deres seneste menneskerettighedsmøde i september fået medlemslandene til at true med at iværksætte en krænkelsesprocedure, hvis ikke Kavala løslades inden slutningen af november. Ifølge Rytter er sagen særligt speciel, fordi Menneskerettighedsdomstolen vurderer, at Kavala er fængslet på baggrund af politiske motiver:

“Tyrkiet foregiver jo, at han vil omstyrte regeringen og har deltaget i den slags aktiviteter, mens Menneskerettighedsdomstolen siger, at Tyrkiet i virkeligheden gør det for at lukke munden på en menneskerettighedsaktivist. Det er ret sjældent, at Menneskerettighedsdomstolen bruger artikel 18 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som de har gjort her. Der kommer man op i en særlig kategori, hvor vi også har [Aleksej, red.] Navalnyj og en sag i Georgien [Merabishvili, red.]. Domstolen bruger altså normalt kun bestemmelsen over for autoritære regimer, der på en eller anden måde er ved at stikke helt af fra demokratiske idealer.“

Erdoğan non grata

En krænkelsesprocedure er et af de stærkeste værktøjer, Europarådet kan tage i brug. Proceduren kan i praksis have den konsekvens, at et land i sidste ende kan enten fratages sine stemmerettigheder eller helt smides ud af samarbejdet, hvis ikke det efterlever den pågældende dom. Værktøjet har kun været i brug en enkelt gang i Europarådets historie – i sagen om oppositionspolitikeren Ilgar Mammadov i Aserbajdsjan, der i sidste ende fik myndighederne til at ophæve alle negative konsekvenser af Mammadovs dom og yde ham og menneskerettighedsaktivisten Rasul Jafarov erstatning, hvorfor Europarådet i september sidste år lukkede krænkelsesproceduren.

“Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det er for et spil, Tyrkiet spiller,“ siger Jens Elo Rytter, der understreger, at Tyrkiet har haft masser af tid til at rette ind efter dommen for at undgå en krænkelsesprocedure som Aserbajdsjan. “Den her sag [Kavala, red.] er kørt så enormt højt op. Erdogan har direkte været ude at udråbe Kavala som kriminel folkefjende og som en ledende hånddukke for George Soros [milliardær og filantropist, red.] og hele den her konspiration. Og når regimet forfølger Kavala, sender man jo også et signal til andre menneskeretsaktivister i landet. Hvis Kavala blev løsladt, kunne det muligvis give en smule håb til de kredse af ngo’er akademikere og aktivister, der forsøger at lave en opposition i Tyrkiet. Et håb om, at der trods alt er nogen udenfor, som formår at begrænse Erdogans udfoldelser.“

Har Menneskerettighedsdomstolen spillet fallit, når Tyrkiet åbenlyst ignorerer dommen? Hvad siger det om Europarådets effektivitet eller legitimitet?

“Jeg mener bestemt ikke, at Menneskerettighedsdomstolen har spillet fallit i denne sag. Det, Menneskerettighedsdomstolen fastslår i Kavala-dommen er meget klart, men Domstolen kan ikke selv håndhæve dommen i Tyrkiet. Det handler i virkeligheden om Europarådets politiske organer, som du siger. Det ultimative værktøj er jo at smide et land, som groft tilsidesætter spillereglerne for en demokratisk retsstat, ud af Europarådet, men det har der ikke hidtil været politisk vilje til at gøre med Tyrkiet.“

Tyrkiet er et af de lande med flest domme fra Menneskerettighedsdomstolen og har således længe været i Europarådets skydeskive for at krænke bl.a. forsamlings-, ytrings- og pressefriheden og at udfordre retsstatsprincippet. Tidligere på året trak man sig desuden pludseligt ud af Istanbulkonventionen om vold mod kvinder og vold i hjemmet – en europarådskonvention, Tyrkiet ellers forhandlede og underskrev i 2011. Måske kan det i virkeligheden være, at Erdoğan selv bliver en slags non grata i Europarådet?

“Hvis man ser på det juridisk, burde lande som Rusland eller Tyrkiet jo være smidt ud for længe siden. Fordi de gennem længere tid har tilsidesat helt elementære demokratiske og retsstatslige principper. Som jurist må jeg jo bare sige, at der så nok er nogle andre og politiske grunde til, at man ikke vil skubbe dem væk. Nogle geopolitiske hensyn, som ikke kun handler om, hvorvidt man har krænket Menneskerettighedskonventionen for mange gange. Og så er der måske også et håb om, at man også på den lange bane kan være med til at understøtte det, vi i Vesten kalder mere demokratiske kræfter.“

Ser du helst et Europarådet uden?

“Jeg vil formulere det sådan, at jeg kan godt have ret svært ved at forklare mine studerende på universitetet, hvorfor lande som Tyrkiet og Rusland stadig er med, når Europarådet er en klub for demokratiske retsstater, der respekterer menneskerettighederne.“ /Emma Louise Stenholm