[Feuilleton] Guy Standing forudså højredrejningen

”Det, vi ser i dag, er meget tæt på det, jeg forudsagde i min bog Prekariatet. At en række populistiske ekstremister holder sig til én type karisma for at opnå popularitet. Spiller på billeder af nationalisme og racisme, ofte en implicit form for misogyni, og på folks usikkerhed. Taler til den del af prekariatet, der ikke er særlig veluddannet og oplever, at de har mistet en følelse af tilhør i samfundet eller, at de har en fremtid med de nuværende politikere.

Jeg tror, at Éric Zemmour udnytter, at Marine Le Pen har været der længe, og at hun har forsøgt at appellere til den brede del af befolkningen. Paradoksalt nok er resultatet af det, at det nu er personer fra den endnu mere ekstreme højrefløj, der stjæler hendes vælgere. Typisk lavtlønnede mænd, som er mindre uddannede. Problemet ligger i, at Emmanuel Macron ikke repræsenterer en progressiv venstrefløj. Den franske venstrefløj har ikke en sammenhængende vision eller progressiv fortælling. Det giver et vakuum.

Den franske situation er bekymrende, fordi vi er så tæt på et valg. Macron har ikke taget chancen for at være reformist, en progressiv præsident. Det er forståeligt under pres, men betyder, at Frankrig vil stå med valget mellem en centristisk præsident, som ikke er specielt god, og en kandidat fra det ekstreme højre, hvad enten det er Marine Le Pen eller Éric Zemmour.

I Frankrig er de socialdemokratiske partier dead man walking. De taler om at indføre en velfærdsstat med jobs og social sikkerhed, men det appellerer ikke til prekariatet. De karismatiske figurer på det ekstreme højre tilbyder nationalisme og racisme og tegner et billede af at indføre national suverænitet og ”renhed”. De siger basalt set, at problemerne skyldes det etablerede, som de mener ikke ændrer samfundet, men er kosmopolitter og spiller på identitetspolitik og den slags. Og netop det simplistiske budskab trænger igennem til dem, som ikke oplever, at der er politikere, der kan love dem en fremtid.

Den sande tragedie er, at der ikke har været venstrefløjsperspektiver, der kan tale til den progressive del af prekariatet: De unge og uddannede, der nemt mobiliserer sig. Vi har brug for, at de progressive bevægelser fokuserer på, hvad der giver folk sikkerhed, rettigheder og en følelse af frihed. Det er altså et spørgsmål om mangel på alternativer. Venstrefløjen mangler en alternativ dagsorden, vision og mod, i stedet for at lægge sig op ad de gamle arbejdspartier, som ikke tilbyder strukturel forandring. Heller ikke den ekstreme venstrefløj er særligt valgbare. De har tendens til at prædike et narrativ fra det 19. eller 20. århundrede, men det virker ikke i dag.

I har også et problem i Danmark. Jeg blev engang spurgt, om jeg ville holde tale for den danske statsminister og hans kabinet, om prekariatet. Finansministeren sagde, at I slet ikke havde noget prekariat i Danmark. Der blev jeg nødt til at stille mig op og sige, at så må der være to Danmark’er. Det er ikke alle, der drager lige stor fordel af det danske velfærdssystem. I har eksempelvis et stort problem med privat gæld. Der er mange, der føler sig fremmedgjorte fra staten.

I har bedre social beskyttelse end flere andre dele af Europa. Det sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved. Men I kan ikke komme udenom, at I er en del af globaliseringen, hvor folk bliver suget ind i den store ådsel, føler sig usikre og oplever, at de mister deres rettigheder som borgere. Den følelse er almindelig alle steder i verden, og det sikrer opbakningen til populisterne. Og de er er oftest på den ekstreme højrefløj, der lover vælgerne simpliciteten af den frie markedskapitalisme, at stoppe for migration og en generel intolerance over for fremmede.

Prekariatet vokser over hele verden. De største er i dag i Kina og i USA. I Chile var der for nylig demonstrationer mod præsidenten, ledet af den del af prekariatet, der primært er unge og studerende. I Frankrig er forskellen, at de unge ikke har noget progressivt alternativ. Der er masser af unge, der ikke vil stemme på det ekstreme højre, men som heller ikke vil stemme på hvem som helst. Og så bliver de hjemme. Det er også det, vi så ved den lave valgdeltagelse i Storbritannien. Det ekstreme højre vandt, fordi den uddannede del af prekariatet stemmer på Boris Johnson.

Vi er et farligt sted, overalt i Europa og i hele verden. Vi har brug for en genopstået, progressiv politisk bevægelse, som giver folk basal sikkerhed. Her er borgerløn et af flere nødvendige instrumenter. Pandemien har tydeligt vist os, at uden modstandsdygtighed og en kapacitet til at håndtere chok, vender befolkningen sig til populister, der lover ting, der i de fleste tilfælde er skøre og farligt forenklede. Borgerløn er derfor kun blevet endnu mere nødvendigt, end da jeg begyndte at arbejde for det for mange år siden.

En ny undersøgelse viser, at et flertal i seks europæiske lande støtter borgerløn. Den åbenhed betyder, at vi kan skabe forandring. Hvis så bare vi havde politiske ledere, som havde modet og muligheden  at formulere en ny fortælling. Jeg er moderat optimistisk om, at det vil ske inden for de næste år. Der er meget energi i progressive unge, og det er et spørgsmål om tid, før den vil krystallisere sig i stærke politiske bevægelser. Vi har ingen undskyldning for passivitet. Vi skal tage del i det politiske liv, mobilisere og forme modstand til den populistiske afdrift. Vi skal indse, at vi skal frygte den nye form for fascisme, der opstår når millioner af mennesker er usikre.

Den største udfordring er frygten for forandring og det faktum, at vi lever under rentier-kapitalisme, hvor plutokraterne og rentiererne drager fordel af den populistiske agenda, fordi det lader dem at fortsætte med deres enorme profitter. Det er en egalitær, autoritær form for kapitalisme, og hvis flere forstår, hvor ufrit og regressivt, det er, vil dens afvikling ikke kun være til fordel for prekariatet, men for hele samfundet. Vi skal formulere en ny økonomisk bevidsthed, som er anderledes end de gamle marxisters, men også socialdemokraternes. Og det tager tid”. /Fortalt til Emma Louise Stenholm