Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det igangværende militærkup i Sudan skygger måske lidt for det, men små 2.000 kilometer syd for Khartoum er et topmøde i fuld sving i Rwandas hovedstad, Kigali. Her drøfter flere end 60 udenrigsministre fra EU og Den Afrikanske Union – herunder også danske Jeppe Kofod (S) – vigtige emner som Covid-19, klima og migration. Særligt sidstnævnte synes at ligge den danske udenrigsminister på hjerte. Mandag kunne Kofod i hvert fald fortælle, at han har haft et dejligt konstruktivt møde med Rwandas udenrigsminister, Vincent Biruta, hvor man bl.a. kom ind på migrationsspørgsmålet – ligesom han også henviste til, at Danmark tidligere på året har lavet en herlig samarbejdsaftale med Rwanda.
Jovist, Kofod var ganske vist flink til også at pege på andre vigtige problemstillinger såsom den grønne omstilling, men idéen om at oprette et modtagecenter for asylansøgere uden for Danmark – eksempelvis i Rwanda – spøger ligesom stadig i kulissen. Så meget fik Kofod da også antydet: “Det er ingen hemmelighed, at regeringen arbejder for et mere humant asylsystem. Det er vi dialog med flere lande om. Det er også et hovedtema på Afrika-EU-topmødet, hvordan vi håndterer migrationsudfordringerne.”
Utroligt som det lyder, fortsætter farcen altså. Hvis det står til regeringen, kan vejen til et mere “humant” system godt gå gennem menneskerettighedskrænkende Rwanda. Der er noget umiskendeligt machiaveliansk ved projektet: Magtens logik trumfer dyden, den benhårde strammerkurs får (stadig) forrang over mere menneskelige hensyn.
Nå, nu vi skal vi heller ikke fortabe os for meget i migrationen. For som Kofod fik sagt, er der jo også andre emner på topmødets dagsorden. Man må eksempelvis forestille sig, at de afrikanske ministre har en hel del spørgsmål til deres europæiske kollegaer om den manglende klimabistand. Mandag udkom en ny tysk-canadisk rapport, hvori det indrømmes, at verdens rigeste lande ikke har levet op til løftet om at donere 100 mia. dollars årligt til udviklingslandes klimabekæmpelse. Først i 2023 ventes donationerne at kunne matche det, man ellers havde stillet udviklingslandene i udsigt.
Jochen Flasbarth fra det tyske miljøministerium lægger ikke skjul på, at det er “ekstremt uheldigt”, at man ikke har indfriet sine løfter. Det sender nogle ret uheldige signaler, når nu man gerne vil have, at hele verden løfter klimaudfordringen i samlet flok. Flasbarth håber dog at misforståelsen ikke er så slem, at landene vil nægte at opføre sig konstruktivt ved COP26-klimatopmødet i Glasgow. Det håber vi så sandelig også.
De seneste tal fra den såkaldte Climate Action Tracker – der måler den forventede globale opvarmning baseret på de nuværende klimapolitikker – viser, at verden er på vej til at blive godt 2,9 grader celcius varmere i 2100. Den gode nyhed er, at det trods alt er noget bedre end i tiden før Parisaftalen. Den dårlige nyhed er, at det stadig er langt, langt over Parisaftalens målsætning om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader celcius. En forsigtig tanke melder sig: Måske skulle Kofod og regeringen bruge mindre tid på at blive bonkammerater med Rwanda, og mere tid på at… ja, redde kloden. Regeringen vil jo gerne være humane – ikke? /David Dragsted