Landet uden gamle grise

Trynen er ekstremt følsom og samtidig meget stærk. Nogenlunde ligesom mennesket har det med sine hænder. Her er vi på en gang forskellige og forbundne. Vi vikler os ind i hinanden. Os og svinene. Vi har levet i et symbiotisk og konfliktfyldt slægtskab de sidste 10.000 år.

Svinet er overalt. I maden, i religionen, i sproget, i kulturen, i politik, i miljøet og klimaet, i myterne, i staldene, i skoven, på markerne, i tegneserier, bøger og film, i skrækvisionerne, i pilleglasset, i de kunstige tænder, i stuen, i maling, i sandpapir, øl og en gang imellem sågar i sengen. Bortset fra på Nordpolen og Sydpolen og nærmeste omegn er der grise i samtlige verdenshjørner. Svinet æder alt og kan derfor overleve overalt, hvis blot der er vand nok.

Intet dyr på kloden har større betydning for mennesket end svinet. Men svinet er også en kampzone. Ikke som primater, køtere eller delfiner, som grisene ellers konkurrerer med, når det gælder om at ligne os mest. Vores forhold til svinet er langt mere ambivalent.

De fleste mennesker elsker det fede kød; men et par toneangivende religioner forbyder os at sætte tænderne i det. Bortset fra aber er der ingen dyr, vi ligner mere end svinet, samtidig med at ”Svin!” er et af de mest populære skældsord på en frygtelig masse sprog. Grise har betydet overlevelse for milliarder; men dyret bringer også hærværk, katastrofer og pludselig død.

I dag truer moderne svineproduktion således ikke bare svinene selv, når en stadig mere rationel drift piner og plager de stakkels dyr. De er også en trussel mod miljøet og klimaet på grund af gylle og alle mulige andre belastninger af kloden. Dertil fældes der hele tiden særligt sydamerikansk regnskov for at gøre plads til soya-produktion, som i stor udstrækning bruges til at proppe proteiner i verdens ca. 1 milliard svin. Endelig er der den voksende trussel mod vores alle sammens helbred og liv som følge af den voldsomme medicinering af dyrene, der vil føre til resistensproblemer, ingen helt er i stand til at afgøre omfanget af endnu.

Og netop her minder situationen ikke så lidt om situationen et par tusind år før vores tidsregning. På det tidspunkt stødte grise og menneskers interesser også sammen. Ifølge den amerikanske antropolog Marvin Harris er der nemlig en rationel og materialistisk forklaring på, at jøderne som de første fik deres lille arrige ørkengud Jahve til at forbyde ikke bare spisning af kameler, harer og klippegrævlinger, men også og i særdeleshed svin.

I Harris bog Cows, Pigs, Wars and Witches argumenterer han for, at grisehold simpelthen var en trussel mod den sociale og økonomiske orden. Ifølge Harris var israelitterne først og fremmest et gedefolk. Traditionelt havde de fået deres animalske proteiner fra geder, får og kvæg. De var et nomadefolk, så de kunne ikke holde svin, som er vanskelige at malke og holde styr på, når man bevæger sig over store afstande. Svinene har også brug for mere varieret føde, og de er ikke i stand til at regulere deres kropstemperatur i samme grad som geder, får og kvæg. Det der med at ”svede som et svin” giver meget lidt mening, da svin slet ikke kan svede.

Men svinet er langt fra en fremmed fugl i det mellemøstlige. Her blev dyret allerede tæmmet omkring 8000 år, før Jesus blev født. Men svinekød må ifølge Harris fra starten have været luksusmad. Svin kunne ikke bruges som arbejdsdyr, der var ingen uld at klippe af den eller mælk at hive ud af patterne. Den var først anvendelig, når den blev slagtet, ligesom den åd og fortsat æder flere proteiner end andre dyr. Det var sandsynligvis det fede velsmagende kød, der gjorde det blot tilnærmelsesvist meningsfuldt at holde grise. Og så det forhold, at den altid har været parat til at smaske stort set alt husholdningsaffald i sig.

Her strejfer vi i øvrigt en af forklaringerne på, at svin er så intelligente, som de påviseligt er. Fordøjelse og tænkning kræver nemlig ekstremt meget af os pattedyr. Evolutionært har mennesket været nødt til at reducere størrelsen på sin mave for at gøre plads til udviklingen af en stor hjerne. Her er tale om det, vi i økonomien kalder et ”trade-off”.

Evolutionært har nogle arter valgt at blæse frem for at have mel i munden. Køer er ekstremt dumme. Til gengæld har de en beundringsværdig fordøjelse håndteret af ikke mindre end fire maver. Mennesket har en lille hårdt pumpet og effektiv mave suppleret af et alsidigt tandsæt. Det samme gælder svin, som også har ofret en effektiv mave på evolutionens alter til fordel for en veludviklet hjerne, som har løftet dens kognitive færdigheder op på niveau med delfiner og aber. Den knap så effektive mave kræver til gengæld en masse proteiner, hvilket hvirvler os tilbage i historien til dengang, svinene blev domesticeret til vore formødres  husholdninger.

Mellem 8000 og 2000 år f.kr. voksede befolkningstallet i det oprindelige bibelbælte voldsomt. Vand blev en stadig knappere ressource, og dermed blev svinekød også mere og mere en luksusvare, der lagde et uforholdsmæssigt stort beslag på ressourcer og dermed skabte sociale, økologiske og økonomiske spændinger. Større svinehold ville være et problem og en mindre produktion ville skabe misundelse og konflikter.

Derfor kom Jahves forbud (klart formuleret i 3. Mosebog, 11,7) som sendt fra himlen. Og senere overtog Allah, som ligeledes i starten mest skulle holde styr på ørkenfolk, den gode ide. Harris rationelle forklaring er næppe hele sandheden. Historisk har man været optaget af, om det kunne skyldes trikiner i kødet eller det forhold, at det fede kød holdt sig dårligt i varmen. Endelig kan det set gennem agnostiske briller heller ikke udelukkes helt, at Allah og Jahve ganske enkelt har set sig sure på deres klovbærende skabning med de fire skinneben, de nærmest kættersk menneskelignende indvolde og de konstant nysgerrige øjne.

Nu har vi imidlertid balladen igen. Symbiosen har fået en slagside. Det perfekte forhold mellem svin og menneske fungerer ikke længere, og intet sted på kloden har vi så store udfordringer med svin som i Danmark.

Danmark producerer op mod 30 millioner svin om året, og bestanden er aktuelt på 12,5 millioner. Sådan har det været i mere end et årti bortset fra i forbindelse med en svinebobbel op mod finanskrisen, der sendte bestanden op over 14 millioner. Med mere end to tryner for hver næse er Danmark det land i verden, der har absolut flest svin pr. indbygger. Og ifølge landbruget og slagterierne er vi verdens mest effektive svineproducenter. I Danmark er vi for længst gået fra svinehold til svineproduktion. Selv om en so kun er bygget til at blive gravid en gang om året, presses de til at være drægtige i gennemsnit 2,6 gange om året.

De danske svinebønder bryster sig af, at de formår at presse flere grise ud af soens fødekanal, end de 16 patter den er udstyret med fra naturens hånd. Derfor er det ikke så underligt, at en so ikke bliver mere end to til tre år, før den er slidt op. Ca. 600.000 drægtige og lidt over 200.000 diegivende søer leverer løbende en bestand på 2,5 millioner pattegrise. Til gengæld dør 25.000 pattegrise om dagen. Mange er svage og kan ikke nå frem til eller klare sig i konkurrencen om de 16 patter, og de dør af sult og kulde. Andre er dødfødte, og mange aflives, fordi de er for svage.

Alt i alt overlever kun tre ud af fire. Dyreværnsrådet under Fødevareministeriet finder det forsvarligt, at ”aflivning af pattegrise sker med et enkelt slag, hvorved pattegrisens hoved og nakke slås så hårdt ned i gulvet, at dyret får kraniebrud og dør omgående”.

Men der er også en forside af den medalje. De døde dyr ender på DAKAs destruktionsfabrikker, hvor de omdannes til kød- og benmel, der blandt andet kan brændes i kraftværker. Et smukt offer: Død af kulde, så vi kan holde varmen. De små kadavere anvendes i øvrigt også til ”CO2-reducerende brændsel til cementværker”, som DAKA kalder det i deres grønne brochure.

Men det hele starter altid med en so. I det såkaldt konventionelle landbrug – altså i 99 procent af landbruget i dag, som består af 2400 bedrifter – henlever en so omkring halvdelen af sit tre til højst fire-årige liv mere eller mindre fastspændt i kraftige metalbøjler.

Ifølge den engelske prins Charles kan man sagtens føre en fin samtale med en plante. Forskningen er mere tilbageholdende. Men det kommer nok. Denne skribent har i perioder af sit liv haft gode og sanselige dialoger med træer. Og der er faktisk bevægelse nedad i fødekæden.

Nyere forskning (publiceret i tidsskriftet Proceedings of National Academy of Sciences) har vist, at insekter meget vel kan have et følelsesliv. De er i modsætning til hidtidige teorier sansende individer og ikke blot sære garnnøgler af nerver og instinkter. Det betyder, at de muligvis kan føle smerte eller noget tilsvarende. Naturligvis ikke på samme forfinede niveau som en hvid mand fra Østerbro, der tilmed kan artikulere udefra påført ubehag såvel på egne som på andres vegne. Der er en rangfølge, som man ikke nødvendigvis behøver at alliere sig med Etisk Råd for at slå fast.

Grundlæggende er det skidt at påføre andre væsner smerte. Dog er der, også hvad lidelse angår, nogle væsner, der er mere lig mennesker end andre. Og der hersker en vis konsensus om, at det er mere synd for de skabninger, der har de fleste kognitive ressourcer at trække på – altså os mennesker. Det er også ekstremt synd for hunde, orangutanger og hvaler. Heste og nuttede dyr skal vi også behandle omsorgsfuldt. Men vi er sådan blevet stiltiende enige om, at de dyr, vi oftest sætter tænderne i, behøver vi ikke at være helt så bekymrede for.

Og her er svin absolut øverst i det kognitive hieraki af dyr, vi fortærer. Fra fødsel til død bliver langt de fleste svin forhindret i at udleve deres naturlige adfærd. Udover lidelser bliver de således også understimulerede og stressede. Selv om det har været forbudt i EU i mere end ti år, kuperes smågrisene rutinemæssigt, og hannerne kastreres uden bedøvelse.

Flokmedicinering er også stigende. En stor del af svinekødet i kølediskene er inficeret af de resistente MRSA-bakterier. Gyllen vælter ud, og kvælstof er en alvorlig trussel mod vandmiljøet. Det blev ikke mindst anskueliggjort af den nyligt vedtagne landbrugspakke, der i de næste mange år vil øge udledningen.

Politikerne skal vi foreløbig ikke regne med. Da Dan Jørgensen og Socialdemokraterne havde magten til at skabe mere balance i vores omgang med svin, var Mad-Dan mere optaget af at beskytte dyr mod seksuelle overgreb fra hans artsfæller end af at begrænse de mange danske svins lidelser.

Hverken S- eller V-ledede regeringer ser ud til at ville ændre status quo. Konventionel svineproduktion er en elendig forretning, der kun bliver mere og mere presset af international konkurrence. Dertil kommer offentlige milliardtilskud. En cocktail, der på mange måder minder om andre solnedgangsindustrier – mest ikonisk skibsværfterne i 80-erne.

Det ser ikke ud til, at vi skal håbe på guddommelig indgriben. Det med forbuddene gjorde først og fremmest Paulus op med. Og i det nuværende værdipolitiske klima er det op ad bakke med et forbud mod svinekød. Tværtimod indgår netop svinekødet i den værdipolitiske udgrænsning af dem, der stadig holder fast i de oprindelige mellemøstlige forbud fra oven.

Men der er også lyspunkter. Flere og flere mindre brug med fritgående dyr skyder igen frem. For eksempel fremavler filmproducenten Peter Aalbæk Jensen nye arter baseret på den vietnamesiske hængebug-orne Bonzos imponerende genpulje i sit lille fritidsbrug. Madsnedkeren, Danmarks bedste svinekok Claus Christensen, holder fast i og udvikler gris på gaflen med retterne ‘Farseret skank med foie gras og trøfler’, ‘Hjernepandekager med rysteribs’ og ikke mindst ‘Lakeret pattegris’.

I Hollywood og senest blandt nyrige kinesere er grisen blevet et yndet kæledyr. Mest kendt er naturligvis George Clooneys Max, som han levede med i 18 år indtil dens tragiske død i 2006. I 2009 forærede Victoria Beckham sin mand to mikrogrise i julegave. Paris Hilton har en hængebugso ved navn Princess Pigelette. Men et af de smukkeste eksempler på forholdet mellem svin og menneske finder vi herhjemme: Billedkunstneren Andrew Nygaard og grisen Gysses korte men intense kærlighedsaffære.

Nogle er tættere på svinet end andre. Men om vi vil det eller ej, hænger vi stadig på hinanden. Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer symbiosen.