Træls og uheldigt

Den store grønne lastbil med anhænger fra Fredsø Vognmandsforretning, som tirsdag morgen kl. 6.30 trillede af dækket på Hvalpsund-Sundsøre-færgen og ned på bunden af Limfjorden, er blevet bjerget i nat. Lastbilen står nu mere eller mindre tørskoet på en eller anden kaj og kommer aldrig til at køre igen.

Det lyder sindssygt farligt. Tænk hvis der havde været en børnehave med på den lille færge. Hvordan kunne det overhovedet ske? Jo, chaufføren havde bare “glemt“ at trække i håndbremsen, da han stillede lastbilen fra sig, så da færgen kom lidt ud på fjordens ellers relativt smulte vande, satte vognen i bevægelse og knaldede forlæns ud gennem færgens broklap.

Da Ekstra Bladet var på sagen for 18-20 timer siden, fik avisen fat i vognmandsforretningens direktør, Benny Nielsen. Først havde han tænkt, at “det er fandme løgn“, sagde han. Og om selve situationen udtalte han: “Det er sgu træls og uheldigt.“ Værre var det åbenbart heller ikke. Og sådan er danskerne jo: Når vantroen har lagt sig, kommer skuldertrækket: Det er pisse ærgerligt – men det går nok.

Når man tænker over det, er der egentlig mange ting i dagligdagen, som er trælse eller uheldige. Toget, der lige er kørt, når man kommer løbende på perronen; sygesikringsbeviset, som har forputtet sig, bedst som man står og skal tjekke ud fra biblioteket; bolden, der har mistet luften, og pumpen, som ligger derhjemme; kaffefløden, der er blevet sur; syreregnen, der ødelægger afgrøderne på marken; græsset, som er grønnere på den anden side af hækken osv.

De forsvundne sms’er

Mange trælse og uheldige ting har med kommunikation at gøre. Man har fået sagt noget, man ikke mente. Man har sendt en sms af privat karakter til den forkerte. Man er kommet til at sende en reply all-mail til hele sin arbejdsplads, hvor man håner chefen for dennes uduelighed.

Tirsdag kunne dagbladet B.T. afsløre, at statsminister Mette Frederiksens (S) såkaldte stabschef har slettet en hel sms-korrespondance fra de centrale dage for et år siden, hvor ansvaret for minkskandalen skulle placeres. B.T. har på baggrund af tilgængelige e-mails set, at der måtte ligge en bunke vigtige sms’er, og forsøgte første gang at få aktindsigt i dem hos Statsministeriet d. 5. december 2020.

Avisen skriver: “I første omgang meddelte Mette Frederiksens ministerium, at der ikke var gemt nogen sms’er i systemet. B.T. bad derfor ministeriet om at be- eller afkræfte, om Martin Justesen havde skrevet sms’er med Søren Andersen (daværende fødevareminister Mogens Jensens særlige rådgiver, red.) d. 10. november. Men det afviste ministeriet at svare på. Lige indtil myndighedernes vagthund, Ombudsmanden, på baggrund af B.T.s klage afkrævede svar fra Statsministeriet. Nu oplyser det, at sms-samtalen fandt sted, men at Martin Justesen har slettet beskederne.“

Det er jo ikke sikkert, at der er noget at komme efter i Justesen og Andersens sms-veksling. Men eftersom ministeriet har gjort sig store anstrengelser for at undgå at svare på, om den overhovedet havde fundet sted, er der ikke noget at sige til, at graverjournalister bliver mistænksomme.

Det, der så fremstår helt latterligt, er selve forklaringen på, hvorfor sms’erne er blevet slettet. Martin Justesen telefon er blevet indstillet til selv at slette beskeder efter en bestemt periode. Håbet er vel så, at man nærmest ikke kan klandre telefonens ejermand. Det skete jo automatisk! Der kan man da tale om en træls og uheldig situation. Hvis man nu for et øjeblik træder ud af den velbehagelige danske ‘ærgerligt, men det går nok’-zone og tager forargelighedshatten på, begynder mængden af forkastelige elementer i hele denne minksag at hobe sig op i en kæmpe bunke.

I sidste uge fik vi gennem Minkkommissionen et indblik i, hvordan Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen i samme tidsrum sidste år arbejdede intenst på at påvirke Fødevareministeriets departementschef Henrik Studsgaard til at tage hele ansvaret for minkmiseren, så Statsministeriet og statsministeren kunne gå fri. Man kan sige meget om Barbara ‘Smiley’ Bertelsen, men hun sletter i hvert fald ikke sine sms’er. (Tilføjelse: Jo, hun gør!) Og nu altså en sag om slettede sms’er.

B.T. søgte allerede aktindsigt i Justesens sms-beskeder 25 dage efter, at de var blevet sendt. Men Statsministeriet mener, at det var i sin gode ret til ikke at fortælle B.T. om korrespondancen.

Minkkommissionens formand, landsdommer Michael Kistrup, vil nu have genskabt sms’erne, siger han. De skal hives op af dybet som en havareret lastbil. “Det er fandme løgn,“ må Martin Justesen have tænkt, da han hørte det. Det er virkelig træls for ham – og uheldigt. /Oliver Stilling