Weekendinterviewet

Til valgfest med mexicansk tema

Valgfest med mexicansk temas flyer

Sidste lørdag eksploderede Danmark i et væld af valgplakater. Med smilende ansigter og mere eller mindre vellykkede slogans, forsøger kandidaterne ihærdigt at signalere, hvem danskerne bør stemme på ved regionsråds- og kommunalvalget den 16. november. Selvom han er partiformand, finder man dog ikke en plakat med Michael Staal-Olsens billede på.

Staal-Olsen har en kandidatgrad i matematik fra Københavns Universitet og arbejder til daglig som seniorkonsulent i Netcompany. Vigtigst i denne sammenhæng er dog, at han er formand for partiet Valgfest med mexicansk tema, der ved sidste regionsrådsvalg fik 1.161 stemmer i Region Hovedstaden – og ros fra Jakob Haugaard, der i sin tid som politiker gik til valg på løfter om medvind på cykelstierne og retten til at være dum.

En plads i regionsrådet kunne Michael Staal-Olsen ikke få. Til gengæld udløste de 1.161 stemmer partistøtte i en størrelsesorden, der gjorde, at partiet kunne indfri sit eneste valgløfte: At afholde en valgfest med mexicansk tema.

Ovenpå succesen er Staal-Olsen genopstillet, men altså uden den store valgkampsindsats. At bruge partistøttekronerne på kampagnefremstød ville være et løftebrud over for vælgerne, der forventer valgfest og ikke valgflæsk. Føljeton fangede Valgfest med mexicansk temas eneste kandidat til en snak om politik, piñatas og om kun at afgive løfter, man agter at indfri.

Føljeton: Hvordan gik jeres sidste valgfest egentlig?

Michael Staal-Olsen: Jeg kan sige så meget, at jeg selv synes, det var en fornøjelig aften. Der var en rigtig – set fra mit perspektiv – fornøjelig stemning med medvirkende fra dels min egen omgangskreds og folk, jeg ikke havde stødt på før, som viste interesse for foretagendet. Og så var der også folk som den mexicanske ambassade havde vist i retningen af os.

F: Ja, for du fik jo simpelthen lov til at komme på besøg på ambassaden. Hvad talte I om?

MSO: Jeg spurgte ind til, om de havde nogle råd til, hvordan de synes, foretagender af en karakter som den, jeg har stablet på benene, kunne arrangeres.

F: Altså hvordan man holder en mexicansk fest?

MSO: Ja, lige akkurat. Og mit klare indtryk har været, at de synes, det er hyggeligt, når hvem end, der har lyst til det, giver sig i kast med at udbrede kendskabet til deres kultur, og det gælder så også for det her arrangement.

F: Det er sjovt, du siger det. Nu er det her lige en afhopper, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre din holdning til, at der – måske især siden sidste valg – været en del debat om, hvordan det lige er med hvide mennesker, der tager sombrero på.

MSO: Ja, det har jeg også noteret mig.

F: Men det var ikke dit indtryk på ambassaden, at det var et problem?

MSO: Det er her er mine ord – jeg kan jo ikke tillade mig at tale på deres vegne og interagere i udenrigspolitiske anliggender – men set fra mit perspektiv, har de kun syntes, det har været hyggeligt og sjovt.

F: Og du har ikke overvejet at gå til valg med lovning på fest med et andet tema? Kattetema eller…

MSO: Jo, det har jeg også tænkt – undskyld hvilket tema?

F: Kattetema, men jeg tænkte bare højt.

MSO: Jo, det har jeg tænkt, men så kom jeg frem til, at nu stillede vi op med det her for fire år siden, og der er jo noget ved genkendelsens glæde.

F: Hvordan opstod idéen til partiet?

MSO: Jeg har jo altid set mig selv som værende ret politisk interesseret. Omend jeg aldrig rigtig har været politisk aktiv, så har den politiske proces altid interesseret mig, og jeg synes, der var noget fascinerende ved, hvordan man stifter et parti. Hvad skal der egentlig til? Og da det så viste sig muligt, så skulle vi jo finde på et partinavn, og der kunne det være interessant at udtænke noget af festlig karakter, der kunne være et alternativ til at stemme blankt. Særligt fordi vi noterede os, at der faktisk var ret mange, der stemte blankt. Valget af partinavn havde nok noget at gøre med, at det var noget, vi tænkte, ville være genkendeligt for mange.

F: Altså fordi man ved, hvad en fest med mexicansk tema er?

MSO: Vi tænkte, at det ret hurtigt giver nogle billeder i hovedet, uanset hvem man er.

F: Der er jo nogen, der mener, at det at stemme blankt er en stemme på ingenting. Men der er så også nogen, der mener, at det er en ret specifik politisk udmelding om, at man støtter op om demokratiet, men ikke føler sig repræsenteret af de opstillede politikere. Hvordan er det, du tænker Valgfest med mexicansk tema som et direkte alternativ til at stemme blankt?

MSO: I den forstand at man får noget konkret for sin stemme. Om det er bedre end at stemme blankt, det er svært for mig at tage stilling til, og der ved jeg måske heller ikke helt præcist, hvor jeg står. Helt overordnet kan jeg sige, at det ikke er, fordi jeg aktivt forsøger at få folk til at støtte op om mit foretagende, for det er måske også lidt i uoverensstemmelse med, hvad jeg selv har lyst til.

F: Hvad mener du med det?

MSO: Jeg tænker, at det skal være et projekt, man selv som vælger beslutter sig for at bakke op om. Jeg har ikke lyst til aktivt at fortælle folk, at de skal gøre sig revolutionære tanker om det eksisterende politiske system og trække tæppet væk under [magthaverne, red.]. Så det er ikke tænkt som et forsøg på at provokere – i hvert fald ikke mere en højst nødvendigt – det er tænkt som et forsøg på at stille en ekstra mulighed til rådighed. En anden ting jeg også har tænkt over er, at det jo vækker en eller anden form for mediemæssig interesse. Der kan man jo overveje med sig selv, om projektet ikke har en kvalitet, for de blanke stemmer bliver der jo fx ikke dvælet ved.

F: Så har du et politisk projekt udover at afholde en fest?

MSO: Vi har det politiske projekt, at vi kæmper for at afholde valgfest med mexicansk tema i Region Hovedstaden.

F: Og ikke fx at pege på hvor nemt det er at blive opstillet som parti eller…

MSO: Jo, det synes jeg da også er interessant, og nu er det ikke, fordi det skal blive for langhåret, men jeg synes, der er noget sjovt ved at stille sig sådan lidt akavet i orkanens øje, og se hvad der sker. Men der er da også nogle dage, hvor jeg tænker “er det nu det rigtige, jeg har gjort?” Men der er jo ikke rigtig nogen mulighed for at bakke ud, nu hvor vi står, hvor vi står.

F: Hvad kan du blive i tvivl om?

MSO: Jamen altså når man fx blive kontaktet af medier, så bliver man jo altid i tvivl om, hvad man nu vil blive spurgt om, og jeg har jo ikke nogen spindoktor tilknyttet, og så skal man jo lige være omhyggelig med at sikre sig, at det, man får sagt, tåler offentlighedens lys.

F: Nu sagde du, at du var politisk interesseret, men at det måske var formen mere end indholdet, der interesserede dig. Men regionsrådet, de varetager jo sådan nogle lidt indholdsmæssigt tunge opgaver som psykiatrien og sundhedsvæsenet…

MSO: Ja, og det er måske et andet aspekt af projektet, for jeg skal indrømme at regionernes arbejde, det er noget, jeg har haft svært ved at engagere mig hensigtsmæssigt i politisk. Jeg har indtryk af at emneområderne, som regionerne dækker, er af faglig snarere end politisk karakter. Ikke desto mindre er der politisk blevet valgt mennesker til at legitimere de beslutninger, der tages, men fordi det har den her meget faglige karakter, så har jeg indtryk af, det ikke rigtig har hverken mediernes eller befolkningens interesse. Og det er ikke en kritik af nogen af de involverede parter, men det er lidt havnet et sted, hvor der i hvert fald ikke er nogen, jeg kender, der engagerer sig i foretagendet, og der er ikke rigtig nogen, der ved – blandt dem jeg kender – hvilken forskel det gør, hvem de stemmer på.

F: Så hvad ville du gøre, hvis du selv bliver valgt ind?

MSO: Ja, det er jo et godt spørgsmål, for jeg siger ikke, jeg nødvendigvis har alle mulige svar.

F: Du kunne lave julefrokost med mexicansk tema for regionsrådet?

MSO: Ja, det kunne meget vel være, at det til at starte med kunne være en god ide at få skabt lidt fest og glæde i regionsrådet, så ideerne kan poppe frem naturligt.

F: Siden sidste valg har du skullet modtage i omegnen af 20.000 kr. Har du fået de penge?

MSO: Jeg har fået 15.000, og så mangler jeg at ansøge om de sidste 5.000.

F: Hvad skal de penge gå til?

MSO: Altså nu skal jeg lige se, om jeg kan forklare det her rigtigt. Altså der skelnes ikke mellem min person og partiet, så jeg har ansøgt på vegne af partiet, men pengene er jo så kommet direkte til mig, som jeg så har kunnet forvalte og bruge, som jeg vil. Men tanken er jo så, at jeg vil afholde arrangementer i formen valgfest med mexicansk tema for beløb svarende til det, som er blevet mig betroet.

F: Så de 20.000 vil du bruge på festerne?

MSO: Ja, det er tanken.

F: Og hvad kan man købe for 15-20.000 kr? Er det så piñatas eller margaritas..?

MSO: Ja, og det kan vise sig som en udfordring at få brugt pengene, men der kan man jo gøre sig nogle overvejelser om fx lokalevalg.

F: Der kunne måske godt sidde nogen derude, som bliver lidt mavesure over, at et parti, der holder valgfest med mexicansk tema, tager penge fra partier, som arbejder på fx at forbedre psykiatrien eller nogen af de her temaer, der, som du siger, er lidt mindre synlige?

MSO: Det er jo vælgerne, der qua deres stemme afgør, hvordan partimidlerne fordeles. Det er jo en del af den styreform, vi har i Danmark, det er jo set på den måde ikke mig, der afgør, hvordan midlerne fordeles. Det er den ene ting. Den anden ting er, at alle de andre partier – så vidt jeg kan forstå – de afholder også valgfester.

F: Bare uden tema!

MSO: Ikke mig bekendt, i hvert fald ikke et fast tema, men det må du gerne vende tilbage med et svar på, hvis du følger op på det. Mit gæt ville være, at de afholder fester til beløb, der er større end det, jeg råder over.

F: Så gør de så også noget andet imellem valgfesterne…

MSO: Jaja, det er bare en tør konstatering. Og igen, moral og etik og den slags… altså det er ikke tænkt som at rive et sår af nogen. Altså det er tænkt som et projekt, der giver et smil på læben, født med ønske om at bidrage med noget positivt, omend af en lidt alternativ karakter.

F: Har du lyst til at dele nogle af de festtips, du så fik på ambassaden?

MSO: Ja, altså vi havde meget stor fornøjelse med en piñata som i den grad fyldte på festaftenen, det kan jeg varmt anbefale andre. Jeg kan også sige, at vi havde klædt os ud, der var en kostumekonkurrence. Det var en kaktus, der vandt. Det mindes jeg også genererede højt humør. Det vigtigste er jo altid godt humør, viljen til en god aften og en lille smule held.

Efter snakken får Føljeton en sms fra Michael (som vi heldigvis ikke har slettet): “Jeg får lyst til at tilføje en detalje, i forhold til projektets motivation, som du kan vælge at overse, hvis du finder den overflødig: Jeg fandt det også fint, at projektets karakter gav mulighed for at udøve en form for politik og valgløfte på trods af relativt få stemmer.“

På trods af sit slap stick-agtige udtryk, er Valgfest med mexicansk tema altså nærmest idealistisk i sin udformning. Der findes en drøm om at trække en lille andel af de blanke stemmer til sig og omsætte dem til noget konkret. Et løftebrud er så godt som utænkeligt. Festen skal bare afholdes. I teorien behøver den ikke engang være god, selvom den sikkert bliver det.

Hverdagen vil ikke ramme Michael Staal-Olsen den 17. november, som den rammer de andre regionsrådskandidater. Valgfesten var løftet. Festen var god. Vælgerne er glade. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12