Russell Cheyne/Reuters/Ritzau Scanpix
En brændende båd, penge der flyver i øst og vest, en benzindunk og en kuffert med teksten “ecocide” – for slet ikke at tale om en forvokset Boris Johnson og en mystisk type med… endnu en benzindunk på hovedet, vist nok? I baggrunden øjnes en rund bygning, OVO Hydro: Stedet, hvor meget af COP26 skal afvikles. Vi befinder os altså i Glasgow, Skotland. Det må være River Clyde, der lige akkurat kan skimtes i baggrunden øverst til venstre. Godt nyt for båden: Vandbredden er inden for rækkevidde, redningen er nær.
Ja, eller, måske er den ikke. De maskerede skikkelser ligner ikke ligefrem nogen, der har tænkt sig at slukke branden – endsige gøre nogen indsats for at redde sejlet med børnenes fremtid. Nu vi tænker over det, kunne det godt se ud til, at de selv har ageret brandstiftere. Ved de ikke, hvor farligt det er at pøse benzin udover alting? Der må forhåbentlig være tale om et stunt.
En behændig Google-søgning bekræfter mistanken: Optrinnet er orkestreret af Ocean Rebellion, en underafdeling af klimabevægelsen Extinction Rebellion. Som navnet antyder, er Ocean Rebellion optaget af det maritime, af emner som overfiskeri og klimaforandringernes katastrofale indvirkning på havet. Det forklarer vist den symbolske, brændende skude. Ja, og vel også happeningens tykke billedsprog. Ocean Rebellion har varslet, at der kommer endnu flere performances i forbindelse med COP26. Det skal nok blive et tilløbsstykke – ligesom klimatopmødet bliver lidt af et cirkusshow.
Allerede nu frygtes det i hvert fald, at COP26 ikke bliver det vendepunkt, mange ellers håber på. Det er endnu usikkert, om Kinas præsident Xi Jinping har tænkt sig at troppe op i levende live. Alene den detalje risikerer at lægge en dæmper på gemytlighederne, når godt 25.000 delegerede fra mere end 100 lande skal forsøge at finde en mindelig løsning på klimakatastrofen fra på søndag. For hvordan stiller det ikke de kommende forhandlinger, hvis Kina ikke tager krisen alvorligt nok til at deltage fysisk?
Læg dertil, at coronapandemien gør topmødet til et større logistisk puslespil med alle de dertilhørende rejserestriktioner, karantænekrav og deslige. Selvom Storbritannien forsøger at agere imødekommende vært, er der stadig en risiko for, at ulighederne landene imellem bliver (endnu) mere udtalte. Bare det forhold, at vacciner stadig er skævt fordelt på globalt plan betyder, at mange deltagere og miljøaktivister fra udviklingslande skal gennem flere krumspring for at deltage.
For slet ikke at tale om, at der stadig vil være mundbindskrav og social distancering på selve mødet, hvilket – helt lavpraktisk – vil gøre det sværere for diplomaterne at læse hinandens kropsprog under de hektiske forhandlinger. Bølgerne kommer til at gå højt. Særligt med tanke på, at det synes stadig mere utopisk, at man kan holde den globale opvarmning under Parisaftalens proklamerede 1,5 grader celsius.
Som Nature skriver i sin glimrende COP26-optakt, er lande som Rusland og Saudi-Arabien milevidt fra at have grønne nok ambitioner, mens heller ikke EU eller USA kan siges at være i mål. Lande som Indien og Brasilien ligger et sted imellem. Kun Gambia har reelt lov til at kalde sig Parisaftalens duks. Alle vil derfor kunne pege fingre af hinanden. Og hvordan bliver stemningen så, når de ambitiøse målsætninger fra 2015 formodentlig begynder at smuldre i Glasgow?
For nu at blive lidt i Ocean Rebellions maritime tema, har den italienske avis Corriere della Sera for nylig lavet en vidunderlig sammenligning mellem USA’s præsident Joe Biden og protagonisten fra Hemingway-romanen Den gamle mand og havet. Og sammenligningen kan også bruges på COP26. Hør bare her:
I romanen fanger den oldgamle Santiago – som protagonisten hedder – en enorm fisk, den største, han nogensinde har haft på krogen. Efter en lang og sej kamp får Santiago dræbt fisken med en harpun og bundet den til siden af båden. Ulykkeligvis bliver fisken dog spist af hajer, så Santiago til sidst kun har skelettet tilbage. Nogenlunde sådan risikerer det at ende med Joe Bidens ellers ambitiøse klimaplan til 150 mia. dollars. Hvis eksempelvis partifællerne Kyrsten Sinema eller Joe Manchin (som vi allerede har nævnt et par gange i denne uge) formår at stikke et kæp i hjulet på Bidens planer, nytter det ikke noget, at de grønne ambitioner ser store og flotte ud. Realpolitisk vil man stadig stå tilbage med et skelet.
Det samme kan siges om Parisaftalen. Den så imponerende ud, dengang man underskrev den tilbage i 2015. Men når nu landene skal gøre status på COP26 her seks år senere, er det mestendels et udhulet skrog, man kan præsentere. Glubske hajer har spist mange af de grønne ambitioner i mellemtiden, omstillingen er ikke gået så hurtigt, som man havde håbet. Ét land var alligevel ikke klar til at undvære kulkraften, et andet har stædigt holdt fast i olieboringerne. Donald Trump har forhalet USA’s indsats, Jair Bolsonaro har fældet regnskov på livet løs.
Hvis COP26 skal blive en succes, må og skal der mere kød på forhandlingerne. De enkelte lande bliver nødt til definitivt at sejle ud af dødvandet. Det kan (måske) stadig lade sig gøre, så længe skuden ikke er helt udbrændt. Boris Johnson skal bare holdes væk fra benzindunken. /David Dragsted