Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Det tog godt tre år, men tidligere på ugen kunne den japanske prinsesse Mako – niece til Japans kejser, Naruhito – endelig få sin udkårne, den tidligere studiekammerat Kei Komuro. Ægteskabet har skabt en del virak i Japan, for Mako har måttet opgive sin royale status, ligesom hun har valgt at takke nej til et større millionbeløb, hun ellers var berettiget til. Prisen for at følge sit hjerte er tårnhøj, i hvert fald hvis man er medlem af Japans royale familie, der stadig styres af stokkonservative værdier og traditioner. Det er Harry og Meghan om igen. I det mindste sejrede kærligheden i sidste ende.
Hvis japansk politik skal sammenlignes med et royalt bryllup, er der nok mest tale om et arrangeret et af slagsen. Her er ikke meget hjerte på spil, snusfornuften får lov at sejre gang på gang. Det er, som om japanerne har indstillet sig på, at Det Liberale Demokratiske Parti (LPD) bare altid er de skønneste i landet her. Partiet har siddet stentungt på magten siden Anden Verdenskrig (med undtagelse af nogle kortlivede afstikkere) og har generelt haft held med at favne så bredt, at vælgerne dårligt behøver at søge mod oppositionen. Bliver metaltrætheden for tydelig, laver LPD blot et par behændige kursskift – måske låner man endda lidt fra konkurrenternes politik – og så man ellers klar til endnu en regeringsperiode.
Sådan ser det også ud til at ende ved søndagens parlamentsvalg: LPD vinder valget, Japans premierminister, Fumio Kishida, får fornyet arbejdsro. Der er ikke mange dikkedarer hos verdens tredjestørste økonomi. Kradser man lidt under overfladen, kommer der dog alligevel skår i glæden. Selv med en valgsejr er Kishida en presset mand. Ikke nok med, at han har arvet utilfredsheden, der herskede omkring forgængeren Yoshihide Sugas coronahåndtering, så viser oppositionen også tænder.
Takket være en koordineret indsats partierne imellem – inklusive fra Japans kommunistiske parti (JCP) – står oppositionskandidater overraskende stærkt i flere valgdistrikter. Med støtte fra koalitionspartneren Komeito skal LPD skam nok vinde valget, men regeringens nuværende flertal risikerer at blive mindsket markant. Og hvis resultatet skuffer, kan Fumio Kishidas karriere som partiformand – og dermed premierminister – vise sig at blive kortlivet. De ledende kræfter i LPD er ikke kendt som nogle videre sentimentale typer.
Øverst på valgdagsordenen står derfor et opgør med Abenomics, den mangeårige premierminister Shinzo Abes hofnummer, som i overvejende grad blev videreført af Yoshihide Suga. Abes sparsommelige trickle-down-økonomi kritiseres af mange for at have øget uligheden i landet, og utilfredsheden er kun blevet værre under coronapandemien. Af frygt for at oppositionen skal stjæle showet, har Kishida set sig nødsaget til at plædere for en slags “ny“ kapitalisme. Ud med Abenomics, ind med Kishidas bekæmpelse af uligheden via højere mindstelønninger og en større økonomisk omfordeling. Hvor radikalt opgøret med Abenomics bliver i praksis, er dog ikke til at sige, for Abe spøger stadig i LPD’s bagland.
Men hov, hvor blev klimaet af? Det er et ret godt spørgsmål. Selvom valget afvikles samme dag som COP26-topmødet begynder, står pengepolitik, pandemien og forholdet til Kina stadig højere på dagsordenen end de grønne valgløfter. Kishida vil ganske vist optrappe brugen af atomkraft for at indfri Japans målsætning om at blive klimaneutral i 2050, men det bliver næppe det, der vinder ham prinsessen og det halve kongerige. Traditionerne trumfer i Japan, og økonomien bliver igen-igen det store stridspunkt, når japanerne skal sætte deres kryds. Og i sidste ende skal LPD – med al sandsynlighed – nok også sætte sig på tronen. /David Dragsted