Adam Jankowski
Polens regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), forsøger febrilsk at skjule deres egne problemer. Man har kastet en bombe under EU-samarbejdet, hvilket smart nok har fjernet fokus fra, at migranter drukner ved grænsen, at regeringen kan bruge vold for at sende flygtninge tilbage til Belarus, og at landet kæmper hårdt med økonomien. Alligevel er det, som om problemerne kun bliver værre.
Det er eksempelvis svært at skjule, at PiS denne uge har været med til at bakke op om en af de mest kontroversielle lovgivninger længe. Selvom det ikke endeligt er vedtaget, kan det snart blive ulovligt at lave forsamlinger, der “fremmer andre seksuelle orienteringer end den heteroseksuelle“, hvilket i praksis betyder, at alle forsamlinger, der på nogen måde har noget med køn at gøre, vil være forbudt. Eller som det lyder i lovforslaget: Forsamlinger, der “sætter spørgsmålstegn ved, at et ægteskab er et forhold mellem en kvinde og en mand“. Et så omfattende indgreb på folks frihed er vel næppe set, siden PiS sidste år forbød abort.
“Hvis I beskylder os for at være i Middelalderen, så vil vi gerne være i Middelalderen,“ sagde Piotr Kaleta fra PiS, da lovforslaget torsdag blev førstebehandlet i Polens underhus, Sejmen. Endnu mere skræmmende bliver ordene, når man finder ud af, at de kom lige efter, at den konservative aktivist Krzysztof Kasprzak – i præsentationen af borgerforslaget bag – sammenlignede LGBT-personer med nazister, der kunne “vælte den naturlige orden og introducere terror“. Eller som han sagde: “Hitler omgav sig bevidst med homoseksuelle aktivister.“
Hvis du synes talen lyder rabiat, er du ikke den eneste. Næstformanden for underhuset, Włodzimierz Czarzasty, der kommer fra centrum-venstrepartiet Lewicka, hev fra sin talerstol et regnbueflag frem og kaldte det “den mest modbydelige tale“, han havde hørt i to år. Parlamentsmedlemmer vendte ryggen til i protest, og selv stemmer fra Polens konservative højrefløj understregede også, at forslaget – uanset hvad man måtte mene om køn i øvrigt – er direkte i strid med retten til forsamlingsfrihed.
Trætte af PiS
PiS har dog længe været ligeglade med forfatning og regler. Men heldigvis har befolkningen været gode til at råbe op. De gjorde det torsdag efter førstebehandlingen af det nye lovforslag, de gjorde det på årsdagen for abortloven, og de gjorde det også efter afgørelsen, der fik befolkningen til at frygte et Polexit. Man forstår ærligt talt godt, hvis befolkningen er trætte af ikke at blive hørt.
“Vi er på vej tilbage til Middelalderen. Jeg håber, det kan ændre sig, men jeg tror ikke på det. Mine forældre har sagt til mig, jeg skal flytte fra Polen, fordi der ikke længere er noget for mig her. De frygter for mit liv,“ sagde 30-årige Jasiek Sobijanek, da Føljetons Asta Kongsted mødte ham i den polske kystby Gdynia. Homofobien var han efterhånden blevet vant til, men det politiske klima har taget håbet fra ham. Hvor meget mere skal befolkningen stå model til?
The New York Times kunne i foråret fortælle at, regeringens politik har fået så mange til at flygte fra Polen, at det har skabt en slags diaspora. Egentlig har polakker flygtet fra landet i årevis, særligt efter Polen i 2004 blev en del af EU, og befolkningen dermed kunne nyde den frie bevægelighed. Men siden PiS kom til magten i 2015, har man talt om en decideret anden bølge: LGBT-personer, der er trætte af PiS.
Op mod 90 pct. af Polens befolkning bakker op om EU-medlemskabet, til trods for – eller måske snarere som konsekvens af – PiS’ kontroverser med EU. Når regeringen ikke kan beskytte sine borgere, må de stole på, at andre kan hjælpe. Forbuddet vil gøre den i forvejen dårlige stemning i EU endnu værre. Men foreløbigt har kommissionsformand Ursula von der Leyen lovet, at man fortsat vil kæmpe med næb og kløer for at beskytte Polens – og Europas – befolkning.
EU-Domstolen er nu begyndt at give bøder til regeringen, og man kan kun håbe, at det kan virke: I hvert fald skiftede flere polske regioner mening om LGBT-fri-zoner, da pengekassen lukkede i. For Polen har med stor sandsynlighed slet ikke interesse i at melde sig ud – de har alt for meget at tabe. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om Polen vil blive i EU, men i stedet: Hvem har overhovedet lyst til at blive i Polen? /Emma Louise Stenholm