Hun er old Washington, hun er Wall Street, hun er alt det, Trumps kampagne næres ved

Det kan godt være, at både Donald Trump og Bernie Sanders har taget de fleste sensationsoverskrifter i det amerikanske primærvalg, men det er netop blot overskrifter. Den største sensation blev cementeret tidligt i morges dansk tid: Den første kvinde står nu med det ene ben placeret i Det Hvide Hus.

Hillary Clinton er nu så godt som demokraternes præsidentkandidat. Med mindre Trump forsætter med at overraske alt og alle, vil der i 2017 for allerførste gang ikke være en ‘first lady’ i Det Hvide Hus. Der vil være President Clinton & President Clinton. Det er et historisk øjeblik og en kæmpe sejr for ligestillingen. Det føles bare ikke sådan.

Hillary Clinton har ellers gjort sit for at gøre begivenheden historisk, og hun har ikke været bleg for at spille kvinde-historie-kortet. Se blot hendes profil på Twitter, hvor hun beskriver sig selv som ”Wife, mom, grandma, women+kids advocate” flankeret af et foto med påskriften History Made. Det allerførste tweet, der kom ud, efter sejren var konsolideret, var:

”To every little girl who dreams big: Yes, you can be anything you want – even president. Tonight is for you. –H”

Det næste tweet få minutter senere handlede om at bryde igennem glasloftet. Det næste om historiens vingesus. Det næste om, at det var første gang, en kvinde ville blive Demokraternes præsidentkandidat. Det næste om de generationer af kvinder, herunder Clintons mor, der har kæmpet for at gøre det muligt. Herefter fulgte en række, om at Trump ikke bør blive præsident, og om at USA skal stå sammen ikke splittes, så igen om kvinders stemmeret, så om Clintons mor igen, så om glasloftet igen, så om historien og til sidst (i skrivende stund): ”Don’t let anyone tell you that great things can’t happen in America.”

Der er bare ikke ret mange, som rigtigt glæder sig over Clintons sejr, og ikke særligt mange, som begejstres af hendes projekt. David Brooks (den konservative stemme på den liberale avis) forsøger at forklare, hvorfor ingen (og slet ingen på den amerikanske venstrefløj) kan lide Hillary Clinton: ”Bortset fra bedstemor-henvisningerne fremstiller hun sig selv som et CV og en politisk briefing.” Hun er old Washington, hun er Wall Street, hun er alt det, Trumps kampagne næres ved.

Det er virkelig en stor dag – ligesom det var en stor dag for nøjagtig otte år siden, da Hillary Clinton fortalte, at hun trak sig fra ræset og dermed banede vejen for den første farvede præsidentkandidat i USAs historie. Det er en stor sejr, men måske er den største sejr, at det ikke føles så sensationelt.