Foto: Kenn Thomsen
Ja, så blev det atter mandag. Har du haft en god weekend? Har den været human?
Mens verden retter blikket mod FN’s 26. klimatopmøde i Glasgow (og krydser fingre), bliver vi lige herhjemme. Den seneste uge har menneskerettighedsaktivisten Anne Lise Marstrand Jørgensen, som også er en populær og prisbelønnet skønlitterær forfatter, skrevet om nogle mennesker i det danske samfund, som med et fingerknips er blevet placeret i en situation, man skal være meget mærkelig for ikke at finde umenneskelig. Jørgensen har skrevet om dem på Facebook, og selv om hendes opslag er blevet delt hundredvis af gange, skal man gøre en indsats for at få dem læst, fordi det næsten ikke er til at bære, at synderen i fortællingen er den danske stat – den danske velfærdsstat.
En af personerne er en syrisk kvinde ved navn Rasha Omar, som har to børn på 22 og 19 og læser til pædagog. Hun ville få sin bachelorgrad til sommer. Men eftersom den danske regering er af den overbevisning, at Syriens hovedstad, Damaskus, og området omkring er sikkert nok, har Udlændingestyrelsen inddraget hendes opholdstilladelse. Hun skal forlade Danmark senest 12. november. Rasha Omar fortæller selv, at hun flygtede fra krigen i Syrien og præsident Assads regime, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. “Min rejse til Danmark varede næsten 25 dage. Det er noget af det mest skræmmende og farlige, jeg har oplevet. Jeg vidste godt, det ville blive farligt, men jeg gjorde det for at beskytte mine børn mod krigens rædsler. Hele tiden tænkte jeg kun på, at jeg ville give dem et stabilt og trygt liv.“
Det er ikke svært at sætte sig ind i. Torsdag lagde Anne Lise Marstrand Jørgensen et pressefoto ud, som var taget af fotografen Kenn Thomsen fra mediet Sjællandske Nyheder. På billedet ses Gerda Pedersen på 92 år stå på sin altan (i stuehøjde) og række hånden ned til sin nabo, Asmaa Al Notour, som også har fået brev fra Udlændingestyrelsen. Som Sjællandske Nyheder formulerer det, er hun og hendes mand Omar blevet “tvunget til at tage til at tage på udrejsecenter, fordi de ikke må være i Danmark. De er ikke velkomne længere. Opholdstilladelsen er taget fra dem. Ægteparret har fået syv dage til at leve op til meldepligten på udrejsecentret.“ Gerda Pedersen forstår det ikke: “Hvorfor skal de rejse? Det er den sødeste familie. De har bagt småkager til mig, og jeg har smagt deres arabiske mad flere gange.“
Sådan som Anne Lise Marstrand Jørgensen rekapitulerer Asmaa og Omars skæbner, havde de et godt liv i Syrien, indtil krigen tvang dem på flugt. I Danmark åbnede Omar en forretning, Asmaa, der var skolelærer i Syrien, studerede, og deres to sønner (som ikke skal sendes ‘hjem’) læser på IT-uddannelser. “Ringsted blev i syv år rammen om et nyt liv – med gode danske venner, et stille og roligt og virksomt liv. Så besluttede Danmark, at Damaskus er sikkert. I komplet modstrid med, hvad både Menneskerettighedsdomstolen og alle internationale rapporter konkluderer.“
Et lille rigt samfund, der har instanser, som vurderer, at velfungerende folk som Rasha, Asmaa og Omar skal sendes retur, er desværre også et sygt og formørket samfund.
Dem og os
Statsminister Mette Frederiksen (S) har for tiden sit at slås med – bl.a. Minkkommissionen og en bunke slettede sms’er. Forleden havde Slette-Mette, som folkeviddet nu har døbt hende, dog tid til at holde en tale til Det Udenrigspolitiske Selskabs 75-års jubilæum. Talen var meget Mette Frederiksen-agtig med korte sætninger, mange punktummer og opremsninger à la: “Under den kolde krig var udfordringerne meget konkrete. Skarpe kontraster: konflikten mellem demokratiet og diktaturet. Jerntæppet. Våbenkapløbet. Risikoen for atomkrig.“
Ja, dyster var den selvfølgelig også. Da hun var nået forbi klimaproblemerne, kom hun til migrationsudfordringerne. Hun fandt det “helt forståeligt“, at mennesker “drømmer om at skabe et godt liv“, sagde hun, “også uden for deres eget kontinent“. Men, fortsatte hun, “irregulær migration er ikke løsningen, hverken for dem eller os“. Og Europa kunne ikke holde til presset. Hun kaldte asylsystemet, som det er i dag, dysfunktionelt, inhumant og uretfærdigt, bl.a. fordi flygtninge drukner på vej over Middelhavet og bliver udnyttet af “kyniske menneskesmuglere“.
Det, hun selvfølgelig ville frem til, var, at der skulle arbejdes “for at fjerne rødderne til problemet“ – dvs. “mere hjælp til nærområderne“. Mette Frederiksen nævnte ikke regeringens gakkede idé om store modtagecentre uden for Europa, men det var det, der lå i luften.
Gransker man ordene i talen en lille smule, kan man nu også se, hvorfor regeringen står for en uforsonlig linje over for udlændinge herhjemme. Lagde du fx mærke til hendes “dem og os“? Eller formuleringen “uden for deres eget kontinent“? Engang stod det danske Socialdemokrati for solidaritet – også på tværs af landegrænser. Sådan er det desværre ikke mere. /Oliver Stilling