Ekstremt afdæmpet

Da Føljetons udsendte for halvanden måned siden stod med optageren oppe i ansigtet på en højrepopulistisk borgmester og hans paramilitære grænsevagt ved det ungarsk/serbiske grænsehegn, var det ærligt talt med en forventning om, at den ene rabiate sætning ville afløse den næste. Holdningerne, der kom frem, var også grundlæggende ekstreme, men retorikken var mere afdæmpet, end man kunne have forventet. Den stemte ikke rigtig overens med den politik, der lå bag.

Borgmesteren havde plæderet for, at der skulle sættes et grænsehegn op udgjort af pigtråd og forstærket med elektricitet. Om natten kørte de rundt med geværer for at fange flygtninge, der alligevel måtte klare at komme over det. Til Føljeton fortalte de, at alle kulturer var værdifulde, men at de skulle holdes i deres hjemland. Havde de ikke haft våben i hænderne, mens de sagde det, ville det muligvis ikke have lydt så voldsomt.

Dissonansen mellem det, de to mænd gjorde og det, de sagde, har undret os, og det var først, da vi forleden stødte på begrebet ‘etnopluralisme’, at brikkerne begyndte at falde på plads. Det er et begreb, som er populært på den yderste højrefløj og som “betegner det synspunkt, at der i denne verden findes et væld af forskellige folk/kulturer, som alle er lige meget værd, og som alle har ret til at eksistere, men som ikke må og kan blandes sammen, da de i så fald vil gå til grunde og reducere verdens folk og kulturer til én, grå, homogen masse […]“. Sådan forklarer idéhistoriker og postdoc ved Aarhus Universitet og Kingston University London Nicolai von Eggers det i sin artikel om Det Nye Yderste Højres idéhistorie.

Det Nye Yderste Højre er en betegnelse for grupper af radikalt højreorienterede, der forsøger at skabe et sprog for deres idealer, på en måde så det ikke konnoterer højrefløjens historiske skeletter. De senere år er den internationale ungdomsbevægelse ‘Generation Identitær’ vokset frem som et eksempel på den tendens. Her står renskurede unge mennesker klar til at udskifte det herskende billede på højtråbende højrefløjsradikalisme med en version, der kan tåle dagens lys. Begreber som ‘etnopluralisme’ og konspirationsteorier om ‘Den Store Udskiftning’ går igen i deres argumentation. Føljeton fangede Nicolai von Eggers på en telefonforbindelse for at forstå, hvordan den nye højrefløjsaktivisme tager sig ud.

Hvad er det der er sket med sproget på den yderste højrefløj?

“Man har bevæget sig fra en åbenlys biologisk racisme og referencer til hvidt overherredømme – kaldet white supremacy på engelsk – til at begynde at snakke om det, Det Nye Højre kalder for etnopluralisme.“

Hvad får den yderste højrefløj ideologisk eller identitetsmæssigt ud af at tale om fx etnopluralisme?

“De får dissocieret sig selv fra den gamle nazisme og racisme, så det er ikke så nemt at forstå dem i forbindelse til fx nazismen og idéen om den ariske race osv. Man får gjort racistiske idéer – dvs. idéer om oprindelige, homogene folk, som skal renses for fremmed indflydelse – mere stuerene eller i hvert fald fremført i et sprog, der virker mere acceptabelt i den offentlige debat.

Du vil aldrig se folk blive accepteret i den offentlige debat, hvis de stiller sig op som helt gammeldags hardcore biologiske racister og siger, at sorte mennesker er mindre værd end hvide mennesker. Men du kan godt komme igennem med at sige, at Europa og europæiske folk har en kultur, som de må værne om, og derfor er det vigtigt, at der ikke er muslimsk indflydelse, der hvor de bor.“

Men så sidder der måske nogen og tænker: “Jamen det lyder da meget fornuftigt.“ Hvad er der galt med den udsigelse? 

“Der er mange ting galt med den. For det første må man sige, at hvis vi spørger, “Hvad er europæisk kultur?”, så er svaret, at det ændrer sig hele tiden. Det er fx svært at snakke om en “dansk” kultur. Danmark i 1700-tallet var et meget andet sted end Danmark i 1800-tallet, som er meget anderledes end Danmark i dag. Kultur er en dynamisk størrelse, så i dag er det helt almindeligt at spise tacos, selvom du er dansker. Det andet problem er, at der er en forståelse af, at “det gode liv” afhænger af etnisk renhed, hvilket jeg synes er dybt problematisk. Det gode liv må afhænge af, hvad vi i fællesskab kan blive enige om, vi gerne vil.“

Metapolitik

Særligt for den nye generation er, at de ikke forsøger at opnå politisk indflydelse i klassisk forstand ved at stille op for politiske partier. I stedet arbejder de med et begreb, de kalder metapolitik, som handler om at producere det tankegods, de ønsker at høre gentaget af politikerne. “Ideen med metapolitik er, at du ikke selv stiller op til valg, men tilbyder teorier, talking points og idéer, som så kan blive indoptaget i den offentlige debat og på den måde blive normaliseret,“ forklarer von Eggers.

At man kan stå ved den ungarske grænse og høre en lokal politiker gentage det centrale argument i idéen om ‘etnopluralisme’, er et udtryk for metapolitik. Når alle fra Socialdemokraterne til Radikale Venstre pludselig støtter opførelsen af grænsehegn, er det et udtryk for, at metapolitikken virker – i hvert fald hvis man spørger Generation Identitær selv: “Generation Identitær og andre har plæderet for Fort Europa i årevis og er af den grund blevet beskyldt for både det ene og det andet. Nu er Fort Europa pludselig på alles læber, og det glæder os. Det er en påmindelse om, at hårdt arbejde betaler sig, og at det rent faktisk er muligt at plante et frø og vende den politiske stemning igennem metapolitik,“ som de skriver på deres danske hjemmeside.

At forsøge at flytte den offentlige diskurs er jo noget alle, der har et politisk projekt, arbejder på. Hvor ligger forskellen i den nye højrefløjs måde at forsøge at påvirke den på?

“På den ene side har vi fået nye digitale redskaber som fx memes og YouTube til at flytte, hvad der er acceptabelt, og især på højrefløjen har der på 4chan [et anonymt, kontroversielt internetforum, red.] og i forskellige netværk været en LOL-kultur, hvor man har delt racistiske jokes som memes. Når folk så har påpeget, at det er racistisk, er det nemt at sige, “nå men det er bare for sjov“. Det er en måde at smugle det ind eller normalisere det.

Det andet, der er nyt, er, hvad det er for nogle idéer, man prøver at gøre acceptable. Her er idéen om ‘Den Store Udskiftning’ enormt interessant, fordi det er en konspirationsteori, som er blevet formuleret især i 1970’erne og er en idé om, at vestlige, venstreorienterede intellektuelle og bureaukrater arbejder sammen med arabiske ledere om at udskifte den europæiske befolkning med en arabisk befolkning. Det er en konspirationsteori, som findes i forskellige varianter, og som flere politikere og offentlige stemmer tester af engang imellem. Så prøver de at snakke om ‘Den Store Udskiftning’, og så ser de, om den går. Og gradvist bliver det her begreb så normaliseret og en del af den offentlige debat.“

Von Eggers nævner som eksempler, at Pia Kjærsgaard (DF) ved folketingsvalget i 2019 tweetede “Hvad sker der? En udskiftning af det danske folk??“ som reaktion på en artikel i Berlingske, der beskrev at aarhusianske moskégængere var blevet opfordret til at stemme på rød blok. I sommeren 2021 fremsatte Morten Messerschmidt (DF) et spørgsmål i Folketinget til udannelses- og forskningsministeren, hvor han stillede sig kritisk overfor, om ‘Den Store Udskiftning’ skulle være en konspirationsteori, ligesom Morten Uhrskov Jensen jævnligt har skrevet forsvar for teorien på sin blog på Jyllands Posten. I Frankrig er den potentielle præsidentkandidat Éric Zemmour godt i gang med at give Marine Le Pen kam til håret, og han promoverer på samme måde jævnligt teorien.

Når man så tænker på sådan en som Pia Kjærsgaard, er der nok mange, der vil have svært ved at forestille sig, at hun skulle være kalkuleret omkring at teste begreber som Den Store Udskiftning af eller forsøge sig med metapolitik? 

“Min pointe ville helt klart være, at det er hun heller ikke. Det er ikke fordi, hun abonnerer på det eller nødvendigvis ved, det foregår. Idéen er, at der opstår en diskussion og en kultur omkring det på den yderste højrefløj, som så spreder sig.“

Herhjemme har debatten om den såkaldte identitetspolitik og woke-kultur fyldt meget, og der er er en del politikere, som i deres retorik låner fra den yderste højrefløj i USA eller i Ungarn, når de skal kritisere den yderste venstrefløj. Og deres centrale pointe er omvendt, at det er den yderste venstrefløj, der har en militant ideologi, som de forsøger at inficere mainstreamsamfundet med. Hvad er forskellen? 

“Jeg tror, det er vigtigt at se på, hvad det er for nogle idéer, der bliver promoveret. For meget af det handler jo om strategi og kritik af, at folk [på venstrefløjen, red.] har brugt ufine metoder ift. fx cancel culture. Den politiske debat handler ofte om metoder og om at fremstille sine modstandere, som om de bruger ufine, udemokratiske metoder, og derfor ikke er legitime samtalepartnere i den offentlige debat. Der synes jeg, det er vigtigt at se på, hvad det er for nogle idéer, de forskellige fløje rent faktisk promoverer. Det er der, vi kan afgøre, hvad det er, vi har at gøre med.“ /Asta Kongsted