Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
“Min død handler ikke om mig, den handler om alle dem omkring mig.“
Fra Blomsterdalen
Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen (f.1990) holdt den smukkeste takketale, da hun tirsdag aften modtog Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman Blomsterdalen (Naasuliardarpi). “Jeg forsøgte at skrive en tale til mit lands ledere,“ sagde hun indledningsvis, “men det er som at snakke til en mur, og det er jeg færdig med“. I stedet rettede hun sine ord mod “dem, jeg skriver for“ – Grønlands børn og unge. Korneliussens tale handlede om selvmord.
I årtier har Grønlands høje selvmordsrate, der er verdens højeste, fremstået som noget næsten uafvendeligt. Som om det bare var sådan. At der måske et sted i mødet mellem den lokale kultur og den vestlige ‘civilisation’ måtte være indtruffet et gådefuldt point of no return i den grønlandske mentalitet. Tallene har været – og er – vanvittige. I 2019 begik 45 personer selvmord. Ud af en samlet befolkning på mindre end 60.000 mennesker.
Tallet 45 er det første tal, der optræder i Blomsterdalen. “45. Kvinde. 38 år. Hængning“, står der øverst i bogens første del. Det føles desorienterende – femogfyrre hvad? Først ved andet kapitels begyndelse – “44. Mand. 19 år. Skud“ – begynder det dæmre. Niviaq Korneliussen har igangsat en uhyggelig nedtælling, der både rekapitulerer de tragiske omstændigheder omkring selvmordene og peger frem mod sin hovedpersons – en navnløs ung kvindes – eget selvmord. Det litterære greb er enkelt, men ekstremt effektivt. Læseren mærker sjælesmerten, der tiltager, som kapitlerne skrider frem, nedtællingen vidner om, hvor det bærer hen, og du har lyst til at gribe ind og råbe “det behøver ikke være sådan“, men hovedpersonen kan ikke høre dig.
Niviaq Korneliussens “lands ledere“ kan heller ikke høre noget. På denne tid for tre år siden var hun arrangør af et optog mod selvmord i hovedstaden Nuuk med det formål, at få politikerne til at tage handling. Der forelå allerede en ‘National strategi for selvmordsforebyggelse i Grønland 2013-2019’, men strategiplanen havde ikke battet, fortalte hun dengang til journalisten Cathrine Marie Nørgaard: “Selvmordstruede mennesker venter flere måneder eller flere år på at få hjælp. Det er ikke nok bare at ringe til selvmordslinjen. Det er ikke kun en enkelt, anonym samtale, og så får man det bedre. Så der er brug for meget, meget mere hjælp. For de selvmordstruede bliver kastet rundt i systemet og oplever rigtig lang ventetid, og i den tid har de ingen. De har absolut ingen.“
Selvmordsbølgen
Levevilkårene i Grønland er for dårlig for for mange mennesker. Alt for mange børn og unge vokser op med overgreb og alkoholproblemer i den nære familie, og når der er mange selvmord omkring en opstår der ifølge eksperterne en selvmordskultur. Selvmord avler selvmord. Men hvad dækker betegnelsen “levevilkår“ helt præcist over? I hvert fald ikke modernisering. Da Grønlandskommissionen blev nedsat af statsminister Hans Hedtoft i 1948, var det for at “løse“ Grønlands problemer, og et af midlerne var at modernisere det grønlandske samfund. Det kan godt være, at kommissionen løste nogle problemer, men det skabte nogle andre. Bølgen af selvmord startede omkring 1960.
I journalist Cathrine Marie Nørgaards artikel fra 2018 sagde Niviaq Korneliussen, at det er vigtigt, at problemerne bliver løst på grønlændernes præmisser, og at danske systemer aldrig har virket i Grønland. “To vidt forskellige kulturer, sprog og menneskesyn. To vidt forskellige måder at leve på.“ Korneliussen sagde også, at hun ville blive ved med at kæmpe. Det må man sige, at hun har gjort. Nu skal man passe på med at stikke blår i øjnene på sig selv, men det er ikke umuligt, at hendes nu prisbelønnede roman kan gå hen og blive et vendepunkt. Grønlands børn skal kunne vokse op i tryghed.
“Vi har et system, der svigter jer gang på gang, når I allermest har brug for hjælp,“ sagde Niviaq Korneliussen i sin tale. “De fralægger sig ansvaret – et ansvar, der bliver pålagt jer. Selvom I ikke ved, om I kan holde natten ud. Denne her er til jer, der kan finde styrken til at leve en ekstra dag. Fordi I håber, at dagen i morgen bliver bedre. Og at der måske denne gang er nogen til at tage vare på jer.“ /Oliver Stilling