Guglielmo Mangiapane/Reuters
“Jeg kan forsikre de store fiskefanatikere i dette land om, at vi med denne aftale vil kunne fange og spise ganske store mængder ekstra fisk.“ Ordene var Boris Johnsons, Storbritanniens premierminister, da han den 24. december sidste år, stolt iført sit fiskeslips, kunne give fiskerne den julegave, de havde drømt om: En handelsaftale, der sætter rammerne for, hvem der må fiske hvor i farvandene mellem Storbritannien og Frankrig. Et af de mange udeståender efter Brexit.
Aftalen lyder ellers meget god: Franske fiskere kan blive ved med at fiske omkring Kanaløerne – og fiske lige så meget, de vil – hvis de altså kan bevise, at de også var der før Brexit. Alligevel er de to lande, nu snart et år efter, stadig rygende uenige om aftalen. Ja, faktisk er konflikten spidset til i en grad, at det har fået politikere til at frygte en ny handelskrig.
Storbritannien mener, at de har godkendt 98 pct. af alle ansøgninger om at få lov at fiske i havnene – omkring 1.700, hvoraf 700 er franske. Franskmændene mener til gengæld, at kun 90 pct. er godkendt – og er dertil endnu mere bitre over, at der kun er franske både blandt de udestående ansøgninger. Det beviser ifølge den franske europaminister, Clément Beaune, at spørgsmålet er “politisk“ snarere end teknisk. Samtidig holder Storbritannien holder fast i, at de godkender alle, der har deres beviser i orden. Her er problemet bare igen, at handelsaftalen ikke præcist forklarer, hvordan man har det.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, truede i sidste uge med at indføre sanktioner som told, øget kontrol og helt at lukke havnene for britiske fiskere, hvis ikke Storbritannien godkender de sidste ansøgninger. Sidenhen er retorikken dog blødt op, og Macron har meddelt, at man vil udskyde sanktionerne til senere. En løsning kan dog stadig være langt ude i fremtiden. Det stod klart torsdag, da Clément Beaune mødtes med Storbritanniens Brexit-minister David Frost i Paris: På mødets 90 minutter kunne de ikke engang blive enige om, hvor mange både der var tale om, eller hvordan man skulle bevæge sig fremad. Alt, man besluttede, var at holde flere møder. Diskussionerne er med andre ord gået i dødvande.
Lortebureaukrati
Fisk betyder egentlig uendeligt lidt i de to landes økonomier: 0,06 pct. af Frankrigs og 0,1 af Storbritanniens. I sidste ende kan striden komme til at handle om blot 55 både.
“Sammenlignet med det enormt vigtige spørgsmål [klimaet, red.], er de [problemer], du nævner, virkelig forsvindende ligegyldige, men når du spørger om, hvorvidt Storbritannien har ændret sin holdning til fiskerispørgsmålet, er svaret nej,“ sagde Johnson mandag på klimatopmødet COP26 i den skotske storby Glasgow. Så hvorfor kan politikerne ikke bare sætte sig ned og blive enige? Hvorfor går det hele i fisk, hvis det tilsyneladende handler om så få mennesker? En EU-topembedsmand kalder det et “lorte House of Cards-bureaukrati“, og herhjemme har Informations Tore Keller brugt ordene “diplomati på børneniveau“.
Selvom Macron holder fast på, at det handler om “vores borgeres liv“, er svaret, at kontroversen siger meget mere om forholdet mellem Storbritannien og EU, end det gør om fisk. Debatten er nemlig mest af alt symbolsk. For mens begge sider gerne vil have en løsning på konflikten – ingen af dem har interesse i en egentlig handelskrig – har de travlt med at udpege hinanden som syndebukke for deres respektive problemer.
Lad os først tage Macron: Han famler efter vælgernes opbakning forud for præsidentvalget i 2022 og har samtidig en interesse i at vise Johnson, at det der med Brexit var en dårlig idé. For Johnsons vedkommende er det paradoksalt nok ganske opportunt at trække diskussionerne i langdrag. Nordirland-protokollen – en central del af Brexit-aftalen, der styrer handlen mellem Nordirland og Storbritannien – er nemlig what’s in it for ham. Den seneste tid har der været stigende frygt for, at han vil bruge artikel 16, der tillader, at han kan suspendere dele af protokollen. Og med kontroversen med Frankrig har han kun endnu flere undskyldninger for at gøre netop det.
De sidste tre uger har man parallelt drøftet protokollen i EU, der har lagt pres på for at undgå, at Johnson bruger artikel 16. Fredag mødes David Frost med EU-Kommissionens viceformand Maroš Šefčovič i Bruxelles, men heller ikke her synes en løsning i sigte. Som Beaune mindede ham på mødet torsdag: Dialogen skal foregå inden for EU’s rammer. Med andre ord: Storbritannien må ikke udnytte fiskedisputsen til at få opbakning til suspendering af protokollen. Som Politico har fanget, havde han ligesom Johnson tænkt over sit slips: Dets grønne farve var sirligt valgt som et signal om opbakning til Irland.
Men selvom en mulig aftale i fremtiden kan lægge en dæmper på konflikten, betyder det ikke, at alle problemerne er løst. I hvert fald ikke hvis man spørger fiskerne selv, der selv kæmper videre med bureaukratiet efter Brexit. Som den 65-årige fiskeeksportør Ian Perkes forklarer til DR og The Guardian, koster de mange regler for fiskeriet efter Brexit ham 700.000 danske kr. årligt i ren og skær papirarbejde. Han stemte ellers ja til Brexit, fordi Johnson lovede ham, at det ville være sikker havn for fiskerne: “Vi stemte, som vi gjorde, for at få et bedre liv med flere fisk, flere kvoter til bådene og flere fisk, som kunne eksporteres. Ja, det er ikke sket.“ /Emma Louise Stenholm