Normalt læser jeg aldrig Ingeniøren, ingeniørernes fagblad. Men da debatten om Forsvarets nye kampfly var på sit højeste, fandt jeg ud af, at hvis man ville blive klogere på den sag, skulle det være dér, og det gælder åbenbart også alle mulige andre store samfundsspørgsmål: IC4-tog, vindmøller, Femern-forbindelsen. Ingeniøren var et af de allerførste danske medier, som kom på nettet i 1994, og ing.dk, som det hedder der, har udviklet sig til et forum, hvor brugerne er voldsomt aktive i kommentarsporet under artiklerne. At læse kommentarfeltet hos ing.dk giver anledning til en antropologisk fascination, som jeg vil prøve at illustrere med et par eksempler.
Den 28. maj publicerer Ingeniøren artiklen ”Abstrakt matematik er at sammenligne med kunst og klassisk musik”. Den artikel afstedkommer ret hurtigt 12 kommentarer, og da talen falder på abstrakt matematik versus skønheden i kunst, byder en læser ind med et indlæg med overskriften ”Integralet af hvid støj”:
”Det simpleste eksempel af en ‘funktion’, som ikke er differentiabel, som jeg kan komme i tanke om, er en random walk.
x'(t) = w(t)
hvor x er tilstanden, og w er gaussisk støj med E[w] = 0
Det er tilmed et ekstremt relevant eksempel inde for ingeniørvidenskaben.
Jeg synes egentlig, at det giver sig selv, at den er kontinuær, men ikke differentiabel (med fare for at lyde arrogant).”
En anden læser bemærker, at han altid har opfattet matematik som ”et hologram af virkeligheden”, idet man gennem matematik kan ”se virkeligheden, men ikke røre den.”
En artikel fra 21. maj om, at den allerede ekstremt forsinkede Inderhavnsbro i København ikke kan åbne, fordi den bliver skævvredet af ”forårssol og koldt vand”, giver en læser anledning til at harcelere over arkitekter, designere og kunstnere:
”Alle problemerne med Pihl & Søn ufortalt, så er en væsentlig grund til, at det er så svært at kalibrere skydefagene til at mødes, at man bevidst har givet broen en udformning, hvor broen ikke spænder over havnen i en ret linje, men slår et svagt sving i selve skydefagene,” skriver han og fortsætter:
”Det er typisk i disse år, at man FØRST sætter en arkitekt, kunstner eller designer til at komme med en ‘spændende udformning’, og så skal ingeniører BAGEFTER bøvle med at løse de problemer, som den ‘spændende udformning’ giver. Det burde i min optik være omvendt: Først beslutter man, hvilken type konstruktion man vil have, og dernæst kan en arkitekt få lov til at pynte på detaljerne, men skal i øvrigt ikke blande sig i grundkonstruktionen. Det er så meget mere grelt i dette tilfælde, fordi det svage sving stort set ikke mærkes, når man står ved broen eller på den (jeg bor selv i nærheden og har set det med egne øjne). Svinget kan nok kun rigtigt fornemmes, hvis man flyver hen over broen i helikopter. Og dermed er det for mig at se fuldstændigt ligegyldigt.
Men arkitektens kunstneriske stolthed ligefrem bød ham/hende at give broen et svagt sving.”
I kommentarsporet under en artikel fra sidste år om, at ”Smeltende ismasser sænker Jordens rotation” får endnu en læser – en meget aktiv en, som synes at vide noget om alt – ”BRÆKFORNEMMELSER af alt det uunderbyggede, religiøse klimapræk.”
ing.dk’s brugere kan give hinanden likes eller nedadvendte tommelfingre. Indlægget fra ham, der ved noget om alt, har fået 20 nedadvendte tommelfingre og kun tre likes, men generelt er der så mange guldkorn i kommentarsporene, at læserne i høj grad klikker ind på grund af dem. På den måde er de lige så stort et aktiv for Ingeniøren som nyhederne, tendensstoffet og overblikket.
Det forklarer webredaktør Henrik Heide: ”Jeg talte med nogle kommunikationsrådgivere forleden, som sagde, at hvis de skulle have styr på substansen i en aktuel debat, så tjekkede de altid vores kommentarspor. De ved, at her har folk forstand på tingene.”
Indimellem sker det godt nok, at ikke-ingeniører med særlige dagsordener finder vej til debatten. En kropsterapeut hev for nylig Ingeniøren i Pressenævnet, fordi han mente, ”at debattører, som sår tvivl om rigtigheden af månelandinger, rumprogrammer og senest dansk tilstedeværelse på Den Internationale Rumstation, mere eller mindre konsekvent udelukkes.”
Pressenævnet konkluderede, at Ingeniøren ikke er forpligtet til at ”omtale konspirationsteorier”, og klagen blev afvist som ”åbenbar grundløs”.
Dermed kan Henrik Heide koncentrere sig om den faste skare. Den består stort set kun af mænd, og tonen kan være så hård, at redaktionen jævnligt må gribe ind. Til gengæld er læserne hjælpsomme:
”Mange forbinder ingeniører med noget kedeligt, men det er mennesker, der er overbeviste om, at der altid findes et svar, også på store problemer,” siger webmasteren.
Da Banedanmark på et tidspunkt døjede med, at folk stjal deres kobberkabler, spurgte Ingeniøren sit kommentarspor til råds. Det mundede ud i en stribe gode forslag, og til sidst landede Banedanmark på en løsning med dna-spray.
Der er altid et svar
Men hvem er de, disse løsningsorienterede mænd, som til sammen udgør en gigantisk hjerne, der ved alt om accelerationssensorer og dronehelikoptere? Jeg har fulgt kommentarsporet på ing.dk i nogle uger og har udset mig tre. De første to taler jeg kort med i telefonen, og umiddelbart passer de meget godt på den stereotyp, Henrik Heide alluderer til: Velinformerede, logisk ræsonnerende, måske en smule tørre.
Den tredje stikker til gengæld ud, og jeg tænker, at hvis jeg skal møde en af dem i virkeligheden, så vi kan tage os rigtig god tid, så skal det være ham.
Men lad os begynde med de to andre.
Samtalen skal være databaseret
Jonathan Beck Jørgensen er 41 år, leder en it-afdeling i Mærsk og bor i Albertslund. Han er ikke uddannet ingeniør, men kalder sig ”ingeniør af hjerte”, hvilket vil sige, at han elsker at bygge ting og debattere.
I kommentarsporsregi sondrer han mellem ”dyb teknisk viden” og ”konceptuel viden”. For eksempel har han og konen en drone, de leger med, og derfor har han sat sig grundigt ind i reglerne omkring det nye dronekørekort. Så på det område har han dyb teknisk viden.
Konceptuel viden er en grundlæggende forståelse, som dog ikke rækker til at diskutere teknik ned i detaljen. Sådan har Jonathan Beck Jørgensen det med atomkraft: ”Jeg ved, hvad det vil sige, at et atomkraftværk er passivt stabilt. Jeg forstår, hvorfor atomkraft er en god ting,” som han formulerer det.
I bund og grund handler det om, at samtalen skal være ”databaseret”: ”Det flytter hele debatten fra holdninger til fakta. At noget er indiskutabelt. Og det er vigtigt, når det gælder kampfly, IC4 og CO2.”
Hansjørgen Buhrkall er 27 år og fra Odense. I sin egenskab af halvt projektleder/halvt designleder inden for mekanisk konstruktion har han særlig forstand på offshore vind-industri, kompositter, glasfiber og kulfiber.
For ham er kommentarsporene på ing.dk de ubetinget bedste i den danske mediebranche – ”noget helt andet end det cirkus, man finder andre steder” – og ofte har læserne mere at byde på end journalisternes artikler:
”De, der skriver, har måske arbejdet med solceller eller eldistribution i 20-30-40 år, mens journalisterne typisk har travlt,” siger han.
Sine egne kommentarer stiller han høje faglige krav til: ”Hvis min kommentar ikke bidrager med ny faktuel viden, sletter jeg den igen.”
Det hænder dog, at han blander sig i mere holdningsprægede spørgsmål. Den debat, han husker bedst, handlede om en værktøjskasse til piger. Den havde lyserødt værktøj i dårlig kvalitet og fik mange op i det røde felt.
Selv forsøgte han at bringe et udbud-efterspørgsel-rationale ind i diskussionen. Under overskriften ”En storm i et glas vand” slog han fast, at ”så længe mennesker er interesserede i at købe lyserødt værktøj, vil der være mennesker, der forsyner dem med det.”
Han vil bringe orden i kaos
Jonathan Beck Jørgensen og Hansjørgen Buhrkall har begge nogle klart definerede nicheområder. Andre brugere synes at vide alt om alt.
En af dem er Steen Ahrenkiel. Hans ekspertise omfatter klimadebatten, gammelost og torskelevertran, nordisk mytologi og cykelstyr, og med næsten 10 års aktivitet på ing.dk er han blandt de mest drevne kommentatorer.
Første gang, jeg støder på ham, er i kommentarfeltet under en artikel om forholdet mellem natur og kultur fra 28. maj. Her påpeger han, at den menneskelige ændring af naturen i Danmark også har været ”gennemgribende, men meget langsom i forhold til andre steder. Det er ikke kun den direkte menneskelige aktivitet, der er ødelæggende, men også menneskets flytten rundt på dyr og planter. Nogle af de bedst kendte historier er Australien, New Zealand og Hawaii, men det er sværere at finde steder, hvor skaderne er små, end det er at nævne steder, hvor ændringerne er enorme.”
Han slutter af med en personlig anekdote: ”En forvildet kat har lige plyndret solsortereden i min have.”
At han på den måde bruger af hovedstolen – tager udgangspunkt i sit eget liv og sine egne erfaringer – viser sig at være gennemgående for ham. Under en artikel fra 9. februar 2008 med titlen ”Hvorfor bliver jeg syg, når jeg læser til eksamen?” skriver han: ”Det er ikke kun eksamensstress, der kan fremkalde ’forkølelse’ uden smitte. Gennem en årrække, hvor jeg skulle sidde alene juleaften, blev jeg altid forkølet, selv om jeg ikke kom uden for en dør.”
Og en tilføjelse: ”OBS: Til gengæld bliver jeg sjældent forkølet selv ved nær omgang med forkølede personer.”
På hoveddøren til den store villa ved Frederiksberg Have hænger et skilt med ordene ”Her bor Steen Ahrenkiel, civilingeniør” (plus en stribe andre prestigefyldte stillingsbetegnelser, som han helst ser, vi ikke nævner her, da der har været lidt bøvl med at få dem anerkendt hos myndighederne).
Han bruger ikke selv ordet omnilog, men ser utrolig glad ud, da jeg siger, at han lader til at interessere sig for alt.
”Jeg kunne gennemføre et universitetsstudium i biologi og geologi uden at åbne en bog,” siger han, da vi går rundt i haven. Her får han ofte besøg af skrubtudser, halsbåndmus og flagermus; muligvis også ræve og mosegrise. Med andre ord er han tæt på den natur, han udtaler sig om i kommentarsporet. Han kender navnene på samtlige af de ukrudtsplanter, han har plantet i en form for kaotisk system, der kan være svært for en gæst at gennemskue:
”Dér må du ikke gå!” udbryder han, da jeg bevæger mig hen over noget, der for det utrænede øje ligner et almindeligt stykke græsplæne.
Indenfor i huset bevæger han sig ad smalle korridorer mellem ting, han har samlet gennem et halvt århundrede. Bøger om flora, fauna, etnografi, medicin; sten og krystaller; fem forskellige cykler; værktøj; computerkabinetter; gamle udgaver af Søndagsavisen; et utæt akvarium uden fisk; en tom, sammenfoldet havregrynspose. I rummet, hvor han i en årrække arbejdede med hypnose, breder en bunke legetøj sig ovre i hjørnet. Han forklarer, at det stammer fra nogle enlige mødre, han havde boende for nogle år siden:
”Børnenes intelligenskvotient øgedes til 150 i den tid, de tilbragte hos mig.”
Entréen og trappen op til første sal er fyldt med poser med krydderboller, hvilket minder mig om, at han også har skrevet kommentarer om bagværk og skimmelsvamp.
På første sals ekstra badeværelse ligger værktøj og møtrikker og roder på gulvet, og vandhanen virker ikke. Det skyldes ikke, at han ikke kan finde ud at lave det, for faktisk ved han mere om VVS end de fleste VVS’ere.
”Men der er jo ingen grund til at ordne det, når jeg ikke har brug for det.”
På køkkenbordene flyder meterhøje dynger af ting og sager, men ”det tager jo kun et par timer at flytte det, hvis man skal bruge pladsen.”
Vi passerer et pulterrum med nogle kikærter og riskiks med udløbsdatoen januar 2010. Det var et madforråd, som Steen Ahrenkiels ekskæreste opbyggede i tiden, inden hun pludselig en dag flyttede for fem år siden:
”Men hun opdagede hurtigt, at jeg kunne lave langt bedre mad.”
Hvad skal du med de der store papkasser?
”Dem bruger jeg som skabelon, hvis jeg en dag vil lægge et nyt køkkengulv.”
Han fortæller, at han ejer to ekstra huse, som han selv har bygget – et i Sverige og et ved Tisvilde Hegn – og ude i haven ligger alt materialet klar til et cykelskur, som dog ikke er kommet op at stå endnu.
Papirer ligger på gulvet med noter til det videnskabelige hovedværk om kryolitmineraler i Ivitvuut på Grønland, der skal offentliggøres i et internationalt tidsskrift. Men først skal han lige have styr på e-mailsystemet, som er nede for tiden.
Hvis sandheden skal frem, er Steen Ahrenkiel ikke så aktiv på ing.dk, som han har været. Kommentarsporene på videnskab.dk og forskning.no ”passer bedre til mine nuværende interessefelter”, og faktisk mener han, da det kommer til stykket, at han ikke rigtig har noget at bidrage med til min artikel.
Da interviewet er slut, har vi ellers talt om parasoltræers grene, D-vitamin, hvordan hvide mennesker blev hvide og en hel del andre ting.
Jeg har også nået at se montren med fluorescerende sten og damecyklen med de syv gear, som er så ringe, at han har skrevet et lille essay om den i kommentarsporet til en artikel på ing.dk om, at Ikea også vil konkurrere på cykelmarkedet. Cyklen er ikke bare ringe, det er ”den ringeste, jeg nogensinde har haft”.
Steen Ahrenkiels drivkraft er ”lysten til at stikke næsen i alting”, nysgerrigheden og glæden ved at undervise, fortæller han. Og jeg kommer til at tænke på det, som webredaktør Henrik Heide sagde om ingeniørerne som folkefærd:
De tror altid på, at der findes en løsning.