Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
“Der kan ryge en finke af panden. Lev med det. De steder, hvor man ikke kom hurtigt ud af startboksen, døde folk af corona. Så hvis der har været brugt et direkte sprog, skyldes det, at embedsmændene ikke har siddet og tænkt over formuleringerne.“
Af alle de ting, der kunne komme ud af onsdagens pressemøde om Mette Frederiksens (S) slettede sms’er, havde vi alligevel ikke troet, at statsministeren ville springe ud som stoiker. Måske havde vi bare ikke set hende som typen, der læser Svend Brinkmann; som typen, der siger pyt og lader gå glip – og accepterer, at alting ikke kan kontrolleres. Ikke desto mindre er den famøse “lev med det“-formaning som taget ud af stoikernes drejebog. Tricket til sindsro er først og fremmest at indse, at nogle ting ikke kan laves om. Fejltrin og ydre begrænsninger vil forekomme. Det, vi kan ændre, er vores eget mindset. Eller som den romerske filosof Seneca sagde:
“Jeg ved, at disse sindsrørelser ikke er livsfarlige og ikke fører til sammenbrud; for med et træffende billede at udtrykke, hvad jeg er klar over, så er det ikke stormen, jeg plages af, men søsygen.“
Nej, hvis vi skal kunne være i os selv, må vi acceptere, at ulykker kan ramme os – og snarere tænke på, hvordan man tackler kvalmen, mens (shit)stormen raser. I den forstand har Mette Frederiksen da også fat i den lange ende, når hun henviser til sine tidlige pandemi-ord om, at der ville blive begået fejl. Hvis udfordringerne erkendes på forhånd, er man allerede nået langt i krisehåndteringen.
På trods af Mette Frederiksens forsikringer, føler vi os dog stadig lidt søsyge efter pressemødet. For nu at blive lidt i det antikke univers, kommer vi faktisk til at tænke på Aristoteles’ idé om “mesótēs“, den gyldne mellemvej. I alle valg, siger Aristoteles, findes der to ekstremer, som gerne skal undgås: For meget og for lidt. Det duer ikke at have for lidt fornuft, men for meget følelse – og vice versa. Måske er det præcis det, der falder så mange for brystet: De krumspring, Mette Frederiksen ser ud til at tage, når hun skal forklare de slettede sms’er. Det er næsten for meget af det gode; som forventer man at finde en mangel på snusfornuft blandt vælgerne.
Hvis det reelt var sikkerhedsspørgsmål, at sms’erne skulle slettes efter 30 dage, hvorfor er det så departementschef Barbara Bertelsen, som rådgiver herom, og ikke eksempelvis PET eller Center for Cybersikkerhed? Hvorfor ensrettes slette-praksissen ikke på tværs af ministerierne? Hvorfor bruger Mette Frederiksen ikke en krypteret beskedtjeneste? På pressemødet fik statsministeren sagt, at sms ikke bruges til klassificeret kommunikation, men at beskederne alligevel kræver hensyn til informationssikkerhed. Hvordan skal det forstås? Og hvorfor bliver statsministerens telefoner overhovedet givet videre til andre medarbejdere i ministeriet? Ville det ikke være bedre at destruere hardwaren, hvis man frygter, at den kan blive kompromitteret?
Som en række sikkerhedseksperter fortæller til eksempelvis Politiken (blød betalingsmur) og Information (betalingsmur), giver forklaringerne ikke rigtigt giver mening. Hvis formålet med pressemødet var at udrede trådene i det meget “tekniske“ sms-spørgsmål, må det betegnes som en fiasko. Spørger man beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S), er der dog allerede gået rundhyl i diskussionen. På Facebook skriver han, at “[s]varene på pressemødet var både grundige, fyldige og gav et godt indblik i den hektiske situation, statsministeren og regeringen har stået i gennem coronakrisen“. Efterfølgende sammenlignes oppositionens fortsatte spørgsmål til statsministeren med Donald Trump-rådgiveres smædekampagne mod Hillary Clinton. Sagt med Aristoteles smører Hummelgaard vist lige lovligt tykt på.
Det kan meget vel være, at pressemødets sms-gennemgang har givet sindsro til sosserne. Andre vil dog fortsat plages af en underliggende kvalme. For bør der ikke stadig være grænser for, hvor mange søforklaringer vi kan leve med i et demokrati? Måske fortalte pressemødet faktisk hele sandheden. Det er ikke til at vide. Lukketheden forklædt som åbenhed gør dog ikke regeringen mange tjenester. Vi venter stadig spændt på Minkkommissionens konklusioner – og på politiet, der nu skal gendanne de slettede sms’er. /David Dragsted