Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Man kunne næppe bede om et bedre billede på klimaforhandlingernes paradokser end det, der skete under weekendens klimamarch. Her var både Mette Frederiksen (S), Pia Olsen Dyhr (SF), Mai Villadsen (EL) og Sofie Carsten Nielsen (R) gået på gaden for at støtte op om demonstranternes grønne nødråb – et nødråb om, at der må og skal ske mere fra politisk hold, hvis den globale opvarmning skal bremses. Tilsammen har de fire partiledere jo faktisk et flertal til at effektuere en hurtigere klimahandling. Så hvad lavede de blandt demonstranterne, når de i stedet kunne sidde ved forhandlingsbordet og indfri mange af demonstranternes ønsker? Er det hele bare spil for galleriet? Hvorfor bliver den grønne omstilling ved med at gå i stå, når også politikerne er enige om, at noget må gøres?
I Glasgow går COP26 nu ind i sin afgørende anden uge. Situation her er ikke meget anderledes end i København. På papiret er verdenslederne sådan set enige om, at Parisaftalen skal overholdes. At en løsning skal findes, så opvarmningen kan holdes under 1,5 grader celsius. Alligevel er det, som om diplomatisk sort hul suger al ilt ud af lokalet, når de konkrete aftaler skal på bordet. Fiaskoen fra COP15 i København spøger i baggrunden, det samme gør Xi Jinpings fravær. Hvad vil man egentlig være nået frem til, når topmødet går på hæld? Selvom briterne gør, hvad de kan for at agere opløftende værter – og spinne mødet grønnere, end det egentlig er – ligger det paradoksale nederlag på lur.
Dermed ikke sagt, at den første uge af CO26 ikke også har budt på lyspunkter. Mødet var knap nok kommet i gang, førend Indiens premierminister, Narendra Modi, kunne berette, at Indien nu også vil være klimaneutrale. Den dårlige nyhed er, at det først vil ske i 2070, men stadigvæk: Her havde man da verdens tredjestørste udleder af drivhusgasser, som nu kom med nye, grønne løfter. Samlet set har lande, der står for godt 70 pct. af verdens udledninger, nu fremlagt en eller anden form for langsigtet klimaplan.
Opturen fortsatte, da over 100 lande blev enige om at stoppe afskovningen inden 2030. Her vil onde tunger måske påpege, at man allerede lavede en sådan aftale i New York i 2014, hvorefter afskovningen er fortsat med alarmerende hast. Men som The Guardian skriver, bakkes løftet denne gang op af små 20 mia. dollars – og penge taler jo. Efterfølgende er flere end 40 lande – herunder Sydkorea, Canada, Indonesien og Ukraine — blevet enige om at udfase kulkraft, mens flere end 90 lande har sat sig for at begrænse metanudledningerne med 30 pct. inden 2030, sammenlignet med udledningerne i 2020. Og slutteligt har en alliance bestående af 450 finansvirksomheder, banker og pensionskasser forpligtet sig på at investere CO2-neutralt inden 2050.
Så sejre er det rent faktisk blevet til, selvom ingen af de foreløbige aftaler er juridisk bindende. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) kan man – såfremt løfterne fra den første uge medregnes – sænke opvarmningen til 1,8 grader, hvis alle ellers holder, hvad de lover. FN’s vicegeneralsekretær for klima, Selwin Hart, er dog knap så optimistisk. Ifølge ham har verden stadig kurs mod de katastrofale 2,7 grader. Og meget kunne da også tyde på, de nye løfter næppe vil blive overholdt til punkt og prikke. Indonesiens miljø- og skovminister, Siti Nurbaya Bakar, har allerede kaldt afskovningsaftalen for “unfair“, mens Polen stadig holder på, at man først vil udfase kul i 2049 – på trods af, at man er med i den nye kulaftale.
Nej, der skal ikke kradses for meget i COP26-glansbilledet, førend resultaterne fra den første uge begynder at krakelere (betalingsmur). I krogene hviskes der om, at væsentlige ngo’er ikke kan få ørenlyd, mens der ifølge menneskerettighedsorganisationen Global Witness er flere delegerede fra olieindustrien med til topmødet end delegerede fra noget enkeltstående land. Ifølge Greenpeace er Saudi-Arabien godt i gang med lobbyarbejde, der skal kuldsejle forsøg på at holde den globale opvarmning under 1,5 grader (saudierne vil jo stadig gerne kunne sælge olie). Og så er flere udviklingslande – som det hedder i FN-regi – stadig ret bitre over, at løftet om 100 mia. dollar fra de rige lande endnu ikke er blevet indfriet – selvom pengene faktisk skulle være blevet leveret sidste år.
Tilbage på COP26-dagsordenen står nu de svære forhandlinger om de såkaldte National Determined Contributions (NDC) – de klimatiltag, landene reelt har forpligtet sig på – og en plan for, hvordan Parisaftalen overholdes. I den forbindelse skal svære emner som det internationale klimakvotesystem og klimabistand også på bordet. Kort og godt: Forhandlingerne om de emner, landene reelt er taget til COP26 for at drøfte, begynder (betalingsmur) nu for alvor. Mens første uge mestendels bestod af politisk kransekage, skal sovsen og kartoflerne på bordet: Der skal findes en klimaløsning med reel substans; en løsning, som ikke bare er tom snak og ønsketænkning. Men har politikerne nu også viljen, når de grønne drømme skal gøres til virkelighed? /David Dragsted