Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Men værke ska leej på Sjællaj, hår vi tentj
heller Fyn hæen i dæ øeste øej.
For å ha æ ve åes,
nej, det vil vi godt nok intj.
For det vil osse båer kom te å lej i væej.
Niels Hausgaard – Hilsen fra os
Kommunalvalg er højsæson for lokale stridspunkter. Skal der renoveres et rådhus eller bygges en børnehave? Er der fundet asbest i den lokale svømmehal? Og vigtigst: Hvorfor fanden skal der bygges en vindmøllepark lige netop her? Isoleret set giver utilfredsheden god mening. Man har købt sig et dejligt hus, eller måske har det endda været i familiens eje i årtier, og pludselig, pludselig, kommer der en fiks byrådspolitiker og taler om grøn omstilling, 2030-målsætninger og vindmølleparker. Der er nu udsigt til grimme arme, støjforurening og en brudt horisontlinje. Selvfølgelig modsætter man sig, det kan enhver sætte sig ind i.
Problematikken ligger i, at utilfredsheden ikke er isoleret. Langt fra. Faktisk er den så udbredt, at den allerede tilbage i 1990’erne fik sig et navn. Not In My Backyard Phenomenon kaldes den, og det har fået selv de mest politisk inaktive til at engagere sig i alt fra anti-vindmølleaktivisme til at modsætte sig opførelsen af hjemløseshelters. Fritgående geder? Fedt, men ikke lige ved min stauder. Solcelleanlæg? Herligt, men ikke så tæt på børnehaven! Almene boliger, bistader, udrejsecentre. Altsammen bliver det desto mere utiltalende, jo tættere det kommer på baghaven. Fænomenet har længe været kendt i navnlig USA, men herhjemme er det især kommet på dagsordenen i takt med, at omstillingen til et mere bæredygtigt samfund er begyndt at kræve kompromisser.
I begyndelsen af året blev opførelsen af, hvad der skulle have været Danmarks største solcelleanlæg, nedlagt i Næstved på baggrund af borgerprotester, ligesom lokalforeninger rundt omkring i landet kæmper imod vindmølleparker. Fx på Lolland hvor tilflytter Carsten Häggqvist fik sig en lang næse, da han opdagede, at der skulle bygges vindmøller tæt ved hans hjem: “Vi flyttede herned på grund af naturen og de kæmpe vidder, der er hernede. Vi vidste godt, at der ville komme vindmøller, men det var først, da vi flyttede herned og begyndte at indtage naturen, at det gik op for os, hvor mærkeligt et sted det er at placere vindmøllerne.“
Ofte vil der da også være modstridende interesser. Solcelleanlægget i Næstved blev kritiseret af ornitologer for at kunne ødelægge vigtige områder for tusindvis af svaner og gæs, ligesom naturforkæmpere fik stoppet byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled. Fra tid til anden opstår der nemlig situationer, hvor hensynet til lokal biodiversitet vægtes højere end behovet for at anlægge byggerier lige netop der. Udfordringen ligger i at skelne mellem hensyn til bogfinker og baghaver. Kigger man fx på borgernes argumentation på Lolland, kunne det lugte af sidstnævnte. Her nævnes i flæng både hensyn til turisme, naturen og udsigten, og det er ikke altid, at kvantiteten nødvendigvis styrker argumentationen.
Hvis baghaveskrækken i tilstrækkelig grad får lov at vinde over klimaangsten, kan det blive en alvorlig udfordring for omlægningen til grøn energi. Heldigvis peger en analyse fra Clean Energy Wire fra 2019 på, at eksponering for fx vindmølleparker gør opbakningen til dem større: Ligger de først i baghaven, så lærer folk simpelthen at leve med og ligefrem støtte op om dem. Endnu mere opbyggeligt er det, at lokalt ejerskab også viser sig at have en effekt på borgernes tilslutning til grønne initiativer.
Studier fra 90’ernes Tyskland peger på, at lokalbefolkninger var mere tilbøjelige til at acceptere opførelsen af vindmøller, fordi meget af udstyret var ejet af lokale kooperativer – den økonomiske tilknytning til projektet gjorde en stor forskel for deres engagement. I takt med at grøn energi er blevet en milliardindustri bliver delt ejerskab dog i stigende grad en utopisk idé, men i og med at lokalbefolkninger stadig med baghaveaktivisme kan spille en magtfuld rolle, er økonomisk borgerinddragelse måske ikke et ligegyldigt kort at have på hånden.
Holder man dem ude, kan det nemlig vise sig alligevel at blive dyrt. Mandag kom det frem, at et belgisk par er blevet tilkendt en kompensation på 110.000 euro af en fransk domstol for at være blevet syge af gener relateret til at bo for tæt på en vindmøllepark. Parret klagede over at opleve problemer med hovedpine, søvnløshed, hjerteirregularitet, depression, svimmelhed, tinnitus og kvalme. Og selvom ingen læger har haft held til fysisk at påvise rigtigheden af parrets påstande, fik de altså i denne uge medhold. Dommen er omstridt, fordi et australsk studie i 2013 afviste, at vindmøllenaboskab skulle kunne manifestere sig som fysisk sygdom i mennesker. I stedet viste studiet, at generne smittede mund til mund: Dårligdommene spredte sig simpelthen i takt med, at rygtet om dem gjorde det. Det er, hvad der sker, når man ødelægger folks baghaver. /Asta Kongsted