Europas værste fjender

Ruslands Vladimir Putin er “overraskende forsigtig“, Donald Trump var slet ikke så farlig, som han gav sig ud for at være, og de illiberale demokratier (hvis man overhovedet kan tale om sådanne) i Polen og Ungarn er på ingen måde en trussel mod det europæiske fællesskab: Ifølge Andrew Moravcsik (f. 1957) er der stort set intet, der kan udfordre Europas status som supermagt.

Moravcsik er en af statskundskabens tunge drenge, der i 1990’erne blev kendt for sine tanker om den liberale ‘intergovermentalisme’ og sin optimistiske tro på Europas fremtid. I en tidsskriftartikel og den senere bog The Choice for Europe vendte han op og ned på, hvad der hidtil var sagt om europæisk integration: Kort fortalt ville Europa blive ved med at udvikle sig til det bedre, ikke på grund af idéer eller geopolitik, men fordi det er i staternes økonomiske interesse.

De tanker lyder til forveksling som da Francis Fukuyama i 1992 erklærede historien død med fremkomsten af liberale demokratier, der ifølge ham skulle blive endepunktet for menneskets ideologiske evolution. Selvom Moravcsik stadig i dag ses som en baseline-teori skyldes det da også, at den i vid udstrækning er blevet kritiseret: Såkaldte europæiske konstruktivister og postfunktionalister har i årevis argumenteret for, at EU’s normer og regler har en større påvirken på staters ageren, end hvad Moravcsik hævder.

Kritikken synes at stå endnu stærkere, når man ser på udviklingerne i Ungarn og Polen, der særligt den seneste tid har udfordret fx LGBTQIA+-rettigheder og retsstatsprincippet. Er Moravcsiks tanker derfor overhovedet relevante i dag, når EU bliver brugt som kampplads for at få indenrigspolitisk opbakning? Kan ikke også Brexit tolkes som et udtryk for, at stater har andet end blot økonomi på spil?

Tre årtier, et par bøger og 150 akademiske artikler senere har Moravscik ikke ændret holdning: Europa er stadig den, alle andre kan og skal se op til. Hans kritikere som den danske EU-professor Marlene Wind har sagt, at EU i dag står med ”demokratisk forklaringsproblem“, hvis ikke man formår at lægge en fælles linje over for lande, der udfordrer europæiske værdier. Men når EU kritiseres for ikke at gøre nok, er det fordi ambitionerne er for høje, lyder svaret fra Moravscsik, der er i dag er professor på Princeton University i USA.

“EU skal selvfølgelig bruge nogle af de værktøjer, der er til rådighed. Men spørger du, om man kan løse problemerne i den slags lande alene ved lægge hårdere pres, er mit svar nej. Det virker kun, hvis de understøtter indenrigspolitiske kræfter i det øjeblik, hvor et vendepunkt allerede er nået. Når folk kræver stærkere handling fra EU, får man det indtryk, at unionens mandat er at sikre, at alle lande er fuldkommen demokratiske hele tiden. I den virkelige politiske verden – den næstbedste – er det en kontraproduktivt og velsagtens uetisk måde at stræbe efter abstrakt perfektion. EU er den, der har gjort og gør mest for at skabe progressiv forandring. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke er tilfredse, i stedet for at klage over alt det, der ikke blev opnået og ofte slet ikke kunne være blevet det,” siger han til Føljeton.

Luk grænserne

Det er nemt at være uenig med Moravcsik. Selv har han argumenteret for, at hans teori er “krisesikker“, hvor heller ikke EU’s håndtering af migrationskrisen siger noget om, at institutionen skulle være bare lidt udfordret på sin legitimitet. Men som han sidste år skrev i Foreign Policy, mener han, at det ikke er EU, man skal bebrejde – og at dem, der gør det, bruger utopiske målekriterier.

”Nogle gange ser det ud til, at de mest engagerede pro-europæere er EU’s værste fjender. Migration er et godt eksempel. Målinger tyder på, at hvis grænserne åbnes i morgen, vil man have hundrede millioner flere mennesker i Europa. Det er simpelthen uacceptabelt for europæiske borgere. Punktum. Spørgsmålet er ikke, om Europa skal kontrollere sine grænser, men hvornår og hvordan, hvis man vil bevare en midtersøgende politik og sammenhængskraft. EU har opnået den mest humane balance, selvom den ikke er ideel.”

Synes du også, at EU er et forbillede, hvis man bygger mure og hegn på grænsen til Belarus? 

”Det er desværre den mest holdbare løsning. Hvis ikke EU gør det, bygger landene dem selv. Mens du, jeg og andre kan og bør føle akut etisk uretfærdighed over, at ikke flere kan komme til Europa, er flertallet i ​​den europæiske befolkning uenige. Der er ting, man ikke kan gøre uden social konsensus. Prøver man alligevel, kan populister skyde skylden på progressive europæere. Vil man bevare muligheden for at lukke et stort antal migranter ind, er man nødt til at overbevise vælgerne om, at man kan kontrollere strømmene, som Angela Merkel gjorde det i 2015. Selvom man går ind for mere migration, er det at lukke grænserne den bedste langsigtede politik.”

”Jeg ser mig selv som socialdemokrat eller grøn vælger. Men venstrefløjens snak om, hvor forfærdeligt det er, at vi ikke bevæger os mod en ideel verden, hvor EU altid fortæller andre, hvad de skal gøre, er simpelthen urealistisk. Formålet med EU er ikke at leve op til abstrakte værdier, men at skabe et pragmatisk samarbejde, der får os så tæt på, vi i øjeblikket kan komme.”

Vi er vel ikke uenige om, at EU ikke kun er en økonomisk union, men også vil beskytte menneskerettigheder, demokrati og retsstat?

”Selvfølgelig, og sådan burde det være. Men hvis EU kun handlede om værdier, særligt den om en stadigt tættere union, ville jeg være dybt pessimistisk for fremtiden. I 60 år har unionen haft størst succes, når den har været mindst idealistisk. Husk, at ingen gjorde så meget for at fremme et overstatsligt Europa i de første ti år som den tidligere franske præsident Charles de Gaulle. Han ignorerede sin egen anti-supranationale retorik for at sikre en landbrugspolitik, der gav ham et stort indenrigspolitisk problem. Er europæere i fare for at miste evnen til at koordinere politikker? Er euroen ved at kollapse? Vil Europa pludselig holde op med at bekæmpe klimaforandringer? Det tvivler jeg på. Europa er stabilt og bevæger sig fremad på trods af den største recession i efterkrigstiden og fremkomsten af ​​højrepopulistiske partier de sidste ti år.”

Er der ingen steder, EU kunne gøre det bedre, hvis jeg kan få dig til at pege fingre?

”EU vil nogle gange for meget og er for bureaukratisk. Euroen kunne administreres mere retfærdigt, selvom det er blevet bedre. Den skal bevæge sig mod en mere sammenhængende politik over for Kina. Der er mange ting, men måske vigtigst af alt, tror jeg, at EU kan sælge sig selv bedre. Retorikken er ikke så effektiv, som den kunne være. Den bliver misforstået, fordi den er for teknokratisk og abstrakt. Men kommissionsformand Ursula von der Leyen har taget retorikken i en god retning. I stedet for at sige ‘Åh, det går så dårligt, det er så svært, vi kan slet ikke finde sammen, hjælp os’ fokuserer hun på resultater og ønsker for fremtiden.”

Urealistiske ambitioner

Den eneste reelle trussel, Moravcsik ser for Europas fremtid, er et nyt – og massivt – økonomisk sammenbrud. For at et sådant overhovedet skal få betydning, skal det gå lige så galt som under Den Store Depression i 1930’erne. Den seneste finanskrise har heller ikke har rykket meget: Selvom det var den største krise i nyere tid, nåede man kun halvvejs, mener han.

”Europa reagerede bedre, end de fleste forventede. Markederne forblev åbne, euroen udvidet, bankreguleringen styrket, og det globale diplomati fortsatte med hastige skridt. Vi kan håndtere enhver anden trussel, fx geopolitisk stormagtskonkurrence. Putins magt ser ud til at være relativt beskeden, og ofte er han overraskende forsigtig. Kinas suverænitet er gammeldags, og bortset fra nogle få territoriale spørgsmål er ambitionerne i højere grad økonomiske end politisk-militære. Brexit var et overraskende tilfælde, og det er usandsynligt, at det vil gentages. Selv ulighed har skabt overraskende lidt modstand. Måske mindre end det burde. Jeg har meget svært ved at forestille mig EU kollapse.”

Men kan vi overhovedet gøre fremskridt, hvis ikke EU er åben for kritik og selvkritik? Selvom Moravcsik ser ambitionerne som værende for høje, mener han dog ikke, at vi skal affeje det, han kalder “robuste“ debatter om EU.

”Jeg er idealist, men også realist. EU løser problemer mere retfærdigt, humant og ligeværdigt end nogen andre, på trods af uundgåelige moralske kompromiser. Heldigvis har unionen reel global indflydelse, vigtigst af alt ikke-militært, og det kan flytte både egne medlemmer og lande uden for i en positiv retning,” siger han, men understreger, at det ikke betyder, at EU skal pådutte værdier på de samfund, der træder uden for stregerne – og at idéen om et føderalt Europa er urealistisk.

”I min optik er det kun bestræbelser på at være idealistisk på en realistisk måde, der er de moralsk forsvarlige. Modsætningen er en uopmærksomhed på den virkelige verdens begrænsninger, som spilder politiske og økonomiske ressourcer med ‘dydssignalering’, i stedet for rent faktisk at hjælpe mennesker til at få et bedre liv. Så mit svar på dit spørgsmål om, hvorvidt jeg måske bagatelliserer værdiernes rolle, er enkelt: Europa har ikke brug for mindre snak om værdier. Europa har brug for en realistisk snak om værdier.”

Er du uenig med Moravcsik?

Det er Marlene Wind, professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Hun mener, at EU står til at miste både troværdighed og magt, hvis ikke unionen sætter foden hårdere ned over for illiberale kræfter i Ungarn og Polen. Vi har spurgt hende, hvad hun mener, at du i stedet skal læse for at forstå Europas fremtid.

Tribaliseringen af Europa: Et forsvar for vores liberale værdier
Marlene Wind

Min egen bog er et forsøg på at råbe de europæiske ledere op i en tid, hvor demokratiet smuldrer. Ikke bare globalt, men også internt i Europa, hvor to lande ikke længere opfylder kriterierne for liberale demokratier. Mange steder er det blevet et ‘os imod dem’, orkestreret af moderne politiske ledere, der er mere optagede af at vinde egne valg end af at redde Europa.

Twilight of Democracy: The Seductive Lure of Authoritarianism
Anne Applebaum

Denne bog siger lidt af det samme, men på en anden måde. Gennem sin egen personlige historie viser Applebaum, hvordan venner, der efter murens fald troede på demokratiet og fremskridtet, i dag støtter autokrater som Kaczyński i Polen og Orbán i Ungarn. En fantastisk fortælling om, hvorfor mennesker pludselig kan vende sig mod autokratiet.

Roman Law in European History
Peter Stein

Bogen forklarer, hvor avanceret romerretten var, og hvilken rolle den har spillet for moderne europæisk juridisk tænkning. Jeg har altid været fascineret af romerne, og hvordan de formåede at udvikle rule of law snarere end rule of man, selv før vor tidsregning.

/Emma Louise Stenholm

Ovenstående tekster indgår også i vores nye papirudgave af Føljeton, der rummer alt fra tvivlsomme horoskoper til boganbefalinger fra Poul Nyrup Rasmussen. Hvis du vil have fat i hele herligheden, kan du donere til vores solidaritetskasse – så sender vi et eksemplar.