Nyhedsanalyse

Lukasjenkos mand i Amerika

0:00 / 0:00

Mark og Evan Neumann. Det er Evan til højre. ABC 7 News

Mandag kom det frem, at en 48-årig amerikaner har søgt politisk asyl i Belarus. En mand, der allerede er et velkendt ansigt hos politiet for sin deltagelse i stormløbet på Kongressen i Washington, D.C. d. 6. januar i år, og som siden har været eftersøgt af FBI. Men hvem er Evan Neumann, hvorfor er han vred, og kan han blive præsident Aleksandr Lukasjenkos nye mand i kampen mod EU og USA?

For at lære Evan, som vi nu bare kalder ham, at kende, skal vi først spole tiden lidt tilbage. For politiet har faktisk kendt ham siden 2018, hvor han godt nok virkede en kende mere sagesløs. “Hvor langt er du villig til at gå for principper? Ville du risikere fængsel?“ spurgte et lokalmedie i nyheden om to brødre, der havde overtrådt et forbud mod at besøge deres mors ødelagte grund, efter skovbrande havde hærget North Bay-området nord for San Francisco i USA. Den ene af dem var altså Evan. Ligesom sin bror Mark blev han idømt bøder, fængsel og 180 timers samfundstjeneste for at bryde forbuddet. Selv mente de at være i deres fulde ret til at gå ind på grunden, og i øvrigt at straffen var uforholdsvis hård.

“Jeg troede, at zonen var åben … De bad os aldrig om at gå. Jeg fik at vide, at politiet havde bedre ting at tage sig til end at arrestere to brødre for at besøge deres mors hus,“ forklarede Evan dengang og holdt fast i sin uskyld. Men hvor broderen tog imod straffen – ikke fordi han ville, men fordi “han havde to børn, han blev nødt til at tage sig af“ – nægtede Evan. Det var et spørgsmål om principper, forklarede han: “Ærligt talt, så ser jeg det som min pligt som amerikaner […] Hvis vi ikke bruger vores rettigheder, mister vi dem.“

Så langt, så uskyldigt, ville nogen måske sige. En almindelig mand, der griber til selvtægt mod et uretfærdigt system. Men hos Evan blev principperne så indgroede, at det snart blev et princip i sig selv ikke at adlyde ordrer. Vreden, der ikke er et særsyn hos Trump-vælgerne, greb siden om sig i en grad, der kulminerede i begyndelsen af året, da han iført Make America Great Again-kasket og gasmaske tog et metalhegn, kastede det ind i menneskemængden og brugte det til at slå betjente ved stormløbet på Kongressen. Evan flygtede fra politiet og kom i marts på FBI’s Most Wanted-liste. Siden har den amerikanske efterretningstjeneste ledt med lys og lygte efter ham, men det skulle hurtigt vise sig at blive svært. I fire måneder var han slet ikke i landet.

Sumpe, svin og slanger

I april solgte Evan sin two bedroom, one bath-bolig i Mill Valley for 1,3 mio. dollars og flyttede efter omveje gennem Italien og Schweiz til Ukraine, som han har en særlig relation til. Ved at gennemsøge hans LinkedIn-profil har man ifølge anklageskriftet fundet frem til, at Evan var en del af den orange revolution, der i 2004 væltede den prorussiske Viktor Janukovitj, som havde svindlet sig til at vinde præsidentvalgets første runder. Ved stormløbet i år bar Evan endnu et orange tørklæde fra revolutionen.

I weekenden tonede han så frem på belarusisk stats-tv i programmet Goodbye, America!. Ukraines efterretningstjeneste havde nemlig overvåget ham så intenst, at han måtte flygte til Belarus, som han forklarede det i programmet. Også selvom rejsen bød på at “vade gennem sumpe, møde vilde svin og undgå slanger“ inden ankomsten ved grænsen, hvor han blev arresteret af de belarusiske myndigheder d. 15. august.

Hidtil har myndighederne nægtet at kommentere på sagen. Men selvom vi endnu ikke ved, om Evan får asyl, er det ikke utænkeligt, at Lukasjenko nok skal melde sig på banen på et tidspunkt. For hvorfor ikke bruge en, der ynder at fremstå som en ganske almindelig mand, som oplagt undskyldning for at gengælde de amerikanske sanktioner for Lukasjenkos menneskerettighedsovertrædelser – præcis som EU beskylder Lukasjenko for at bruge migranter som politisk våben ved grænsen?

I hvert fald købte tv-værten historien om den jævne Evan: Han er jo “født i Californien, gymnasieuddannet, gift, to børn, en virksomhedsejer, han er bare “én blandt millioner af amerikanere … der har måttet flygte fra landets med eventyrlige friheder og muligheder“, som det blev sagt med en formodet ironi i stemmen. Og vi ved, at også Evan selv er villig til at gå langt, meget langt, for sine principper. For som han sagde til en betjent under anholdelsen på Capitol Hill, da han blev bedt om at fjerne sin gasmaske: “Jeg er villig til at dø, er du?“ /Emma Louise Stenholm

 

Teksten her indgår også i den seneste udgave af vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton. Hvis du ikke allerede har skrevet dig op til at modtage Feuilleton, kan det gøres lige her

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12