Scanpix
Når klimapolitik bliver konkret, bliver den kontroversiel. Og intet sted er klimapolitikken mere konkret end ude lokalt, ude i landets 98 kommuner, hvor vælgerne i de kommende dage skal afgøre, hvem de stemmer på. Kommunalvalget har mange steder formet sig som netop et klimavalg, men langt fra på den måde som de fleste grønne græsrødder havde håbet på.
Modstanden mod nye vindmølleprojekter har således været en mindst lige så stærk mobiliseringsfaktor som ønsket om at reducere CO2-udledningen. Fra tidligere at have været en progressiv dagsorden, hvor de grønne aktivister førte an, har årets valgkamp op til tirsdagens kommunal- og regionsrådsvalg udstillet, at der i dag er kommet mange flere og modsatrettede positioner.
Den mest iøjnefaldende modstand mod konkret klimapolitik er den klassiske NIMBY-reaktion, Not In My Backyard, altså ‘ikke i min baghave’-holdning. Selv om miljø og klima for første gang har været ét af de generelt set mest dominerende temaer, har tendensen i valgkampen gået i retning af en mere tilbageholdende tilgang til særligt nye vindmølleprojekter. Politikerne har nemlig mærket, at vælgerne reagerer negativt.
Frygten for vælgerne
Ny forskning fra Aarhus Universitet dokumenterer, at borgmestre risikerer at blive straffet af vælgerne, hvis de selv stiller sig i spidsen for opførelsen af nye vindmøller: “Det her viser, at den grønne omstilling ikke bare er en teknologisk, men også i høj grad en politisk udfordring,“ siger lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Martin Vinæs, som er hovedforfatter til den nye undersøgelse. Kortlægningen viser, at et borgmesterparti mister 9,5 procentpoint på valgdagen, hvis der i valgperioden er blevet opsat helt nye vindmøller i kommunen.
Rundt omkring i landet har flere borgmestre taget bestik af modviljen og har åbent erkendt, at kampen mod vindmøller rykker alt for mange stemmer. Den grønne dagsorden kan koste magten. Fra Vesthimmerlands Kommune lyder det resignerende fra Venstre-borgmester Per Bach Laursen, at “[j]eg tror, vi er kommet til en tid, hvor der er for mange vindmøller i Vesthimmerlands Kommune – eller i hvert fald rigeligt,” og han fortsætter til TV 2 Nord: “Vi må nok erkende, at der en anden stemning i dag, og derfor tror jeg også, at den fremtid som vi går ind i, kræver noget helt andet.“
Samme reaktion lyder fra den nordjyske nabokommune Jammerbugt, hvor borgmester Mogens Gade (V) også har fået nok: “Hvem gider at have så meget strid med sine borgere, når man står op hver dag for at gøre det så godt som muligt?“ spørger han: “Folk bliver bekymrede. De bliver bekymrede i forhold til deres udsigt. De bliver bekymrede i forhold til deres ejendomsværdi. De bliver bekymrede i forhold til støj.“
Da kommunalvalgkampen blev skudt i gang, var forventningen, at vælgernes øgede fokus på den grønne dagsorden ville kunne skabe et ryk i retning af venstrefløjen. På forhånd viste en måling fra KMD nemlig, at hele 85 pct. af vælgerne gav udtryk for, at “miljømæssig bæredygtighed“ var vigtigt for dem, når de skal stemme til kommunalvalget. Ifølge en måling fra Voxmeter var klima og miljø sågar det afgørende tema for en tredjedel af vælgerne.
I mødet med virkeligheden er der dog mindst lige så mange, der ser ud til at reagere modsat, altså stille sig på tværs af de konkrete klimaprojekter. Målinger viser da også, at det kun er et lille mindretal, som ligefrem er villige til at betale ekstra for grøn omstilling i kommunen. Det store flertal afviser at punge ud med selv en minimal skattestigning for at indfri målsætningerne om bæredygtighed, altså klimamæssig bæredygtighed.
De nye friværdisocialister
I det store politiske slag om hovedstaden har den grønne dagsorden taget sin helt egen drejning. På den ene side står Socialdemokratiets overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen, som tilbyder en fager ny fremtid med det gigantiske by-projekt Lynetteholmen. På den anden side står Enhedslistens spidskandidat Line Barfoed, som kæmper indædt imod Lynetteholmen, for i stedet at ville bevare Københavns få grønne områder og sparsomt tilbageværende natur.
Her gør NIMBY-faktoren sig bestemt også gældende. Begge kandidater beskylder hinanden for at ville undvige klimadagsordenen. Fra socialdemokratisk side lyder kampagnen, at Lynetteholmen skal bygges for at klimasikre hovedstaden fra stigende vandstand, og at et nyt metrobyggeri og fortættede boligområder i det hele taget vil være mest bæredygtigt.
Reelt er selve idéen bag Lynetteholmen dog presset frem af den lokale modstand, der hidtil har været mod andre byggeprojekter. Ved at flytte nye boliger ud i vandet, håber socialdemokraterne, at det endelig bliver praktisk muligt at opføre boliger til op mod 70.000 nye indbyggere. På samme måder som vindmøller ofte ender med at blive flyttet ud på havet – på grund af modstanden mod de ellers billigere landvindmøller – skal den nye ø forsøge at kombinere en voksende befolkning med en mindre klimabelastning.
Fra Enhedslistens side føres til gengæld en mindst lige så energisk modkampagne om, at Lynetteholmen vil føre til en rovdrift på det skrøbelige havnemiljø, og at projektet erfaringsmæssigt alligevel vil føre til dyre luksusboliger og en øget biltrafik, som samlet set vil belaste både klimaet og naturen.
Opgøret mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten om Lynetteholmen i København kan på mange måder siges at minde om den nordjyske kamp om vindmøller. For selv om argumenterne fra venstrefløjen i København retorisk er anderledes end Venstre-borgmestrene i Nordjylland, er konklusionen dog den samme: De nye projekter skal stoppes.
Socialdemokratiets politiske ordfører i København, Jonas Bjørn Jensen, har her i slutspurten af valgkampen forsøgt at gå til angreb mod dem, som han kalder for friværdisocialisterne: “De sidder i deres billigt købte, dyre andelslejligheder. Skåler i et godt glas chablis, som de selv har taget med hjem fra kør selv-ferien til Frankrig i sommer. Over vinen kan de bekræfte hinanden i, at det også er for galt med de stigende boligpriser i byen.“
Bundlinjen er, at kommunalvalget har vist, at klimaet tydeligvis opflammer lidenskab og engagement, men at reaktionerne så langt fra entydigt bevæger sig mod kontant handling. På tværs af det politiske spektrum kan der altid findes argumenter for at bremse omstillingen, og uanset hvordan stemmerne falder ud på tirsdag, vil de nye byråd mange steder være endnu mere påpasselige med at rykke på den grønne omstilling. /Lars Trier Mogensen