Vintermagasin 2021

Fremtidens kunst: Lad de smukke ting være, som de er

0:00 / 0:00

Illustration: SANY

Hvad er kunstens fremtid? Dette store spørgsmål vil vi forsøge at besvare på præcis 1.000 ord. Nu vil amatørfutorologer formentlig straks tænke “noget med noget digitalt“ og måske endda, hvis fantasien rækker, se billeder for sig af skærme, hologrammer og robotter og den slags. Et splitsekund virker dette syn helt sikkert overbevisende fremtidsagtigt, i hvert fald indtil man kommer i tanker om, at sådan har meget kunst set ud i de seneste 40-50 år. Og i så fald er det jo ikke folk, der kan se ind i fremtiden, vi har brug for, men historikere og historiografer.

2021 var året, hvor akronymet NFT (non-fungible token) for alvor vandt indpas i kunstverdenen. Hvis ikke NFT’er var så gudsjammerligt kedsommelige at skrive om, kunne vi have udfoldet en omstændelig og måske lettere docerende gennemgang af blockchain-teknologien på denne plads. Men hvem ønsker at tabe læseren på gulvet allerede kvartvejs gennem et tjekket essay på grund af en fagterminologisk detaljerigdom, som kun teknikumingeniører sætter pris på?

Så kort fortalt er en NFT en dataenhed, der er et ikke-forfalskeligt bevis på, at man eksempelvis er den lovformelige ejer af et kunstværk, som kun eksisterer digitalt. Blockchain-teknologien er i samme båd som kryptovaluta, hvilket vi heller ikke ønsker at belyse nærmere. Som en af bifigurerne siger til hovedpersonen Larry David i 11. sæson af komedieserien Curb Your Enthusiasm: Kryptovaluta er først og fremmest for “nørder og nazister“.

Op gennem anden halvdel af 2010’erne håbede mange i kunstverdenen på, at NFT’en kunne gøre kunsthandel tilgængeligt for alle – at det havde et demokratisk potentiale. En stund lignede NFT’en et rumskib fra fremtiden. I marts 2021 sker der så noget uforudset. En amerikansk kunstner ved navn Beeple (det er ikke hans rigtige navn), der i årevis har siddet og sendt tusinder af banale digitale illustrationer ud til sine millioner af følgere på Instagram, sætter i samarbejde med auktionshuset Christie’s et jpeg-billede under hammeren. Det bliver solgt for 69,3 mio. dollars. Christie’s-manden Noah Davis, der fik salget til at ske, har siden udtalt, at han opfatter sit liv som før Beeple og efter Beeple – “på samme måde, som verden tænker før og efter Jesus. Beeple er på en måde min Jesus.“

Herefter begynder alskens ragelse og dubiøse digitale frembringelser af celebrities som Paris Hilton og Snoop Dogg at blive handlet som NFT’er til horrible summer. Digital kunst af ganske almindelige kunstnere handles også, men her er priserne mere normale og guldfeberen til at overse.

Alt dette blot for at sige: Her kom der en ny teknologi med et “demokratisk potentiale“, men i løbet af nul komma fem fik den priserne til at miste jordforbindelsen, og som sædvanlig rykkes al medieopmærksomhed hovedløst over på det pekuniære aspekt. Hvor meget kostede det? Hvad er det værd? Hvad er markedsprisen? Som The Guardian spurgte i november 2021: “Er NFT’er bare en bliv-rig-i-en-fart-ordning, der giver sig ud for at være kultur?“

Da Whitney Museum of American Art i 1980 købte Jasper Johns’ maleri Three Flags (1958) for en million dollars, var det den højeste pris nogensinde for et værk af en levende kunstner. Mange i kunstverdenen havde en dårlig smag i munden – inklusive Jasper Johns, der syntes, at det var alt, alt for meget. Siden er priserne gået endnu mere amok. Et andet af Johns’ malerier fra den tid, Flag (1958), blev i 2010 solgt for 28,6 mio. dollars. I 2018 blev David Hockney verdens dyreste levende kunstner, da Portrait of an Artist (Pool with Two Figures) (1972) røg for 90,3 mio. dollars inklusive salær.

Det er alt sammen trættende, ikke mindst fordi priserne er en påmindelse om, at vores betrængte og problembefængte klode befolkes af flere og flere superrige personer, som ikke kan finde ud af at bruge deres nye penge på fornuftigere ting end at være ‘ham (det er typisk mænd), der havde råd’ til at købe det der kendte kunstværk til overpris. På den anden side: Da den engelske kunstner Grayson Perry engang blev spurgt, om ikke det er sjofelt, at de urimeligt velhavende spenderer hundredvis af millioner på enkelte værker, svarede han: “Muligvis. Men det er bedre end at bruge dem på våben.“

I fremtiden vil folk miste interessen for det her pengecirkus, man vil holde op med at forbinde penge med kunst, man vil være ligeglad. Måske vil man gå mindre op i originaler og autenticitet og i stedet spørge sig selv på god gammeldags manér: Rører værket mig? Giver det mig noget? I oktober 2021 lavede det Brooklyn-baserede kunstkollektiv MSCHF et interessant projekt. De scannede en Andy Warhol-tegning fra 1954, hvorefter de lod en robotarm tegne 999 perfekte kopier på papir med nøjagtig samme papirteknologiske karakteristika og gav alle versionerne titlen Possibly Real Copy Of ‘Fairies’ by Andy Warhol by MSCHF. Derefter blandede de originalen, der var vurderet til 20.000 dollars, sammen med kopierne, så den var umulig at identificere. Derpå satte de alle tusind tegninger til salg for 250 dollars pr. styk. Alle sammen blev solgt i fart, og én køber har altså fået originalen, men vil aldrig kunne finde ud af det. Der kan man da tale om en demokratisering af kunsten.

Det kan også være, at vi skal et andet sted hen for at finde kunstens fremtid. Da den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo havde en soloudstilling på Guggenheim-museet i New York i 2018, citerede en amerikansk anmelder en kunsthandler for at sige: “I think Danh Vo is trying to end art.

Det, der lå i udsagnet, var, at Danh Vo har en mesterlig evne til at tage objekter, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre, og placere dem side om side i en ny sammenhæng, så man føler, at de har et slægtskab, der rækker ud over tid og rum. “Der findes så mange smukke ting, og jeg synes stadig, at de bedste værker, er ting, jeg ikke engang nødvendigvis skal røre ved,“ sagde Vo, da vi interviewede ham for nogle år siden. “Men det er udelukkende, fordi jeg synes, de er så smukke i sig selv. Det er virkelig en befrielse, at de bare bliver ladet være, som de er.“

Lad de smukke ting være, som de er… There’s your future for art/Oliver Stilling

 

Ovenstående tekst indgår også i vores nye papirudgave af Føljeton, der rummer alt fra tvivlsomme horoskoper til boganbefalinger fra Poul Nyrup Rasmussen. Hvis du vil have fat i hele herligheden, kan du donere til vores solidaritetskasse – så sender vi et eksemplar. 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12