Illustration: SANY
Tålmodigheden er for længst løbet ud. Klimaminister Dan Jørgensen (S) har igen og igen flyttet målstolpen – og udskudt de mest konkrete tiltag i den grønne omstilling. Til stor frustration for både støttepartierne og energiske klimabevægelser. 2021 blev således ikke for alvor gennembruddet på vejen mod målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030.
Men køreplanen er til gengæld klar: Hvis ikke i morgen, så i hvert fald i løbet af 2022 vil der komme gode løsninger fra S-regeringen. Efter et uforløst COP26-klimatopmødet i Glasgow er tiden kommet til, at politikerne på Christiansborg for alvor skal til at indløse forventningerne.
Retfærdigvis er kalenderen pakket med intense forhandlinger: 2022 står til at blive året, hvor vidtløftige ord skal veksles til kontant handling. Seriøsiteten i dansk klimapolitik vil blive afgjort af udfaldet af særligt tre forløb, som hver især vil afsløre, hvor meget vægt der egentlig er bag politikernes grønne løfter.
Den grønne skattereform. Samtlige økonomer i kongeriget er enige om, at det billigste og mest effektive greb i den grønne omstilling er en mærkbart højere CO2-afgift. Det gamle princip om, at forureneren betaler, skal kort sagt indføres på klimaområdet, så udledning af drivhusgasser bliver dyrere, mens mindre klimabelastende løsninger omvendt bliver relativt billigere. Politisk set er det imidlertid ømfindtligt at øge afgifterne, både fordi enkelte brancher kan blive hårdt ramt, og fordi højere CO2-afgifter kan få en social slagside. For at vinde tid – og for at få et gennemarbejdet grundlag – har økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Michael Svarer været sat i spidsen for ekspertgruppen. Det afgørende spørgsmål bliver: Hvor høj en CO2-afgift tør politikerne gennemføre? Klimarådet har tidligere anbefalet en pris på 1.500 kr. pr. udledt ton, og det er et godt pejlemærke. Hvis politikerne i løbet af 2022 bliver enige om en ensartet CO2-afgift oppe omkring dét niveau, så er Danmark på sporet. Ellers, ja, så er de vigtigste løsninger fortsat udskudt.
CO2-fangst og -lagring. Teknologien er velkendt. Siden de første ubåde blev sat i søen, har det været teknisk muligt at suge CO2 ud af luften. Det er dyrt, og det er mere end vanskeligt i større skala. Men det er rent faktisk muligt at reducere udledningen af drivhusgasser i Danmark ved at opstille enorme anlæg til såkaldt CO2-fangst og tilmed at pumpe drivhusgassen ned i undergrunden. Folketingets partier har set fidusen, og S-regeringen lægger derfor også i sin ‘Køreplan for et grønt Danmark’ op til, at CO2-fangst skal ende med at udgøre en væsentlig del af den danske reduktion i 2030. Dog rummer planen én lille, men ret afgørende detalje: “Der er imidlertid pt. ingen CO2-lagre i Danmark, og der er derfor behov for konkrete initiativer,“ som det hedder i den principaftale om ‘En køreplan for lagring af CO2’, som S-regeringen indgik med stort set alle partier i juni 2021. Indtil videre har den fagre nye verden karakter af et luftkastel. Og netop derfor er der lagt op til forhandlinger i 2022, hvor de mere præcise vilkår skal besluttes. Uret tikker, for de omfattende investeringer skal nå at være på plads inden 2030, og hvis virksomhederne skal være i stand til at udvikle de konkrete løsninger, er deadline allerede tæt på overskredet.
Klimapartnerskaber 2.0. Den grønne omstilling kommer til at koste rigtigt mange milliarder kroner, også langt mere end hvad politikerne hidtil har turdet stille vælgerne i udsigt. Og skattekroner vil med statsgaranti ikke kunne gøre det alene. Den altafgørende brik bliver derfor erhvervslivets vilje til selv at investere. Uheldigvis mislykkes S-regeringens første store offensiv. På nøjagtig den dag, hvor statsminister Mette Frederiksen i marts 2020 annoncerede, at Danmark ville blive lukket ned på grund af corona, havde stort hele toppen af dansk erhvervsliv præsenteret de mange forslag, som de 13 såkaldte klimapartnerskaber ellers var blevet enige om. Det grønne partnerskab mellem politikerne og virksomhederne druknede fuldstændigt i corona, og siden da blev klimaoffensiven sat på pause. Men i 2022 gøres forsøget igen: S-regeringen lægger op til, at landets største og mest innovative selskaber skal opdatere planen for, hvordan erhvervslivet både kan bidrage mere til CO2-reduktionen og samtidig tjene flere penge. Politikerne krydser fingre for, at erhvervslivet i 2022 tør handle hurtigere, end de selv har gjort. De nye klimapartnerskaber skal tilføre den grønne omstilling hele den troværdighed, som S-regeringen ikke længere selv har. /Lars Trier Mogensen