Emil Helms/Ritzau Scanpix
Straffeloven kan virke som en gammel, støvet skatkiste, der fra tid til anden spytter nogle overraskende hårboller op. Tag bare paragraffen om “tilsnigelse til samleje“. Man kan levende forestille sig, hvordan den er blevet installeret på en tid, hvor lovgiverne kunne bilde sig selv ind, at det da ligefrem kunne være lidt hyggeligt, hvis Jens sneg sig ind til Peters sovende kone efter et lidt for vådt middagsselskab. At Peters sovende kone så ikke syntes det samme, var en anden sag.
I mellemtiden har tiderne og navnlig opfattelsen af, hvad et overgreb er, ændret sig markant. Alligevel blev en 19-årig tilbage i marts dømt for “tilsnigelse til samleje“ efter at have tiltvunget sig samleje med en kvinde, der var af den opfattelse, at det var hendes kæreste, der kom ind på det mørke soveværelse. Af dommen fremgik det, at manden sådan set havde gjort sig den ulejlighed at lufte idéen om et partnerbytte tidligere på aftenen, men da den ikke faldt i god jord, valgte han at gennemføre planen på egen hånd. Kvinden meldte overgrebet, manden blev tiltalt for voldtægt og efterfølgende frikendt af byretten i Aarhus, der i stedet mente, at der altså var tale om tilsnigelse til samleje efter straffelovens §221. I lyset af Danmarks nye samtykkebaserede voldtægtslov lød afgørelsen mildest talt sær. Forvirringen blev ikke mindre, da Vestre Landsret onsdag stadfæstede dommen. Kan man virkelig snige sig til et samleje?
Det korte svar er ja. I hvert fald inden for den gældende lov. I et interview med Føljeton fortalte juraprofessor Trine Baumbach i maj, at der ved en “tilsnigelse“ ikke kan være tale om voldtægt, fordi situationen “isoleret set“ er den, at der er givet et fysisk samtykke til personen i rummet. At kvinden så ikke bliver gjort opmærksom på, at den fysiske person imellemtiden er blevet en anden, gør i den forstand ingen forskel – også selvom samtykket i sit udgangspunkt ikke kan overføres fra en person til en anden. Ifølge jurist og direktør for KVINFO, Henriette Laursen, er den sondring noget værre “juristeri“: givetvis gyldig indenfor lovens rammer, men ikke nødvendigvis sund for retsfølelsen.
Det er (u)hyggeligt
For Enhedslistens retsordfører Rosa Lund er der heller ikke tvivl om, at paragraffen skulle have været opdateret i forbindelse med udformningen af samtykkeloven, fortæller hun til Føljeton: “For at være helt ærlig nåede vi det ikke i forhandlingerne om samtykkeloven. Den her paragraf er et kæmpe stort problem.“ Derfor har man nu tænkt sig at presse regeringen til at opdatere den, så den passer til samtykkeloven: “På jurastudiet bliver paragraf §221 konsekvent kaldt listepikparagraffen. Det synes jeg, siger noget om, hvor problematisk den er. Derfor er vi nødt til at lave den om.“ Fra Enhedslisten lyder forslaget, at man enten sætter straframmen op, så den matcher voldtægtsbestemmelsen eller at straframmen både sættes op, samtidig med at ordet “voldtægt“ indgår i paragraffens ordlyd. Fjerner man derimod paragraffen helt, fjerner man også det strafbare område.
Mens vi er ved ordlyden, får vi lyst til at foreslå, at man simpelthen går hele vejen og ændrer formuleringen af sætningen om “tilsnigelse til samleje“. I lyset af den nye samtykkelov burde det være indlysende, at et samleje uden et samtykke, der er givet på et oplyst grundlag (tænk at det skal udspecificeres), ikke er et samleje, men et overgreb. Én ting er at retsfølelsen kan lide et knæk, hvis spørgsmålet om, hvorvidt der er givet samtykke, reduceres til et juristet spil “Hvem er hvem“. Noget andet er, at en “hyggeparagraf“, der negligerer alvoren af overgreb kan risikere at underminere vigtigheden af budskabet bag samtykkeloven: Nemlig at alle voldtægter er alvorlige, uanset om de finder sted i en mørk gyde eller i hjemmet – som 67 pct. af alle voldtægter og forsøg derpå i øvrigt gør. Derfor glæder vi os til at sige et endegyldigt adieu til listepikparagraffen – og gerne også dens afsindigt trælse ordlyd. /Asta Kongsted