Andy Buchanan/AFP
To say that a state cannot pursue its aims,
because there is no money, is like saying
that an engineer cannot build roads,
because there are no kilometers.
– Ezra Pound
COP26 er ved at nå sin vejs ende. Fredag markerer officielt afslutningen på to ugers klimaforhandlinger, med mindre de altså traditionen tro går over tid og fortsætter ind i weekenden. Og hvad fik vi så ud af det? Blev 2021 året, vi reddede klimaet? Svaret er stadig nej. Vi er nået et punkt, hvor det ikke længere kun er Greta Thunberg, der siger blah blah: At der er mere varm luft end reelle ambitioner, understregede selv FN’s generalsekretær António Guterres på gårsdagens pressemøde: “Jeres løfter klinger hult, når industrien for fossile brændsler stadig modtager billioner i subsidier“, og “når lande stadig bygger kulkraftværker“.
Der er dog lyspunkter i den foreløbige aftaletekst: For første gang i klimatopmødets historie nævnes et fælles ønske om at udfase kul og fossile brændstoffer, ligesom den globale temperaturstigning maksimalt må nå 1,5 grader celsius. Aftalen er et afgørende skridt, men langtfra stort nok, og særligt ét spørgsmål synes at give ekko hele vejen fra Glasgow: Hvordan skal målene indfries?
Et værktøj, langt de fleste er enige om virker, er en global CO2-afgift, som man dog også har haft svært ved at blive enige om. Medlemslandene ser alle ud til at mene, at forureneren skal betale, men har ikke i fællesskab kunnet sætte en konkret pris for et ton CO2. Afgiften har ellers i årevis været fremhævet af politikere, eksperter og erhvervsliv som det middel, der er nødvendigt for, at de flotte ord kan blive til virkelighed, og er også herhjemme anbefalet af både Klimarådet, Kraka og Det Økonomiske Råd.
Selvom klimaminister Dan Jørgensen (S) har kaldt klimaafgifter for en “Georg Gearløs-agtig“ model, er de tre klassiske argumenter mod at indføre klimaskatten efterhånden også manet til jorden: At de bidrager til den sociale ulighed, at jobs vil rykke til udlandet, og at staten ikke har råd. Som det sidste år lød i Information, kan man nemlig slå tre fluer med et smæk ved at kompensere med målrettede erhvervs- og indkomstsubsidier.
Økonomi for førsteårsstuderende
Problemet er bare stadig, hvor pengene skal komme fra. I hvert fald hvis man skal tro de økonomiske vismænd, der har frarådet subsidier, fordi de ikke er “omkostningseffektive“. Når økonomer spørger, om vi har råd, bliver vi dog nødt til at vende spørgsmålet på hovedet: Hvorfor skaber vi ikke pengene?
Daniela Gabor og en række andre økonomer har flere gange har påpeget, at vi skal holde op med at se økonomien som en husholdning. Vi har – lidt forenklet – ikke brug for penge ind, før der kan komme penge ud. Bankerne udlåner ikke penge, de skaber dem. Faktum er, at ca. 95 pct. af vores penge i dag bliver skabt ud af den blå luft af private banker (så kan man diskutere, hvor demokratisk det er).
Som Gabor skriver, er en af coronakrisens vigtigste lektier, at vi har fundet penge, vi ikke troede vi havde – fordi centralbankerne kom regeringerne til undsætning. Det samarbejde er nødvendigt for at redde klimaet. For CO2-afgifter kan ikke stå alene. De har en indbygget uretfærdighed og ulighed, hvis altså ikke de implementeres rigtigt. Også økonomen Paul Krugman har sagt det: CO2-afgifter skal kombineres med grønne offentlige investeringer, det er økonomi for førsteårsstuderende.
Alligevel er det, som om vi ikke helt forstår det. I den nye klimastrategi fra Den Internationale Valutafond (IMF), der længe har været fortaler for en global klimaskat, præsenteres prissætning på CO2 som den eneste bæredygtige strategi for omstilling. På 42 sider nævnes skatten 23 gange, og offentlige investeringer slet ikke (betalingsmur).
Med andre ord kan vi ikke overlade det til de private virksomheder alene. Ellers ender ansvaret for at redde klimakrisen i hænderne på dem – og de markedskræfter – der systematisk har bidraget til at skabe den. Konklusionen må derfor være: Vi har lige så mange penge, som vi har politisk vilje. /Emma Louise Stenholm