Imperiet slår tilbage

Familien kalder ham ’Al’. Populærpressen foretrækker ’BoJo’, mens vælgerne efterhånden er kommet på fornavn med Boris. Dét vil vi også snart blive her i Danmark: 51-årige Alexander Boris de Pfeffel Johnson står i spidsen for ’Leave’-kampagnen i Storbritannien forud for den skelsættende EU-folkeafstemning 23. juni. Gennemslagskraften rækker dog langt videre. Den tidligere London-borgmester er ved at vende totalt rundt på det politiske landskab i hele Europa. Han har ikke blot gjort det ‘stuerent’ at stemme ‘Leave’, men ligefrem nobelt.

Afstemningen om et muligt britisk exit fra EU balancerer knivskarpt mellem ’Leave’ og ’Remain’ i meningsmålingerne, og når det er kommet så vidt, her under to uger før valgdagen, skyldes det, at ’Leave’-vælgerne ikke kun repræsenteres af de ideologiske yderfløje. Boris Johnson tilbyder en spektakulær position, der ikke handler om indadvendt selvtilstrækkelighed, men derimod om at åbne Storbritannien op for resten af verden.

Folkelig aristokrat

Et nyt oprør fra oven er ved at blive mobiliseret imod EU-samarbejdet: Britannia rule the waves. Britons never, never, never shall be slaves.

Parlamentsmedlemmet Boris Johnson, der kendes på sit blonde, ikoniske og altid pjuskede morgenhår, træder frem som en postmoderne aristokrat, som formår at forene hierarki-snobberi med en ligefrem, ja, ofte vulgær humor. Han er både med oppe blandt de rigeste overklasseløg – Johnson-klanen har store ejendomsbesiddelser – og nede sammen med de millioner af britiske vælgere, som har fået nok af det gamle pamper-etablissement og længes efter lidt mere gang i gaden. Journalistforfatteren Sonia Purnell, som har skrevet en biografi om Johnson, kalder hans fremtoning for en ”menneskelig vasketøjskurv”, fordi han ofte har krøllet tøj på og sågar glemmer at gå i bad.

Boris Johnson er en hybrid: Både kosmopolitisk EU-modstander og celeber entertainer med konkret politisk ledelseserfaring i stor skala. London er økonomisk set på størrelse med et mellemstort europæisk land, og modsat andre politikertyper, der optræder lige så meget i gossip- og sladderpressen som i de seriøse kvalitetsaviser, har Boris Johnson rent faktisk prøvet at være tynget af magtens åg. Tilmed i en storby, hvor vælgerflertallet ikke ligefrem kan siges at være ærkekonservative.

Som et sjældent karismatisk rodehoved af en levemand overskrider han socialklasser og gamle politiske skillelinjer og har egenhændigt ændret dynamikken i Brexit-valgkampen: På den ene side er han født på Manhattan i New York City, nedstammer fra tyrkiske forfædre og gik på Europa-skolen i Bruxelles som barn. På den anden side har han også gået på den engelske eliteskole Eton, været én af de mest EU-kritiske korrespondenter for The Daily Telegraph i Bruxelles og øjner nu chancen for at kunne overtage Downing Street No. 10 ved at udfordre den nuværende premierminister David Cameron inde- og bagfra.

Da EU-folkeafstemningen blev luftet tilbage i 2013, forsøgte Cameron sig ellers med et fiffigt kneb: I en stort anlagt tale krævede han et forandret EU med vægt på større konkurrencedygtighed, fleksibilitet, indflydelse til medlemsstaterne, demokratisk fornuft og fairness. Forud for folkeafstemningen fik han også forhandlet et sæt nye britiske forbehold på plads. I februar fik Storbritannien lov til bl.a. at stå uden for ambitionen om en ”stadig tættere union”, at få mere og bedre indsigt i euro-landenes økonomiske beslutninger og ikke mindst mulighed for at stoppe udbetaling af velfærdsydelser til ikke-britiske EU-borgere i op til syv år.

‘Remain’-kampagnen agiterer dermed ikke blot for status quo, men rent faktisk for et nyt britisk tilhørsforhold til EU. Men kompromiserne har ikke tilfredsstillet kritikerne. Boris Johnson mener, at David Cameron har brudt sit løfte og ikke evnet at forhandle en tilstrækkeligt vidtgående reform af EU-samarbejdet igennem.

Hvis folkeafstemningen ender med et flertal for ’Leave’, kan Boris Johnson med stor sandsynlighed blive kronet med posten som ny premierminister. Selv benægter David Cameron, at han vil træde tilbage i tilfælde af et flertal for udmeldelse, men bookmakerne i det spilleglade land tror ham ikke længere over en dørtærskel: Oddsene for et vagtskifte i Downing Street No. 10 er nu bedre end selv for et Brexit.

Som en dreven opportunist har Boris Johnson set muligheden for at vinde de kronisk EU-skeptiske briters hjerter og sjæle. Tidligere har han ellers bekendt, at han ikke er en ‘Outer’, altså tilhænger af egentlig udmeldelse af EU-samarbejdet. Men mulighederne kan skifte hurtigt i politik, og han så chancen for et udfylde et folkeligt vakuum. I det konservative bagland er han nu langt mere populær end David Cameron.

Holdningsskift er bestemt ikke fremmede for Boris Johnson. Som en anden storby-kamæleon har han ofte skiftet ham, mest opsigtsvækkende i klimadebatten, hvor han først benægtede den menneskeskabte destruktion, men så pludselig – da han havde brug for stemmer i de progressive dele af London – på en måde, der er særligt karakteristisk for ham, udtalte: ”Hvis klimaet kan ændre sig, kan jeg ikke se, hvorfor mine holdninger ikke også skulle kunne.”

Stop eurokraterne

Hvis EU ikke allerede fandtes i dag, hvem ville så kunne finde på at opfinde et så bureaukratisk monster? Sådan lyder hans enkle, retoriske spørgsmål. Ja, hvem? Ifølge Johnson er folkeafstemningen en ‘once-in-a-lifetime’-mulighed for at ændre verdenshistoriens skæve gang.

Som barn af det finere borgerskab falder det Boris Johnson naturligt at tale grandiost. Han taler ganske vist også om grænsekontrol, ligesom den højrenationale leder Nigel Farrage fra UKIP, UK Independence Party. Blandt ‘Leave’-vælgerne er frygten for masseindvandring – fra både resten af Europa og ikke mindst fra ikke-vestlige lande – den største bekymring. Men Boris Johnson har flere tangenter at spille på – og han gør det ekvilibristisk. Han kalder ligefrem sin EU-skepsis for kosmopolitisk, ja, et udtryk for et større blik på verden – og dermed erobrer han på paradoksal vis den position, som normalt domineres af EU-tilhængere. Boris siger åbent, at han elsker Europa, men hader EU.

Argumentationen er original i et politisk felt, som i EU-debatten normalt er spændt ud mellem nationalister og internationalister – mellem de indadvendte og de udadvendte. Boris Johnson indtager en ny position ved at sige, at den nuværende efterfølger til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF, fra 1951 står tilbage som en anakronisme; som en zombie-dinosaur her i det 21. århundrede. EU er et fænomen fra den industrielle efterkrigstid, som ikke er i sync med en globaliseret og digitaliseret finansøkonomi, hvor The City i London udgør ét af de væsentligste omdrejningspunkter.

Selve konstruktionen med et overstatsligt samarbejde mellem 28 lande, der formelt stræber efter ”en stadig tættere union”, er utidssvarende. Ifølge Johnson. Ikke fordi Storbritannien ikke skal arbejde tæt sammen med andre lande om handel og grænseoverskridende problemer, men fordi verden er langt større end EU alene, og fordi samarbejdsformen er forældet. Johnson rammer samtidig en bred folkelig åre, når han kræver stop for de ikke-valgte eurokrater, hvoraf kun en forsvindende lille del er briter.

Den tabte storhed

Johnson har ét særligt trumfnummer, som skiller sig afgørende ud fra EU-modstanden i andre lande – og som kun kan kopieres af politikere i få andre lande: Han genkalder sig en svunden storhed. Så sent som i 1922 rummede det britiske imperium næsten en halv milliard mennesker og dækkede op mod en fjerdedel af jordkloden. I dag er imperiet skrumpet ind til ingenting og begrænser sig reelt til de britiske øer, hvor det hele begyndte i 1500-tallet.

Den tidligere kolonimagt er dog stadig knyttet sammen med 53 lande i forbundet The Commonwealth, Det Britiske Statssamfund. Og her ser Boris Johnson fornyede muligheder for frihandel og global ekspansion. I stedet for at begrænse sig til et europæisk samarbejde, bundet inde af regler, er drømmen, at Storbritannien i stedet kan åbne sig mod nogle af de nye turboøkonomier i bl.a. Asien, hvor vækstraterne er mange gange større end i størstedelen af Europa.

Som EU fungerer i dag, forhandler Kommissionen på medlemslandenes vegne i handelsspørgsmål. Men måske kan Storbritannien ved et Brexit genvinde sin suverænitet og forhandle sig frem til mere lukrative aftaler? Logikken ville ikke give nogen som helst mening for mindre lande som f.eks. Danmark, men lige præcis i Storbritanniens tilfælde – bakket af London som finanscentrum – kan valgparolerne lyde besnærende. Og derfor har Boris Johnson fundet en succesformel, som har rykket langt flere vælgere mod ‘Leave’, end de traditionelle nationalister ville kunne have gjort alene.

Som født i USA er Boris Johnson dobbelt statsborger, både britisk og amerikansk, og dermed opfylder han – som såkaldt ”natural born citizen” – de formelle krav til at kunne stille op som amerikansk præsident. Selv om han ikke gerne gør det i fuld offentlighed, taler han også næsten flydende fransk. I en turbulent verden, hvor politiske stærkmand-typer vinder frem – fra Kina over Rusland til USA, fra Egypten over Tyrkiet til Ungarn – er Boris Johnson et forunderligt paradoks: Han er ingen Darth Vader.

På ofte klodset, men altid humoristisk vis, er han ved at sætte sit præg på Europas fremtid i et omfang og med en sådan styrke, at det i løbet af få uger kan vise sig at komme op på niveau med EU’s gamle grundlæggere Konrad Adenauer og Jean Monnet. Navnet er Johnson, Alexander Boris de Pfeffel Johnson.