Hvem er?
Nadia Nadim
Tirsdag spillede det danske kvindelandshold sig næsten til EM, der afholdes næste år i Holland. Holdet er stærkt, træneren er skarp, men én stjerne er større end de andre. Kvinden, der som barn flygtede fra Taliban til Randers for at blive den første landsholdsspiller med indvandrerbaggrund: Nadia Nadim.
Danmark - Slovakiet, EM kvalifikationskamp, kvinder, Viborg Stadion : Danmarks Nadia Nadim har scoret til 3-0 (foto: Henning Bagger/Scanpix2016)
Hvem?
Nadia Nadim er Danmarks Zlatan. Det er selvfølgelig ikke helt sandt: Hendes familie kommer ikke fra Bosnien, hun er ikke opvokset i Rosengården, og hun spiller ikke for Sveriges herrelandshold under EM, som begyndte fredag aften.
Men hun kommer fra Afghanistan, er opvokset i Kronjylland og har næsten sikret det danske kvindelandshold adgang til Europamesterskabet for kvinder, der afholdes næste år i Holland. Da hun debuterede på det danske landshold i 2009, blev hun den første danske landsholdsspiller med indvandrerbaggrund.
Det er præcis 30 år siden, at Danmark var et af verdens bedste landshold og vandt over Uruguay – 30 år med konturløse, velfærdspolerede spillere på det danske landshold. Og ja, så er det måske ikke så mærkeligt, at mange længes efter en spiller med aggression, attitude og lidt flere kvaliteter end Nicklas Bendtner. Altså Danmarks Zlatan.
”Se ham lige, se ham lige. Monster!” siger Nadim, da hun ser Zlatan i fjernsynet.
Det blev til 4-1 over Slovakiet i sidste uge (hvor hun scorede to mål) og 6-0 over Polen tirsdag (hvor hun ikke scorede), og så stod Danmark med ét ben i EM.
Hvorfra?
Nadia Nadim kom til Danmark som 12-årig. Hun voksede op som generalens datter i Afghanistan, men da faren blev dræbt af Taliban, rejste moderen med Nadia og hendes søskende mod Europa. Via Pakistan og med falske pas fløj familien til Italien, hvorfra de ville videre til London, hvor de havde venner. Da hun endelig kom frem, undrede hun sig over, at London var så lille. ”Men hvad ved en pige på 12 år om London?” tænkte hun. Det var heller ikke London. Familien var endt i Randers. ”Fucking lort!”
Hun har boet i Hadsten, trænet i Hjørring og studeret i Aarhus. Hun har kørt de jyske motorveje tynde. Hun er både fodboldspiller og lægestuderende og lover igen og igen at blive den bedste til det, hun gør. Altid.
Nadia Nadim er åbenlyst fuld af selvtillid. Så meget selvtillid, at hun tvivler på, at hun ville have overlevet, hvis familien var blevet i Afghanistan:
”Hvis vi var blevet i Afghanistan, havde vores liv sikkert været helt anderledes. Jeg var sikkert blevet tvunget til at blive gift. Måske havde jeg slet ikke været i live, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville have bøjet mig for nogen. Når man er kvinde, kan man nok ikke have den attitude der,” siger hun i dokumentarserien Nadia Nadim angriber.
Hvorhen?
Plastikkirurg. Det er det, hun vil være, og hun lægger ikke skjul på, at hun vil tjene penge. Masser af penge, for hun har prøvet ingen at have. ”Det er ikke noget, jeg skammer mig over. Sådan var det bare. Min mor var alene med fem børn.”
”Jeg kan ligeså godt være ærlig: Jeg har altid gerne villet tjene mange penge. Og så tænkte jeg: Læge, det er fedt, og man kan tjene mange penge.”
Lægestudiet er dog sat i bero. Tidligere i år skiftede hun til den amerikanske fodboldklub Portland Thorns FC, det tætteste man som kvindelig fodboldspiller kommer på at blive købt af Real Madrid. Uge efter uge følger 15.000 mennesker Portland på lægterne – et enestående stort publikum for kvindefodbold.
Nadia Nadim er en stor fodboldspiller, bliver sikkert en glimrende læge og helt sikkert en stjerne i Danmark. Hun er svær ikke at holde af. De venstreorienterede elsker hende, fordi hun er indvandrer; de konservative, fordi hun elsker penge; de liberale, fordi hun er sin egen skæbnes smed. Selv de indvandringsskeptiske må bøje sig: ”Min mor elsker neonlys. Sådan er alle afghanere. De elsker masser af lys. Jeg hader det. Det er så koldt.” Man skal være temmelig dansk for at forstå, hvor udansk neonlys er.
Forresten
Da hun boede i Aarhus, ejede hun en kiosk. Den hed Søndre Ringgade Kiosk, og Nadim havde tænkt, at det skulle udvikle sig til en kæde af kiosker. Sådan er det tilsyneladende med Nadim: Det kan ikke blive stort nok. Faktisk havde hun allerede fundet kiosk nummer to og var klar til at købe. Lige indtil en dag, hvor hendes venner rendte rundt ude i solen og havde en fest. Så tænkte hun:
”Jeg er for ung til at sidde her og ikke leve mit liv. Og så solgte jeg kiosken igen.”
Nysgerrig? Læs også dette interview og se denne dokumentarserie (4 x 30 minutter).