Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kommunalvalget er (stadig) over os, politikere smiler indladende fra valgplakater og lover billige boliger, flere parkeringspladser og mindre CO2. Men hvad mener de om kulturen? Vi er dig svar skyldig, for kandidaternes kulturpolitik er nem at overse. Det kommer desværre ikke som en overraskelse, eftersom kulturpolitik også er underprioriteret på landsplan.
Det er f.eks. svært at få øje på logikken i, at man i dag kan svede igennem i fitnesscenteret, gå til frisøren og bagefter shop-crawle i butikker op og ned ad gågaden uden at vise coronapas – men når du så vil slutte dagen af på et museum, så skal du vise coronapas? Ikke at vi har noget imod at vise pas, men kulturministerens argument om, at man i forvejen skal vise billet hos en kulturinstitution, og at man ikke gør det i et stormagasin eller i fitnesscenter, virker som et argument, coronavirussen er ret ligeglad med.
Ved kommunalvalget i 2017 lå kultur- og fritidstilbud på en 11.-plads på listen over de vigtigste temaer for vælgerne, og der er ikke noget, der tyder på, at det ændrer sig i år. Vælgerne går mere op i andre temaer, men det er ifølge Ulrik Kjær, der er ekspert i kommunalpolitik og professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, imidlertid ikke den eneste grund til, at kulturen fylder så lidt. “Der er emner, som vælgerne gerne vil høre om, men temaerne er også i høj grad præget af, hvad kandidaterne har planlagt, at de vil gøre til emner. Langt hen ad vejen er det det, kandidaterne og partierne melder ud, der bliver diskuteret,“ udtaler han til Forbundet Kultur og Information.
Historien om, hvordan en general foreslog Winston Churchill at flytte hele kulturbudgettet til krigsministeriet, hvortil han svarede: “Hvad kæmper vi så for?“ bliver ofte fejlciteret, for det har Churchill aldrig sagt. Pointen fejler dog ikke noget, så det står enhver politiker frit for at bruge den. Men lad os da kaste et blik på undtagelsen, der bekræfter reglen: En kommune hvor kandidater diskuterer kulturpolitik, og hvor man ofte kan høre “hvad kæmper vi for?!“, dog efterfulgt af svaret “sejr!“ i en timeout i en håndboldkamp. Vi skal en tur til Herning.
Tænk ud af Boxen
Den midtjyske Venstre-højborg er nærmest symbolet på jysk kultur og venstremænd som Kristian Jensen, der lytter til Volbeat i Jyske Bank Boxen og hepper på det lokale håndbold- og fodboldhold. Antropolog Dennis Nørmark skrev om Hernings mangel på tilstrækkelig dannelse, at Herning er “ånden af merkantil griskhed, kortsigtede gevinster og åndløs formueskabelse“. Også meningsdanner Mads Holger mente, der manglede ånd i byen, som han vel at mærke aldrig havde været i, før han lavede serien Mads Holger i Herning på Radio24syv. “Jeg ville sikre, at der alle vegne på gader og stræder var kultisk rungende sopraner og perlende champagne i byens springvand,“ skrev han, “fjernt fra håndbold og Jensens Bøfhus. Der ville blive tænkt ud af Boxen.“
Fordommene om Herning står i kø, men herningenserne er stolte af deres kulturliv med alt fra messecenter til Manzonis lort på dåse på HEART – Herning Museum Of Contemporary Art. Hvis du er herningenser og tager DR’s og Altingets kandidattest, skal du svare på, om Herning fortsat skal bruge penge på at brande sig selv som kultur- og messeby, og hvis man er i tvivl om argumenterne står der: “Imod: Kommunens brand er etableret, og pengene kan i stedet bruges på velfærd. For: Kultur- og messeaktiviteter sikrer arbejdspladser og tilflytning.“ Det handler altså ikke om, hvad borgerne kulturelt får ud af at bo i en stærk kultur- og messeby, men om branding og penge.
Vildskab, vovemod og kulturliv
I TV Midtvest’s tv-debat “Pop Up Valg i Herningcentret“, hvor lokalpolitikere diskuterede mellem shoppere og tøjstativer, handlede kulturdebatten også om nytteværdi og penge. Borgerlistens Lone Nielsen vil have flere penge til kommunens dagsinstitutioner og folkeskoler, og hun vil tage pengene fra kulturområdet, da kommunen bruger 50 pct. mere på kultur pr. indbygger end landsgennemsnittet. Til det svarede den radikale borgmesterkandidat Johs. Poulsen: “Jeg sad på en konference med 100 erhvervsfolk fra kommunen. Hvad efterlyste de? Mere vildskab. Mere vovemod. Mere kulturliv. Det gør de af den simple grund, at de skriger på arbejdskraft. De vil gerne have, at Herning Kommune er en kommune, man flytter til.“
Den Socialdemokratiske Tommy Tønning var enig i at udvikle kulturen, og Per Ørum fra Det Konservative Folkeparti sagde: “Det kan jo ikke passe, at man vil smide kronjuvelerne væk. Vi skal være stolte, og det tror jeg også betyder noget for Herning, at vi har noget at være stolte af og noget at stå sammen om. Det bliver ikke på min vagt, at vi kommer til at skære på det her.“
I en voxpop af TV Midtvest var der flere vælgere, der – hvis de havde vagten – ville skære i kulturen, så plejehjemmene kunne få flere penge. Ifølge Ulrik Kjær er der dog ikke grund til at have kulturen som syndebuk for de manglende varme hænder. “Kultur er som oftest en forholdsvis lille budgetpost, og det er ikke der, det kommunale budget kan reddes eller ødelægges. Det står i modsætning til, hvilke direkte konsekvenser det har, hvis man op- eller nedjusterer på for eksempel normeringer i daginstitutioner eller rengøring til ældre,“ siger han.
Hvis Herning skriger på arbejdskraft, så skriger vi på en kulturdebat, der ikke handler om kultur vs. velfærd, og hvor værdien ikke kun ligger i branding og arbejdspladser. Ja, det er selvfølgelig vigtigt, men hvad med at se det som et kæmpe plus, at din kommune bruger flere penge på kultur end gennemsnittet? Hvad med at se på alt det kulturen kan, som ikke kan måles og vejes? Værdier og fællesskab f.eks.? Okay okay, det blev lidt højstemt, lad os give ordet til Volbeat, og den sang, der lyder i håndboldhallen, når der bliver scoret: “For evigt, måske for evigt“ – det er forhåbentligt ikke så længe, det tager, før kandidater selv forstår vigtigheden af kulturpolitik. For hvad kæmper vi for? Kulturen! /Lise Benthin Præstgaard