På konstruktiv kollisionskurs med Jens Haaning

Det ellers så hypertekstuelle medie Et Hul i Markedet har prøvet noget nyt. Ovre på YouTube ligger der en 34 minutter lang video, som er en nænsomt redigeret audiovisuel dokumentation af et interview, jeg har lavet med Jens Haaning i hans atelier på Nørrebro i København. Vi er ikke blevet sminket og har heller ikke fået bleget tænderne eller ligget i solarium og den slags, men billedet står knivskarpt, lyden er forbilledlig og belysningen fænomenal. Tak til videojournalist Cathrine la Cour, der har filmet og klippet.

Jens Haaning (f.1965) er konceptkunstner. På hans kontor er der en masse ting, som på overfladen virker normale og tilforladelige, men som på den ene eller den anden måde afspejler hans sindelag og 27 års praksis som kunstner. ”Jeg hader Køge,” står der printet med fed skrift på et stykke A4-papir, som er klistret op på væggen. Et stort vægur med en gylden messingramme præger lokalet. Folk, der er slaver af tiden, vil straks bemærke, at uret går to en halv time foran. Det skal det også; Kabul Time er både et velfungerende ur og et stykke konceptkunst, som viser klokken i Afghanistans hovedstad. Temaet er Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen fra 2002 og frem, og ”tidsforskydningen peger på forbindelsen mellem det danske og det afghanske folk som henholdsvis besættelsesmagt og besat”, som man kan læse et sted på nettet.

Så Jens Haaning er konceptkunstner. Men han er også dette års mest omtalte danske kunstner – i verden. Da museet Kunsten i Aalborg åbnede udstillingen Work it Out i september, skulle der have indgået to ældre værker af Haaning, En gennemsnitlig dansk årsindkomst (2010) og An Average Austrian Year Income (2007). Forskellige begivenheder i Jens Haanings liv gjorde, at han, uden at indvi Kunsten i sine planer, sadlede om og lavede et helt nyt værk, bedst som han ellers var i gang med at tilvejebringe de to ældre værker, som museet – mod et honorar – havde bedt ham låne dem til udstillingen.

Detaljerne har Haaning redegjort for i magasinet Kunstkritikk (i det hidtil bedste interview med ham om sagen). Men det korte af det lange er, at Kunsten i Aalborg tidligere på året lånte Haaning 532.549 kr. og overførte pengene til hans NemKonto, så han kunne genetablere de to nævnte værker fra 2007 og 2010. Ligesom Kabul Time bogstaveligt talt viser klokken i Kabul, indeholder En gennemsnitlig dansk årsindkomst og An Average Austrian Year Income bogstaveligt talt henholdsvis en gennemsnitlig dansk årsindkomst og en gennemsnitlig østrigsk årsindkomst. Så der var brug for masser af kontanter.

Ifølge kontrakten skulle Jens Haaning returnere udlægget til Kunsten, når udstillingen slutter d. 16. januar. Men det er så det, han har tænkt sig ikke at gøre, og det er denne handling (eller ikke-handling), der udgør Take the Money and Run: Kontraktbruddet er værket. På Kunstens udstilling hænger nu de to rammer, der skulle have indeholdt en dansk og en østrigsk årsindkomst, men de er tomme. De tomme rammer er den fysiske manifestation af det nye værk. Som Jens Haaning siger i vores samtale: ”Værket er, at jeg har taget deres penge, og værket er så materialiseret ved, at der hænger to tomme rammer [på udstillingen].”

Skal museer destruere værker?

Som du vil se på videoen, er Haaning meget optaget af, at Kunsten har tænkt sig at ”destruere” Take the Money and Run. Og måske kan man også se på mit ansigtsudtryk, at jeg ikke helt forstår, hvad han mener. Det, der ligger i det, er, at Kunstens direktør et par uger efter udstillingens åbning skrev til Haaning, at museet fastholdt den oprindeligt indgåede aftale og derfor forlangte, at han ”omgående” leverede de to værker, sådan som han ”aftalemæssigt er forpligtet til”. Det er det, Haaning kalder at ville destruere værket. For de to aftalte gamle værkers rammer hænger jo allerede tomme på Kunsten og repræsenterer det nye værk.

Men de kan jo ikke destruere værket, hvis værket er, at du har taget pengene, siger jeg så, inden jeg har fattet det.

Hvortil Jens Haaning replicerer:

”Nej, men de kan destruere materialiseringen af konceptet. Jeg har bare tænkt: ‘Nej, hvor vildt.’ For jeg har forstået det sådan, at museer er sat i verden for at passe på værker. Sådan har jeg forstået det.”

Det her er tidligt i interviewet, men det er, som om kunstneren allerede har talt sig varm:

”Først tænkte jeg, at ‘det kan ikke passe, at de vil destruere det værk’. Nu er jeg bare sådan: ‘Fint, med mig – whatever.’ Jeg ved ikke, hvad deres opgave så er. Hvis museerne er dem, der skal destruere værker… haha – det troede jeg ikke, de måtte. Jeg troede, det var imod deres koncept at gå rundt og destruere værker, men det er så åbenbart det, de laver ovre i Aalborg. Jeg tror måske næsten, at den nye historie er så god, at det kan være, de får endnu mere opmærksomhed på den måde. Det er vildt med en kunstner, der har hugget nogle penge fra et museum – ja. Men det er da endnu vildere med et museum, der begynder at destruere værker? Som også griber ned i centraleuropæisk historie med korstog, hekseafbrændinger og sådan noget. Det er jo helt vildt.”

En bedre idé

Som Jens Haaning forklarer det, har han ikke lavet Take the Money and Run for at skabe problemer for Kunsten. Værket er drevet frem af en art kunstnerisk nødvendighed. Ideen opstod efter en periode, hvor alskens problemer havde hobet sig op hos Haaning og kulminerede med en voldsom bilulykke, hvor han på mirakuløs vis ikke kom fysisk til skade – ”men jeg får et kæmpe chok, som gør, at tid og rum hopper rundt for mig”. Han var også irriteret og stresset over, siger han, at museet havde en forventning om, at han  selv lagde en masse penge ud  for at få lavet værkerne igen.

”Jeg har lidt brug for at holde sommerferie, så jeg kan huske, at jeg går rundt på sådan nogle meget mærkelige veje på Møn, som går op og ned, og så får jeg en tanke: ‘Fuck mand, nu har jeg en bedre idé!”

De næste tre måneder går han og vender konceptet i hovedet. Er det bare en fiks idé, han har fået? Er det kejserens nye klæder? Men så får han overbevist sig selv og tænker, ”nu gør du det bare!”, og ender med at sende de tomme rammer op til Aalborg nogle dage inden udstillingsåbningen – og en venlig e-mail med en forklaring.

Eftersom Kunsten valgte at sætte de to tomme rammer op i udstillingen – altså Take the Money and Runs fysiske del – mener Jens Haaning, at museet juridisk har godtaget værket. Det er i hvert fald den melding, Haaning siger, han har fået fra sin ”australske gallerist, som er en gammel forsvarsadvokat”:

”Han har bare sagt fra dag 1, at selvfølgelig kan de afvise værket og få deres penge tilbage. Men idet de har hængt det op, har de accepteret konceptet.”

Politianmeldelsen i den anden ende

Noget af det smukke, men også krimiagtigt spændende ved Jens Haanings værk er, at der er indbygget en slutdato. Efter udstillingens ophør d. 16. januar forventer Kunsten, at kunstneren returnerer de 532.549 kr.

Hvad sker der efter skæringsdatoen? Kan Kunsten finde på at politianmelde dig?

”Jeg kan ikke tro, at politiet vil tage imod en politianmeldelse. Det holder simpelthen ikke. Det kan jeg ikke tro, at de vil. Jeg har jo ikke tænkt det igennem. Værket er bare sket – det er nogle reaktioner på nogle situationer. Så jeg har ikke tænkt: ‘Hvad så hvis?’ Det må vi tage til den tid.”

Jeg har sagt til Jens Haaning i telefonen, at Et Hul i Markedets vinkel på den her historie er, at vi vil forsøge at bidrage til at løse konflikten. Mange medier verden over, som har behandlet og formidlet historien om Take the Money and Run, har ikke glemt, at der er en udløbsdato, og vil formentlig følge op på sagen. Det vil være pinagtigt, hvis Kunsten, der har fået omtale for mange millioner takket være Jens Haanings værk, ender med at melde ham til politiet. Det handler om Danmarks anseelse internationalt.

Hvor værket ender

Da jeg foreslår Haaning, at det måske kunne være en løsning, at nogen i det danske erhvervsliv, muligvis endda lokalt i Aalborg, på en eller anden måde dækker Kunstens udgifter, så han kan beholde de 532.549 kr., afviser han til min overraskelse forslaget:

”Så får [Kunsten] jo  deres penge tilbage? Nej. Det er mit værk. Jeg har en tysk gallerist, der udregner mine priser, og jeg tror nok, at værket koster 564.000 og ikke [532.549]. Det koster cirka 30.000 mere.”

Og hvordan regner han det ud?

”Det regner han ud på koncept og materialer, der er indgået. Det er endt med at blive et lidt dyrt værk, fordi der er choppet så mange gamle værker op for at lave det. Det er helt faste priser. Mine priser har været de samme i 20 år. Hvis nu dansk erhvervsliv skulle gå ind i det, skulle de købe værket. Det koster så femhundrede og nogle og tres tusinde.”

Så nogen i det danske erhvervsliv ville kunne købe det af dig?

”Ja.”

Men du ville ikke bryde dig om, at nogen ‘lukkede hullet’ hos Kunsten?

”Hvis nogen gør det, så vil jeg ikke kunne tillade mig at destruere værket ved at give pengene tilbage. Så det vil sige, at det er en ny halv million, der skal op. Som det ser ud nu, er der nok nogen, der vil købe [værket], men det bliver så ikke i Danmark. Der er nogle museer, der kigger på det. Der er et, som ligger i Belgien, som jeg ikke tror er så interesseret. Så er der et, som har en offentligt tilgængelig samling i New York, som kigger på det. Og så er der en privat russisk samling i London, som absolut ikke er offentligt tilgængelig. Måske skal det bare – ja, haha – måske skal det bare ende hos sådan en russisk oligark, det er jo også fint. Det er næsten lige så godt som at destruere det. Fordi jeg har sådan en banal materiale-fetish, synes jeg, at det da ville være fantastisk, hvis folk kunne gå hen og kigge på det i fremtiden, men udsigterne til det ser ikke gode ud.”

Den autoritære skolelærer

Senere i interviewet spørger jeg igen, om ikke det er en løsning, at en tredje instans hoster op med den halve million kr. til Kunsten, så museet får dækket sine udgifter:

Det går da ikke ud over værket, hvis nogen betaler pengene, så hullet er lukket?

”Jo, det går ud over værket. Værket er, at jeg har taget pengene. Hvis de kan skaffe pengene et andet sted, har det ikke noget med mig at gøre.”

Så her lader det til, at hvis Kunsten finder en løsning og selv lukker hullet i kassen uden at blande Jens Haaning ind i det, så er det okay med ham. Han uddyber:

”Over for publikum kan jeg jo ikke sige: ‘Ja, jeg har taget pengene – men jeg mente det ikke alligevel, så nu har jeg leveret dem tilbage.’ Det er ikke en mulighed. Det er klart, at det her er foregået meget turbulent. Så det vidste jeg ikke den dag, [udstillingen] åbnede. Den dag har jeg [Kunstens direktør Lasse Andersson] i telefonen, og så siger han: ‘Jeg vil bare gerne lige vide, hvad værket handler om.’ Og det fortæller jeg ham så. Og så siger han: ‘Får vi vores penge igen?’ Og jeg har jo ikke sagt ja. Jeg har ikke lovet nogen noget, men sagt: ‘Det kommer an på, hvordan I opfører jer.’ Og sådan som de opfører sig – så nej, det gør de ikke. Om de så har opført sig godt nok til at få pengene igen, næ, det har de så ikke. Men det er jo en efterrationalisering. Jeg tænker bare, da jeg har ham i telefonen, at jeg skal ikke sidde og lyve. Og jeg ved godt, at det lyder som en totalt autoritær skolelærer: ‘Det kommer an på, hvordan I opfører jer.’ Det er sådan noget, man siger til sine børn: ‘Hvis I opfører jer pænt, får I is.’ Men det var ligesom den kulturelle floskel, jeg tyede til på det tidspunkt.”

De urimelige strukturer

Ingen har kunnet forudset, at Take the Money and Run ville skabe så stor international opmærksomhed, som det er tilfældet. En stor del af opmærksomheden skyldes naturligvis de internationale nyhedsbureauers korte, sammenfattende telegrammer, som alverdens medier reproducerer bevidstløst i det uendelige. Det er bare en god og åbenbart relativt ligetil journalistisk historie. Men den er også blevet vendt og drejet og analyseret på højt niveau i adskillige nyhedsudsendelser (som her i The Young Turks), podcasts og specialmedier (som her i ArtReview). Og som Jens Haaning anfører, er historien også ”stor” på TikTok, de purunges foretrukne sociale medie. Han har brugt noget tid på at følge historien rundt i verden og har givet en hel del interviews, bl.a. til tysk tv. Så vidt han kan se, har mange mennesker ”kunnet identificere sig med det – både i den spansktalende del af Amerika og i det afroamerikanske segment”.

I den internationale presseomtale går særligt ét citat af Jens Haaning igen på flere sprog, og måske er netop den replik nøglen til at forstå mediesuccesen. Da Haaning dagen efter ferniseringen på Kunsten (hvor han var inviteret, men ikke til stede) blev interviewet pr. telefon af den landsdækkende radiokanal P1, sagde han: ”Og jeg opfordrer andre mennesker, som har lige så kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder på et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen og stik af. Det er en generel opfordring.”

Sådan et budskab går rent ind hos såvel høj som lav: Hvis du befinder dig i en arbejdssituation, hvor du ikke bliver behandlet godt, så tag pengene og løb!

Jens Haaning:

”Man kan jo altid sige, at man skal stjæle af kassen. Det er måske ikke engang kun økonomisk, men også eksistentielt: Hvis man indgår i nogle strukturer, som er urimelige, så skulle man måske bare tage af kassen og stikke af.”

Det er et meget godt budskab. Nu siger du selv, at du ikke mangler noget…

”Nej, det kan jeg ikke påstå.”

Men jeg synes, det lykkes for dig at komme med et budskab, der hæver sig over din egen situation. 

”Ja, ja.”

Friendly enemies

Det ville være fint at slutte teksten her. ”Ja, ja,” er et dejligt åbent og imødekommende udsagn. Det udtrykker optimisme og tro på fremtiden. Men er det for imødekommende? Er ”ja, ja” repræsentativt for den Jens Haaning, som interviewet har givet os en flig af? Ikke rigtigt. Der er for meget modstand i virkelighedens Jens Haaning. I videoen (og i den lidt kortere teaser for videoen, som vi har lagt ud under titlen ”Yes, goddamnit, angry people are totally okay!”), snakker Haaning om, at der er for få mennesker i medierne, som ”er sure”. Der er for meget enighed, synes han: ”For mig er der en kæmpe dynamik i ikke at være gode venner og i ikke at kende hinanden eller i at tage kritisk stilling til hinanden.” pludselig bringer han begrebet friendly enemies på banen. ”Det bliver sådan noget underligt noget, at alle skal være gode venner. Det der friendly enemies er brugt mellem kurator og kunstner: Nej, man er ikke venner, man er på konstruktiv kollisionskurs. Man prøver at få noget ud af det, ikke?”

/Oliver Stilling