“Cyborgen er et kondenseret billede af både fantasi og materiel virkelighed – de to centre, som i fællesskab strukturerer enhver mulighed for historisk transformation. I de “vestlige“ naturvidenskabelige og politiske traditioner (…) har relationen mellem organisme og maskine været genstand for grænsestridigheder. Hvad der var på spil i den kamp, var territorierne for produktion, reproduktion og fantasi. Dette essay er et argument for fornøjelsen ved udviskningen af grænserne og for ansvarligheden, når de fastlægges.“
– Donna J. Haraway, Et cyborgmanifest (1985)
Man kan sige meget om Titane uden rigtig at sige noget. Filmen, der lagde festivalen i Cannes ned ved dette års prisuddeling og som med sine syrede, postrealistiske body horror-træk efterlader publikum et sted mellem afsky og forvirring. Man kan sige, at den handler om en showgirl, som viser sig at være seriemorder. Man kan fortælle, at hun var i en bilulykke som barn og nu har sex med biler. Eller at hun udgiver sig for at være en ødelagt brandmands fortabte søn og flytter ind med hans sjak. Alt det kan man sige uden at nærme sig en egentlig essens. Både fordi filmens instruktør, Julia Ducournau, ikke virker sønderligt optaget af spørgsmål “essens“. Og fordi idéen om narrativ fremdrift på en og samme tid virker uhyre vigtig og ret irrelevant i Titane.
Så lad os begynde et andet sted: Titane er en voldelig film. Der er god, gammeldags splattervold, uudholdelige sekvenser af selvskade, der altså tangerer body horror og skaber associationer til Lars von Triers Antrichrist. Og så er der forløsende og humoristisk overgjort selvtægt à la Quentin Tarantino. Volden kommer i alle mulige afskygninger, og bliver et sprog i sig selv. Det særlige ved Julia Ducournaus vold er dog, at den aldrig er æstetiseret.
Filmvold begået af kvinder og mod kvinder har som oftest den dobbelte funktion, at det både er frastødende og tiltrækkende at se på, men i Titane er den billige “appel“ fraværende. Derfor spiller volden en rolle, som er mere kommunikativ end aktiverende. Som noget, der skal afkodes snarere end kigges på (hvilket man til tider næsten heller ikke kan). Den er allestedsnærværende i filmens første halvdel, og fordi intet andet ekspliciteres, men bare ligger mellem linjerne som metakommunikation, træder den frem som den primære udtryksform. Hvad hovedpersonen Alexia så egentlig forsøger at signalere igennem den, er anderledes uklart.
På den måde undslår Titane sig det konkrete. Alexia er en særling i den forstand, at hun drages af og langsomt indoptager biler i sin egen krop. Men hun er også bare et menneske, der tiltrækkes af det, der som barn var ved at ødelægge hende. Hun er et væsen, der synes ude af stand til at elske andre, men som i mødet med en fortabt brandmand tvinges til at overgive sig til en form for omsorg. Hun er ikke helt en hun, for Alexia bevæger sig i en verden der på en og samme tid er enormt kønnet og kønsløs.
I virkeligheden er Alexia nok en cyborg. Ikke i Terminator-forstand, men sådan som biolog og kønsforsker Donna Haraway ville beskrive en cyborg. Som et væsen, der lever hinsides køn og klassiske magtforhold, og som legemliggør og accepterer et besværligt forhold mellem mennesker og maskiner – uden at prøve at løse det som et problem. Igennem cyborg-figuren finder Titane en måde at blive i tvetydighederne og i det uforklarlige, uden at forfalde til studentikos overtænkning.
På mange måder er det en klassisk fortælling om at finde ind til noget sårbart i sig selv og at slutte fred med verden omkring sig. Samtidig er Titane på ingen måde interesseret i at fortælle sit publikum, hvad det så vil sige. Den tillader ikke en egentlig identifikation med filmens karakterer, og det besværliggør den direkte læsning. Titane insisterer på ambivalensen og skildrer, hvad det vil sige at være i et kærlighedsforhold til det, der i sidste ende ødelægger dig. Biler, mennesker, you name it… /Asta Kongsted