Philip Davali/Ritzau Scanpix
Der er et eller andet ved minksagen og Socialdemokratiets skuffende kommunalvalg, der får os til at tænke på Asger Jorns Den foruroligende ælling (1959). Maleriet, der til dagligt hænger på Museum Jorn i Silkeborg, er en af CoBrA-kunstnerens såkaldte modifikationer. Idéen er simpel: På loppemarkeder i Paris havde Jorn indkøbt gamle malerier, som han efterfølgende malede videre på for at give værkerne ny værdi. Som Jorn selv skrev i katalogteksten til sine modifikationer:
“Vær moderne
samlere, museer.
Har De gamle malerier,
så fortvivl ikke.
Bevar Deres minder
men fordrej dem
så de svarer til Deres tid.
Hvorfor forkaste det gamle
hvis man kan modernisere det
med nogle få penselstrøg?“
I Den foruroligende ælling er Asger Jorn virkelig gået planken ud. På et lidt intetsigende romantisk motiv, der skildrer klassisk bondeidyl med gulnende blade, en sø og et lille hus, har Jorn malet en stor fed ælling med tunge penselstrøg i alverdens farver: Orange, skriggul, grøn, blå, rød, turkis. Den tårner sig ildevarslende over huset og træerne som lidt af en stemningsdræber; som et varsel om, at romantikken nu er en saga blot. Det ville næppe være forkert at anvende det vidunderlige tyske begreb “das Unheimliche“.
Hos Socialdemokratiet har man om noget forsøgt at tegne sit politiske projekt som et romantisk glansbillede. Med Stauning i ryggen har man genfundet de gamle arbejderdyder, talt om at puste nyt liv i provinsen, givet Arne sin pension og forsøgt at skabe et Danmark i “bedre balance“ (hvad så end det vil sige). Og nå ja, så har man selvfølgelig indoptaget DF’s udlændingepolitik og rykket debatten så langt til højre, at selv franske Rassemblement National er begyndt at rose sosserne. Med nogle få, effektive penselsstrøg har Socialdemokratiet simpelthen moderniseret sine gamle værdier, så de passer ind ny, vælgertækkende fortælling.
Som kommunalvalget så behændigt udstillede, er glansbilledet dog begyndt at slå sprækker. Storbyvælgerne flygter, mens minksagen fortsat hænger som et Damoklessværd over regeringen. Og ude i kommunerne er byrødderne begyndt at blive lidt trætte af, at regeringens møgsager tilsyneladende også påvirker deres præstation ved stemmeurnerne. Med slettede sms’er og hermetisk lukkede ministerier, mærkværdige bortforklaringer, uheldig timing og en tiltagende hvisken om magtfuldkommenhed, kan den foruroligende ælling ikke længere ignoreres – og den vil næppe forvandle sig til en svane lige foreløbigt.
Torsdag blev Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen (BBB blandt bekendte) afhørt i Minkkommissionen, men de store afsløringer udeblev. Departementschef troppede uhyre velforberedt op, hun havde sagsmapperne i orden og svarede med sikkerhed i stemmen. Det kan dårligt siges, at hun blev fanget på det forkerte ben.
Bevares, når nu BBB er så detaljeorienteret og har så godt styr på datoer og dokumenter, kan det måske godt undre, at hun ikke kunne huske, hvornår hun havde rådgivet statsminister Mette Frederiksen (S) til at slette sine sms’er. Mærkeligt var det også, at Barbara Bertelsen ikke havde læst de papirer, der var blevet lagt frem til ministrene i regeringens koordinationsudvalg, inden det den 3. november blev besluttet at aflive alle mink – og at hun heller ikke fik læst papirerne umiddelbart efter mødet. Ligesom det også virkede lidt sært, at Bertelsen ikke fik noget at vide i 31 timer, efter 10 embedsmænd i Statsministeriet var blevet informeret om, at der manglede lovhjemmel til minkaflivningen. Men så igen: Der er jo heller ikke nogen beviser for, at Barbara Bertelsen taler usandt.
Departementschefen lader (betalingsmur) altså til at have sit på det rene. Sådan har det været ved de fleste afhøringer i Minkkommissionen. Selvom nogle af forklaringerne lyder lidt mærkelige, er der ingen rygende pistol. Tilbage står blot mistanken, der bliver ved med at klæbe sig til regeringen som en række jornske olieklatter. Alting virker en anelse fordrejet, en “unheimlich“ stemning spreder sig fra Slotsholmen. Måske gemmer der sig stadig et opbyggeligt, politisk projekt et sted derinde. Men det er efterhånden svært at se træerne for foruroligende mink og ællinger. Modifikationerne har unægteligt tilført Socialdemokratiet nogle nye værdier – de er bare ikke værd at skrive hjem om. Løsningen ligger lige for: Tilbage til loppemarkedet! /David Dragsted